×

Sundhedsstyrelsen opdaterer retningslinjer for håndtering af Zikavirus

15. februar 2016

Sundhedsstyrelsen har opdateret retningslinjerne til sundhedsprofessionelle vedrørende håndtering af Zikavirus hos gravide.

Ændringerne indebærer, at obstetrikere skal tilbyde alle gravide kvinder, der har rejst i områder med udbrud af Zikavirus under graviditeten, at få taget en blodprøve efter hjemkomst – uanset om de har haft symptomer på at have en infektion eller ej. Førhen var det en individuel vurdering, om en gravid kvinde uden symptomer skulle have dette tilbud.

Ud over ændringerne i retningslinjerne til sundhedsprofessionelle er anbefalingerne for kondombrug også blevet opdateret. Nu tilrådes mænd, der har fået påvist infektion med Zikavirus og har en gravid partner, at bruge kondom i seks måneder, efter de er kommet sig over infektionen. Ligeledes anbefales mænd, der har rejst i områder med udbrud, og som har en gravid kæreste, at bruge kondom i 28 dage efter hjemkomst, hvis han ingen symptomer oplever.

Læs mere på Sundhedsstyrelsens side om Zikavirus

Læs mere på Statens Serum Instituts side om Zikavirus