xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Inspirationskatalog til psykiatriske afdelinger

Mindre tvang, bedre ledelse og bedre rådgivning i forhold til brug af flere slags medicin samtidig. Det er blot nogle af punkterne i det nye inspirationskatalog for psykiatriske afdelinger.

27 NOV 2014

Mindre tvang, bedre ledelse og bedre rådgivning i forhold til brug af flere slags medicin samtidig. Det er blot nogle af punkterne i det nye inspirationskatalog for psykiatriske afdelinger.

Inspirationskataloget bygger på erfaringer fra fem psykiatriske afdelinger, der i perioden 2010-2013 har fået særlig støtte til at styrke og udvikle kvaliteten af den psykiatriske undersøgelse, behandling og opfølgning.

De fem afdelinger er Almen psykiatrisk afdeling på Odense Universitetshospital, Regionspsykiatrien i Horsens, Klinik Syd på Aalborg Universitetshospital, Psykiatrisk Center Amager og Psykiatrien Øst i Region Sjælland.  Indsatsen på de fem afdelinger er blevet evalueret, og det har resulteret i en evalueringsrapport samt et inspirationskatalog med udvalgte gode erfaringer og råd, som gives videre til landets øvrige psykiatriske afdelinger.

Inspirationskataloget beskriver bl.a., hvordan brugen af tvang kan reduceres ved systematisk at opprioritere indsatsen over for særligt udsatte patientgrupper. Derudover indeholder kataloget bud på, hvordan man indsamler og videreformidler relevant ledelsesinformation, så det kan bruges som afsæt for ledelsesbeslutninger og give medarbejderne en fælles forståelse af, hvad der er vigtigt.

Inspirationskataloget kommer også med ideer til, hvordan psykiatriske afdelinger kan nedbringe omfanget af polyfarmaci – det vil sige brugen af flere slags medicin samtidig. Det konkrete råd er i dette tilfælde at tilknytte farmaceutisk personale til at rådgive og derudover arbejde på at skabe åbenhed omkring den enkelte læges udskrivninger af medicin.

Både inspirationskataloget og evalueringsrapporten er udarbejdet af Implement Consulting Group for Sundhedsstyrelsen. 

Links

Inspirationskataloget

Evalueringsrapporten