×

Verdensomspændende aktion mod ulovlige lægemidler lukker mere end 70 hjemmesider

20. november 2009

En aktion over hele verden mod ulovlige lægemidler har resulteret i, at mere end 70 ulovlige hjemmesider er lukket, og at i alt 22 personer efterforskes.

Lægemiddelstyrelsen har i denne uge deltaget i en international aktion mod online salg og markedsføring af forfalskede og ulovlige lægemidler. Aktionen, der går under navnet ’Operation Pangea II’, er lanceret af INTERPOL og WHO og involverer i alt 24 lande verden over.

Formålet med aktionen er at sætte fokus på farerne ved køb af lægemidler på internettet i lyset af den fortsatte stigning i antallet af hjemmesider, som sælger farlige og ulovlige lægemidler.

Lægemiddelmyndighederne fra de deltagende lande har arbejdet tæt sammen under aktionen, og i flere lande har politi og skattemyndigheder også deltaget i aktionen.

Aktionen har resulteret i:

  • at flere personer er blevet arresteret i relation til ulovlig online forhandling af lægemidler
  • at omkring 750 ulovlige hjemmesider er blevet identificeret og indberettet til INTERPOL
  • at mere end 70 ulovlige hjemmesider er blevet lukket
  • at mere end 16.000 forsendelser er inspiceret verden over, og at næsten 1000 forsendelser, der indeholder lægemidler, er beslaglagt.

Resultaterne viser, at der fortsat er grund til at udvise stor forsigtighed ved køb af lægemidler på internettet, da der kan være tale om forfalskede, ulovlige og direkte farlige lægemidler, som ikke lever op til de meget strenge krav, som stilles til lægemidler. Lægemiddelstyrelsen opfordrer endvidere forbrugerne til at spørge egen læge til råds inden online køb af lægemidler.

Du kan finde mere information om farerne ved at købe lægemidler på internettet her:

Følgende lande deltog i Operation Pangea II:

Australien, Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Irland, Israel, Italien, Liechtenstein, New Zealand, Norge, Portugal, Schweiz, Singapore, Spanien, Sverige, Sydafrika, Thailand, Tjekkiet, Tyskland, UK, USA og Østrig.

Yderligere oplysninger om Lægemiddelstyrelsens deltagelse i Operation Pangea II kan fås ved henvendelse til Kim Helleberg Madsen på telefon 4488 9399 eller Matilde Kyst Behrens på telefon 4488 9183.