Case: Digitale skærme understøtter beboernes individuelle ønsker og behov i Brønshøj
Louise Mariehjemmet i Brønshøj, Københavns Kommune, benytter digitale skærme i beboernes boliger for at sikre, at alle medarbejdere har information om individuelle aftaler med beboeren. For beboerne betyder det en øget livskvalitet og en oplevelse af sammenhæng, da alle medarbejdere ved, hvilke opgaver der skal udføres med udgangspunkt i beboernes individuelle ønsker og behov.
Hvordan sikrer man, at en beboer oplever sammenhæng i den daglige pleje samtidig med, at der bliver taget højde for individuelle ønsker?
Louise Mariehjemmet i Brønshøj bruger digitale skærme til at styrke beboernes livskvalitet. De skaber bedre sammenhæng i plejen på baggrund af beboerens individuelle behov og ønsker i det daglige arbejde.
Når en ny beboer flytter ind på Louise Mariehjemmet, tager beboerens kontaktperson og en sygeplejerske en indflytningssamtale på en times tid med beboeren. De taler om beboerens ønsker til den daglige hjælp for at fremme livskvalitet og trivsel. De fastlægger eksempelvis, hvad der er vigtigt for beboeren for at føle sig hjemme, og de taler om, hvilke opgaver beboeren har behov for hjælp til. På den digitale skærm (tablet) skriver kontaktpersonen beboerens individuelle plan ind i “Min plan” sammen med beboerens ønsker til dagligdagen og livskvalitet. Planen bliver vist på den digitale skærm, der hænger i beboerens bolig.
Når medarbejderne kommer ind til beboeren om morgenen, logger de ind på skærmen med en personlig nøglebrik, hvorefter al relevant information om beboeren toner frem på skærmen, da omsorgsjournalen er integreret i de digitale skærme i beboernes bolig. På skærmen fremgår også de aftalte opgaver, der skal udføres hos beboeren. Opgaverne er tilpasset, så medarbejderen kun får vist opgaver, der passer til den enkelte medarbejders kompetencer, eksempelvis som social- og sundhedshjælper eller sygeplejerske. Når opgaverne er udført, kan medarbejderen i fællesskab med beboeren vinge af på skærmen, at opgaven er afsluttet. For beboeren giver det en tryghed i at kunne følge med i medarbejdernes processer og sikre, at opgaverne bliver løst efter deres personlige præferencer, uanset hvilken medarbejder der kommer og hjælper.
De digitale skærme gør, at alle medarbejdere ved besked om opgaverne, som skal løses hos beboerne. Og det sikrer, at opgaverne bliver løst eller flyttet til andre vagter i tilfælde af akutte situationer. Dermed bliver den daglige pleje og omsorg omkring beboeren kontinuerlig og sammenhængende.
”Teknologien hjælper os med at gøre de ting, vi aftaler i samarbejde med beboeren. Det står ikke alene. Det handler om, hvilken tilgang man har til beboeren, og der hjælper de digitale skærme os til at holde fokus på beboeren. Teknologien støtter op om at sikre beboernes livskvalitet.”
- Sussie Lysholm, forstander, Louise Mariehjemmet, Københavns Kommune
Ud over at medarbejderne kan se de daglige opgaver på de digitale skærme, kan de også se beboerens individuelle ønsker og daglige behov. Det kan fx være, at beboeren gerne vil sidde i sin lænestol og spise frokost, eller at det er vigtigt for beboeren at få sin avis på sengebordet om morgenen. Disse ønsker er noteret på den digitale skærm, så alle kan se dem og sikre, at beboeren får sine daglige ønsker opfyldt.
Kontaktpersonen og de øvrige medarbejderne, der kommer hos beboeren, taler løbende med beboeren i dagligdagen om, hvordan beboeren har det, og hvad der giver dem livskvalitet. På den måde følger de løbende op på beboerens behov og kan opdatere de daglige opgaver samt beboernes individuelle ”Min plan”. Beboerens pleje tager derfor udgangspunkt i, hvordan beboeren har det, og alle, der kommer hos beboeren, får information, hvis der er sket en ændring.
”Beboeren er inddraget, og det er smart, for så skal man ikke dokumentere bagefter. Så vi sparer tid, og det mindsker stress hos personalet, for man skal ikke gå at huske alt muligt bagefter. Det giver tryghed hos både beboer og personale.”
- Sussie Lysholm, forstander, Louise Mariehjemmet, Københavns Kommune.