×

Anmeld mistanke om ulovlige forhold vedrørende medicin

22. december 2010, Opdateret 25. juni 2012

Sundhedsstyrelsen giver mulighed for, at man anonymt kan anmelde mistanke om ulovlige forhold vedrørende lægemidler ved at udfylde en e-blanket på vores hjemmeside.

E-blanket

Indberetning af mistanke om ulovlige forhold vedrørende lægemidler (e-blanket)

Du kan anmelde en virksomhed eller en person til Sundhedsstyrelsen, hvis du har mistanke om, at vedkommende fremstiller, forhandler, indfører, udfører eller oplagrer et lægemiddel ulovligt.

Beskrivelsen af det forhold, din mistanke vedrører, skal være så præcis, at det er muligt for os at undersøge det nærmere. Det er derfor vigtigt, at du udfylder alle felter i blanketten. Hvis du ønsker at være anonym, skal du dog ikke udfylde felterne med kontaktoplysninger.

Når du har udfyldt og indsendt blanketten, vil alle oplysninger i blanketten være krypterede. Uvedkommende vil derfor ikke kunne få adgang til oplysningerne.

Når vi har modtaget blanketten, bliver der oprettet en sag, hvor de oplysninger, du har indsendt, kan ses.

Virksomheden eller personen, som anmeldelsen vedrører, vil på lige fod med andre personer eller virksomheder kunne begære aktindsigt i sagen. En sådan begæring vil blive behandlet i henhold til forvaltnings- eller offentlighedsloven.

Hvis du har udfyldt felterne med kontaktoplysninger, og dermed har besluttet ikke at være anonym, skal du være opmærksom på, at andre, herunder den virksomhed eller person, som din anmeldelse vedrører, kan bede om at få oplyst din identitet.

Sundhedsstyrelsen vil i forbindelse med behandlingen af anmeldelsen kunne foretage inspektion af virksomheder, der har tilladelse til at håndtere lægemidler efter lægemiddellovens § 39, stk. 1, og vi kan kræve at få udleveret prøver af lægemidler, mellemprodukter og råvarer fra sådanne virksomheder.

Hvis vi på baggrund af oplysningerne i anmeldelsen når frem til, at der er sket en overtrædelse af lægemiddellovgivningen, vil vi efter omstændighederne kunne forbyde forhandling og udlevering af lægemidlet og kunne kræve, at det trækkes tilbage fra markedet.