xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Skip to content

Odder Kommune: Engager og understøt lokale forældre-ildsjæle

I Odder Kommune har et stærkt forældrenetværk både skabt et trygt rum til dialog blandt forældre samt gode ungefællesskaber, hvor rusmidler ikke indgår som en del af det sociale samvær.

Da Fælles om ungelivet blev lanceret i Odder Kommune, viste en lille gruppe forældre hurtigt interesse i at være medløftere på en fælles vision om at skabe et ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle. Odder Kommune så hurtigt potentialet i at række ud til forældrene og invitere dem ind som medskabere på en platform, der kunne styrke forældrenes ejerskab, engagement og mulighed for at mobilisere sig.

Det blev til initiativet ”Forældre Fælles om ungelivet Odder” (FFOU). FFOU består i dag af en kerne af 7-8 engagerede forældreildsjæle, der både arbejder strategisk og operationelt med ungelivet i Odder. FFOU har derudover engageret en større ”forældre-supportgruppe”, som kan trækkes ind i forskellige sammenhænge som praktiske hjælpere.

FFOU står bag en række forskellige initiativer, der alle har til formål at aktivere forskellige beskyttende faktorer inden for domænerne familie, venner og fritid. Fx har de udviklet og etableret forskellige digitale og fysiske fora, som danner rammen om forældredebatter om ungelivet i Odder. Derudover udvikler forældrenetværket aktiviteter for de unge, hvor rusmidler ikke er i fokus. Aktiviteterne laves både sammen med lokale aktører og de unge selv. Et af de bærende initiativer er arrangementet ”Åben Hal”, hvor forældrenetværket sammen med det lokale foreningsliv organiserer aktiviteter fredag aften som et alternativ til ungdomskulturens drukfester.