xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Unge er positive overfor kondomer

Holdningen til kondomer blandt unge er positiv - men de taler ikke højt om det. Det viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, hvor unge er blevet spurgt om deres viden om sexsygdomme, og deres holdninger til - og brug af kondom.

15 SEP 2014

Holdningen til kondomer blandt unge er positiv - men de taler ikke højt om det. Det viser en undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen, hvor unge er blevet spurgt om deres viden om sexsygdomme, og deres holdninger til - og brug af kondom. 

Næsten 90 procent af de adspurgte unge synes, det er helt selvfølgeligt, hvis deres nye partner foreslår at bruge kondom. Og 75 procent af pigerne vil blive glade for, at deres partner tager initiativ til at bruge kondom. Langt de fleste vil heller ikke have problemer med selv at foreslå det. 

"Det at bruge kondom er efterhånden blevet så almindeligt accepteret blandt unge, at det for mange næsten er en selvfølgelighed. Snarere undrer de sig, hvis de møder en partner, som ikke ønsker at bruge kondom", siger chefkonsulent i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø. 

Til gengæld viser undersøgelsen også, at det at bruge kondom ikke er noget, man taler særlig meget om, hverken med sin partner eller med venner og veninder. Særligt blandt pigerne er der stadig en stor andel, der synes, det er svært at bede partneren om at bruge kondom. 

Kun 30 procent af drengene har talt med deres venner om kondomer. Blandt pigerne er det omkring halvdelen.

"Der er altså stadig en stor blufærdighed omkring kondombrug, hvilket er en lidt sjov kontrast til den meget positive holdning. For vores tal viser jo tydeligt, at man risikerer meget lidt ved at foreslå sin partner at bruge kondom - faktisk er det allermest sandsynligt, at han/hun bare vil blive rigtig glad over, at det er den anden part, der tager initiativet", siger Niels Sandø. 

Undersøgelsen er udarbejdet i forbindelse med Sundhedsstyrelsens kampagne, ”Kun med kondom”, der skal få unge til at huske kondomet. Kampagnen kører hvert år med deltagelse af næsten alle landets kommuner.

Undersøgelse af unges brug og holdning til kondomer - Kun Med Kondom undersøgelse (2014)