xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Tvangsmedicinering efter udskrivning i psykiatrien

Tvangsmedicinering af svært syge psykiatriske patienter efter udskrivning vurderes meget forskelligt af patienter og behandlere. Efter en forsøgsperiode på fire år har Sundhedsstyrelsen evalueret ordningens effekt og vurderer, at det er ikke muligt at konkludere entydigt om opfølgningen skal indgå som et fast element i psykiatrien.

18 JUN 2014

Tvangsmedicinering af svært syge psykiatriske patienter efter udskrivning vurderes meget forskelligt af patienter og behandlere. Efter en forsøgsperiode på fire år har Sundhedsstyrelsen evalueret ordningens effekt og vurderer, at det er ikke muligt at konkludere entydigt om opfølgningen skal indgå som et fast element i psykiatrien.

Evalueringen viser, at patienternes oplevelse af ordningen gennemgående er negativ, da patienterne ikke opfatter sig som syge, og derfor oplever det som forkert og som krænkende at skulle tage den ordinerede medicin. Omvendt mener det behandlende personale generelt, at ordningen har en positiv effekt.

Med satspuljeaftalen på sundhedsområdet for 2010-2013, blev det fra 1. oktober 2010 i henhold til psykiatriloven muligt at tvangsmedicinere svært syge psykiatriske patienter efter udskrivning, når en række kriterier var opfyldt. Evalueringen skal anvendes til eventuelle justeringer i eller ophævelse af bestemmelserne om tvungen opfølgning, når psykiatriloven skal revideres i folketingsåret 2014-2015.

Evalueringen bygger på materiale fra de 30 patientforløb, som på evalueringstidspunktet havde været underlagt tvungen opfølgning, herunder data om tvang indberettet i Statens Serum Instituts Elektroniske Indberetningssystem, journalmateriale, spørgeskemaer og interview med personale og få patienter.

Interview af patienter og personale blev gennemført af Kora: Tvungen opfølgning efter udskrivning over for alvorligt psykisk syge patienter

Patientperspektivet er sparsomt belyst, trods en omfattende indsats for at få dem i tale, da de fleste patienter enten var for syge til at deltage ved et interview eller ikke ønskede at deltage.

Evalueringen beskriver resultaterne af evalueringen samt Sundhedsstyrelsens forslag og anbefalinger.

Evalueringen har vist, at patienterne i forbindelse med tvungen opfølgning er tvangsindlagt i færre dage og sammenlagt udsættes for færre øvrige tvangsforanstaltninger. Det fremgår tillige af journalgennemgangen, at der ved udarbejdelsen af udskrivningsaftalen/koordinationsplanen foregår en tværsektoriel vurdering og koordinering af behandling og sociale foranstaltninger. Det fremgår også, at der er væsentlig forskel på kvaliteten af disse aftaler/planer.

Evalueringen har belyst væsentlige temaer og dilemmaer ved ordningen. Sundhedsstyrelsen vurderer, at såfremt der er politisk ønske om at fortsætte ordningen, bør dette ske som en forlængelse af forsøgsperioden.

Link

Evaluering af ordningen med tvungen opfølgning efter udskrivning