xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ekstra poliovaccination ved længere ophold i Pakistan, Syrien, Cameroun eller Equatorial Guinea

Sundhedsstyrelsen anbefaler at overveje poliovaccination før rejser fra Danmark til Pakistan, Syrien, Cameroun eller Equatorial Guinea, hvis rejsen varer over 4 uger. Det skyldes, at WHO har vurderet, at spredningen af polio ikke er under kontrol i disse lande. WHO vurderer, at kravet om vaccination er midlertidigt.

04 JUL 2014

Sundhedsstyrelsen anbefaler at overveje poliovaccination før rejser fra Danmark til Pakistan, Syrien, Cameroun eller Equatorial Guinea, hvis rejsen varer over 4 uger. Det skyldes, at WHO har vurderet, at spredningen af polio ikke er under kontrol i disse lande. WHO vurderer, at kravet om vaccination er midlertidigt.

Hvorfor en ekstra vaccination? 

Sundhedsstyrelsen vurderer, at man er fuldt beskyttet mod at få poliosygdommen, hvis man er færdigvaccineret efter det til enhver tid gældende danske vaccinationsprogram.

For personer som er færdigvaccinerede efter det danske vaccinationsprogram, giver vaccinationen en ekstra beskyttelse mod at kunne føre smitten videre. Vaccinationen er også en mere teknisk foranstaltning for ikke at blive mødt med et krav om vaccination ved udrejse fra Pakistan, Syrien, Cameroun eller Equatorial Guinea.

Poliovaccination er en god ide til danskere, som ikke er fuldt vaccinerede

Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination af personer, som ikke er fuldt vaccinerede. Udover ovennævnte lande gælder dette især ved rejser til Afghanistan, Etiopien, Irak, Israel, Somalia og Nigeria, hvor polio har været påvist mere sporadisk. I disse lande er der dog ikke et krav fra WHO om vaccination ved udrejse.

Medbring dokumentation for vaccination

Medbring dokumentation for poliovaccination på et internationalt WHO-vaccinationscertifikat på rejser til de fire ovennævnte lande. Vaccinationen skal være givet inden for et år før udrejse fra pågældende lande.

Betaling

Poliovaccination er kun gratis, hvis vaccinen bliver givet som en del af børnevaccinationsprogrammet, og hvis man er under 18 år. 

Vær opmærksom på ændringer

Rejsende bør være opmærksomme på, at situationen hurtigt kan ændre sig. Statens Serum Institut opdaterer løbende www.ssi.dk med information om, hvilke lande der har krav om ekstra vaccination ved udrejse, og hvilke lande hvor der sporadisk forekommer tilfælde.

Statens Serum Institut: Vaccinationsforslag ved udlandsrejse, herunder evt. krav om revaccination mod polio