×

Hvem gør hvad?

22. februar 2016

Sundhedsstyrelsen udgiver to faglige visitationsretningslinjer, der beskriver processen for udredning og behandling af børn og unge med ADHD og voksne, der lider af bipolar lidelse. 

Visitationsretningslinjerne beskriver, hvem der skal behandle henholdsvis børn og unge med ADHD og voksne med bipolar lidelse (tidligere kaldet maniodepressive lidelser) på de forskellige tidspunkter i behandlingsforløbet. Processerne har ikke før været beskrevet fra nationalt hold:

Udredning og behandling af bipolar lidelse hos voksne

Udredning og behandling af ADHD hos børn og unge

Retningslinjerne tager udgangspunkt i et princip om, at patienter skal ses på det lavest effektive omkostningsniveau. 

Retningslinjerne beskriver desuden, hvordan de sundhedspersoner, som patienterne kommer i kontakt med, bedst muligt samarbejder om at få udredt og behandlet patienterne.

Visitationsretningslinjerne åbner mulighed for, at regionerne kan indrette sig bedst muligt efter egne forhold i regionen. 

De to visitationsretningslinjer er blevet til i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, KL og Danske Regioner. Visitationsretningslinjerne var i høring i juni 2015, se notat, der opsummerer hovedpunkterne i høringssvarene.

Visitationsretningslinjerne beskæftiger sig ikke med, hvilken behandling der skal tilbydes på de forskellige behandlingstrin. Behandlingen af henholdsvis ADHD hos børn og unge samt bipolar lidelse er i stedet beskrevet i blandt andet de to nationale kliniske retningslinjer, der er udgivet på områderne, samt i Socialstyrelsens nationale handleplan for ADHD:

NKR: Farmakologisk behandling af bipolar lidelse

NKR: ADHD hos børn og unge