×

Ændring i HPV-vaccinations­programmet til et to-dosis program

7. august 2014, Opdateret 8. august 2014

I det danske børnevaccinationsprogram er HPV-vaccination til piger placeret i 12-års alderen, og pigerne i denne aldersgruppe skal fremover kun have to stik med HPV-vaccine mod tidligere tre stik.

Ændringen i vaccinationsprogrammet skyldes nye videnskabelige studier, der viser, at antistofniveauet efter to stik med et halvt års mellemrum for piger mellem 9 og 13 år er ligeså godt som ved tre stik som i det nuværende program. Ændringen er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Ændringen trådte i kraft d. 6. august 2014, hvor Sundhedsstyrelsen via EPI-Nyt 28-32/2014 udsendte meddelelser til de praktiserende læger om det nye program, og udgav revideret tillæg til pjecen om børnevaccinationsprogrammet.

Der er ikke ændringer i den anvendte HPV-vaccine, men fra 6. august 2014 følgende ændringer i hvordan vaccinen gives:

  • Piger, der efter det nuværende program har fået andet stik mindre end 6 måneder efter første stik, anbefales fortsat at få det tredje stik.
  • Piger, der fremover får første stik, før de fylder 14 år, kan nøjes med to stik, blot der går mindst 6 måneder mellem første og andet stik.
  • Hvis man starter programmet, efter man fylder 14 år, anbefales fortsat tre stik.

Uanset hvilket program, man følger, anbefales det, at vaccinationerne er afsluttet indenfor et år.

Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat, at piger vaccineres før seksuel debut, for at få den bedste beskyttelse mod livmoderhalskræft. I det danske børnevaccinationsprogram er HPV-vaccination til piger derfor placeret i 12-års alderen. Det gratis tilbud i børnevaccinationsprogrammet gælder dog indtil man fylder 18.

Ændringen i vaccinedoserne kan ses af produktresumeet for HPV-vaccinen på Det Europæiske Lægemiddelagenturs (EMA) hjemmeside