xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Revision af retningslinjer for fosterdiagnostik

Sundhedsstyrelsen skal i de kommende måneder revidere retningslinjerne for fosterdiagnostik. De nuværende retningslinjer fra 2004 skal blandt andet tage højde for udviklingen i fosterdiagnostiske undersøgelsesmetoder, samtidig med at informationsydelsen til gravide bliver styrket.

15 SEP 2015

Sundhedsstyrelsen skal i de kommende måneder revidere retningslinjerne for fosterdiagnostik. De nuværende retningslinjer fra 2004 skal blandt andet tage højde for udviklingen i fosterdiagnostiske undersøgelsesmetoder, samtidig med at informationsydelsen til gravide bliver styrket.

At vente barn er en af de største begivenheder i livet. Men også en tid, hvor der kan opstå mange spørgsmål og for nogle mennesker nervøsitet for, om graviditeten forløber, som den skal.

Alle gravide modtager i dag tilbud om information om fosterdiagnostiske undersøgelser ud fra nationale retningslinjer. Retningslinjerne er nu over 10 år gamle, og der er sket en udvikling i undersøgelsesmetoderne, som skal indgå i arbejdet med de kommende retningslinjer. Derudover skal informationen til gravide styrkes og samtidig afspejle udviklingen i undersøgelsesmetoderne

Arbejdet med retningslinjerne skal blandt andet understøtte, at informationen til de gravide er fyldestgørende, tidsvarende og neutral, og at den giver den gravide og dennes partner viden om de eksisterende fosterdiagnostiske tilbud, så tilvalg eller fravalg af eventuelle undersøgelser sker på et informeret grundlag.

Retningslinjerne skal samtidig tage højde for udviklingen af nye undersøgelsesmetoder, herunder Non Invasiv Prænatal Test (NIPT), som allerede nu tilbydes i nogle regioner og på private klinikker rundt om i Danmark.

Sundhedsstyrelsen modtager rådgivning fra to arbejdsgrupper og en referencegruppe med repræsentanter fra regionerne, faglige og lægelige selskaber samt patientforeninger.

Arbejdet begyndte i juni 2015 og forventes afsluttet i første halvår 2016.
 

Link

Sundhedsstyrelsens information om retningslinjerne for fosterdiagnostik