×

Trafikfarlig medicin

Opdateret 5. marts 2013

Liste over trafikfarlige lægemidler

Liste trafikfarlige lægemidler (opdateres hver dag)

Hvad er trafikfarlig medicin?

Trafikfarlig medicin sløver centralnervesystemet, hvilket kan betyde, at du:

  • bliver døsig eller søvnig
  • har svært ved at koncentrere dig
  • reagerer langsommere end ellers
  • føler dig påvirket.

De fleste ved, at alkohol og trafik er en dårlig kombination. Men færre tænker på, at kombinationen af visse typer medicin og trafik kan være mindst lige så farlig.

Den "trafikfarlige medicin" kan ligesom alkohol virke sløvende eller berusende og påvirke dømmekraften samt reaktionsevnen. Påvirkningen fra medicinen kan let svare til at have en alkoholpromille og kan dermed øge risikoen for uheld betragteligt.

Du skal derfor være meget forsigtig, når du færdes i trafikken eller betjener maskiner, hvis du tager medicin mærket med en rød advarselstrekant.

Kend den trafikfarlige medicin på den røde advarselstrekant

Den medicin, som har størst risiko for at påvirke dig, er mærket med en rød advarselstrekant.

Den viser, at medicinen virker sløvende, og at det kan påvirke arbejdssikkerheden og evnen til at færdes sikkert i trafikken.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at medicin uden rød advarselstrekant også kan være trafikfarlig. Læs nærmere i afsnittene herunder.

Trafikfarlig medicin inddeles i tre kategorier

Det er Sundhedsstyrelsen, som vurderer, om en medicin skal mærkes som trafikfarligt.

Vi vurderer i den forbindelse medicinens virkning og bivirkninger, samt om det er en medicin, du selv skal tage, eller om du skal have den af en læge – fx bedøvelse i forbindelse med en operation.

Kun medicin, som du selv tager, bliver mærket. Hvis du får trafikfarlig medicin af en læge (fx i forbindelse med hospitalsophold), vil lægen informere dig om det.

Vores vurdering resulterer i, at medicinens trafikfarlighed klassificeres i en af disse tre kategorier:

  • Ingen - let påvirkning
  • Mindre - moderat påvirkning
  • Væsentlig påvirkning.

Det er kun den medicin, der påvirker trafiksikkerheden væsentligt, som skal mærkes med en rød advarselstrekant.

Vær opmærksom på, at denne advarselstrekant benyttes i Danmark, Norge, Finland og Island. Der er ikke tale om et internationalt symbol.

Køber du medicin i udlandet, vil du muligvis se en anden advarselsmærkning.

Hvilken medicin har en rød advarselstrekant?

Følgende er eksempler på medicin der har en rød advarselstrekant:

  • stærke og visse svage smertestillende midler
  • midler mod epilepsi
  • angstdæmpende midler
  • beroligende midler
  • hostemedicin
  • køre- og søsygemidler
  • midler mod kvalme
  • midler mod allergi og høfeber
  • midler mod migræne
  • nogle slankemidler
  • midler mod ADHD
  • al medicin med mere end 10 % alkohol
  • sovemidler (disse skal være udskilt af kroppen, når du færdes i trafikken).

Trafikfarlig medicin uden rød advarselstrekant

Også medicin, som ikke er mærket med en rød advarselstrekant, kan under særlige omstændigheder påvirke din arbejdssikkerhed og evne til at færdes sikkert i trafikken.

Læs derfor altid indlægssedlen, som følger med medicinen. Deri står det, hvis der er noget, du skal være opmærksom på. Husk også at mærke efter, om du føler dig påvirket af din medicin.

Eksempler:

  • Øjendråber, der indeholder stoffer, som udvider pupillen, kan virke generende på synet.
  • Medicin mod forhøjet blodtryk kan give svimmelhed, utilpashed og dermed nedsat reaktionsevne.
  • Insulin og tabletter mod sukkersyge kan indirekte være årsag til nedsat reaktionsevne. Hvis du tager for meget medicin, kan dit blodsukker blive for lavt, og du kan blive svimmel og utilpas. Deraf følger nedsat reaktionsevne.
  • Midler mod høfeber og allergi kan påvirke din reaktionsevne. Her er det også vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan du har det. Høfeber i sig selv kan nemlig være medvirkende årsag til træthed og dermed nedsat reaktionsevne.
  • Midler som anvendes mod tør hoste. De virker i centralnervesystemet og kan på den måde virke sløvende.
  • Midler mod depression eller andre psykiske lidelser.
  • Flere slags naturmedicin kan også virke sløvende og dermed påvirke reaktionsevnen. Du skal især være opmærksom på midler, som indeholder valeriane.

Særlige krav i henhold til bestemte erhvervsgrupper

Du skal være opmærksom på, at visse brancheorganisationer/arbejdsgivere eller Trafikstyrelsen specifikt klassificere visse former for medicin for så trafikfarlige, at du ikke må tage dem, i forbindelse med at du udfører dit arbejde.

Det gælder selv om medicinen ikke er mærket med en rød advarselstrekant. Er du i tvivl om den medicin, som du tager, er omfattet, skal du kontakte din brancheorganisation.

Vær opmærksom på, hvordan du reagerer

Du bør være meget forsigtig med at sætte dig bag rattet, når du tager medicin, du ikke tidligere har taget eller hvis du tager mere medicin, end du plejer.

Hvis du føler dig utilpas, sløv eller opstemt kort tid efter, at du har taget en ny medicin eller ændret dosis, kan medicinen have indflydelse på, hvordan du færdes i trafikken.

Virkningen kan være kortvarig eller først komme efter et stykke tid, men det vigtigste er, at du er opmærksom på, hvordan du reagerer. Vi reagerer alle forskelligt på den samme medicin!

Hvor kraftig er medicinens påvirkning?

Det afhænger af, hvor stor en dosis, du tager. Det er også forskelligt fra person til person, hvor påvirket du bliver. Forhold som køn, alder, vægt og dosis kan have betydning for, hvordan medicinen påvirker dig.

Den sløvende effekt er ofte mest tydelig i starten af behandlingen, og når dosis øges.

Hvis du er i behandling med flere slags medicin samtidig, kan det somme tider forstærke den sløvende effekt. Det samme gælder, når du drikker alkohol.

Trafikfarlig medicin og alkohol

Hvis du drikker alkohol samtidig med, du tager medicin, kan alkohol forstærke den sløvende virkning af trafikfarlig medicin. Den sløvende virkning kan også forstærkes, hvis du samtidig er i behandling med flere typer medicin med en rød advarselstrekant.

Tjek din medicin inden du sætter dig bag rattet

  • Spørg altid lægen/apoteket, om der er problemer med din medicin ved bilkørsel.
  • Tjek altid om din medicin er mærket med en rød advarselstrekant, og vær så på vagt!
  • Hvis du får ny medicin med en rød advarselstrekant, eller dosis af denne medicin ændres, er det vigtigt, at du ved, hvordan du reagerer på din medicin, før du begiver dig ud i trafikken.
  • Læs indlægssedlen. Den fortæller om bivirkningerne og om, hvordan medicinen virker samme med anden medicin og/eller alkohol.
  • Begynder du behandling med medicin mod psykiske lidelser, diabetes, eller forhøjet blodtryk, eller ændres dosis i din behandling, bør du drøfte med din læge, om det er nødvendigt at lade bilen stå.
  • Bland aldrig alkohol med trafikfarlig medicin. Selv et enkelt glas øl eller vin forstærker den sløvende virkning kraftigt.
  • Husk at også medicin uden rød advarselstrekant kan have indflydelse på, hvordan du færdes i trafikken. Derfor er det altid en god idé at se, hvordan ny medicin påvirker dig, inden du bevæger dig ud i trafikken.

Indlægssedlen og produktresumeet oplyser om trafikfarlighed

Det gælder for al medicin, at der i produktresumeet og indlægssedlen står oplysninger om medicinens trafikfarlighed. Det står som oftest med de standardsætninger, der foreligger.

Disse sætninger skal hjælpe lægen og patienten med at tage stilling til, hvordan den enkelte patient opnår størst mulig sikkerhed i forbindelse med brug af medicinen.

Derfor er det altid en rigtig god idé at læse indlægssedlen, inden du tager din medicin, og inden du færdes i trafikken. Indlægssedlen fortæller også, hvilke bivirkninger medicinen kan have.

Nogle af disse bivirkninger kan, som nævnt ovenfor, have betydning for din evne til at færdes sikkert i trafikken. Har du mistet din indlægsseddel, kan du altid finde den senest opdaterede på indlægsseddel.dk.

Kørekort og trafikmedicin

Sundhedsstyrelsen rådgiver borgere, praktiserende læger, politiet, andre myndigheder og forvaltninger om trafikmedicinske spørgsmål.

Kørekort og trafikmedicin