xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Høring: National klinisk retningslinje om multipel sklerose

Sundhedsstyrelsen sender en national klinisk retningslinje om fysioterapi og ergoterapi til voksne med multipel sklerose i høring. Høringssvar skal sendes senest den 19. januar 2015 kl. 8.00.

19 DEC 2014

Sundhedsstyrelsen sender en national klinisk retningslinje om fysioterapi og ergoterapi til voksne med multipel sklerose i høring. Høringssvar skal sendes senest den 19. januar 2015 kl. 8.00.

Danmark har verdens højeste forekomst af multipel sklerose. I alt har cirka 12.500 personer sygdommen, og der kommer 600 nye tilfælde om året.

Multipel sklerose er en fremadskridende lidelse, der kan ramme forskellige steder i centralnervesystemet. Symptomerne og funktionsevnenedsættelserne er mangeartede, og de kan variere fra milde til svære funktionsevnenedsættelser. Sygdommen har ofte store konsekvenser for den enkelte og dennes pårørende.

Der er ingen helbredende behandling af sklerose. Rehabiliterende indsatser er derfor centrale for at forbedre og fastholde funktionsevnen sammen med lægemidler, der retter sig mod at dæmpe sygdommen og dens følgevirkninger. Rehabilitering kan omfatte en lang række indsatser som fx træning, kompenserende strategier og hjælpemidler. Det er imidlertid uklart, hvilken effekt og hvordan indsatserne bedst tilrettelægges med henblik på at opnå de bedste resultater. Derfor sætter retningslinjen fokus på syv fysioterapeutiske og ergoterapeutiske indsatser og deres effekt. 

Variation i praksis

Mentale funktionsevnenedsættelser og træthed (fatique) er blandt de hyppigst forekommende symptomer, men der er tvivl om, i hvilken grad de identificeres, og om der tilbydes indsatser. Ligeledes er der en formodning om uhensigtsmæssig variation i tilbuddene fra kommunerne og regionerne. Derfor giver retningslinjen anbefaler, der kan understøtter en mere ensartet og høj kvalitet i indsatserne. 

Indhold i anbefalingerne

Indsatserne retter sig mod: Eksekutive funktioner (fx abstrakt tænkning, planlægning), kondition, styrketræning, hverdagsaktiviteter, træthed, balance og hukommelse. Indsatserne skal ses som del af den samlede og brede indsats til målgruppen.

Anbefalingerne er faglig rådgivning, der er henvendt til sundhedspersoner, der beskæftiger sig med ergoterapi og fysioterapi til målgruppen, til planlæggere og beslutningstagere i regioner og kommuner samt til personer med multipel sklerose.

Om høringen

Materialet til høringen er på høringsportalen

Høringsvar bedes fremsendt elektronisk til Sundhedsstyrelsen, Forebyggelse og Borgernære Sundhedstilbud på fobs@sst.dk senest den 19. januar 2015 kl. 8.00.