×

National klinisk retningslinje - ADHD hos Voksne

2. februar 2015

Ny retningslinje fra Sundhedsstyrelsen stiller skarpt på udredningen af ADHD hos voksne samt på udvalgte medicinske og terapeutiske behandlingstilbud.

ADHD hos voksne er en tilstand, man først for relativt nyligt er begyndt at udrede og behandle i Danmark. Antallet af diagnosticerede voksne er øget meget de senere år, hvilket blandt andet ses i tallene fra Landspatientregisteret. I 2001 var der næsten ikke registreret nogle voksne danskere med diagnosen ADHD – 10 år senere var der registeret 3000.

Den nye retningslinje fremhæver de grundlæggende elementer, som en standardudredning for ADHD hos voksne bør indeholde. Ud over en fysisk lægeundersøgelse anbefales det blandt andet, at patienten udfylder et særligt spørgeskema, og at der foretages et grundigt interview med patienten og evt. en pårørende.

I forhold til selve behandlingen anbefales det, at lægen ud fra individuelle hensyn overvejer at tilbyde patienten medicin. Desuden anbefales det at overveje kognitiv adfærdsterapi og systematisk patientundervisning og information om ADHD – også kaldet psykoedukation.

Patientgruppen for den nationale kliniske retningslinje er – for så vidt angår udredning – personer, som mistænkes for at have ADHD, og hvad angår behandling den gruppe af ADHD-patienter, der har den største nedsættelse af funktionsevnen som følge af ADHD. Konkret vil det sige personer over 18 år, som enten har fået diagnosen Forstyrrelse af aktivitet og opmærksomhed eller diagnosen Opmærksomhedsforstyrrelse uden hyperaktivitet, som defineret i diagnosemanualen ICD-10.

Den nye retningslinje har fokus på udvalgte sundhedsfaglige problemstillinger og indeholder derfor ikke anbefalinger på det sociale og uddannelsesmæssige område. Retningslinjen kan således ikke stå alene i indsatsen for voksne med ADHD, men skal ses i sammenhæng med anbefalinger vedrørende f.eks. sociale og uddannelsesmæssige indsatser.

Retningslinjen skal medvirke til at sikre ensartede behandlingstilbud af høj faglig kvalitet på tværs af landet.

Links

National klinisk retningslinje for udredning og behandling af ADHD hos voksne

Quickguide: Udredning og behandling af ADHD hos voksne