×

Medicinprofilen - spørgsmål og svar

Opdateret 25. november 2013

Hvordan får jeg adgang til Medicinprofilen?

22. januar 2013
Du får adgang til Medicinprofilen via www.sundhed.dk. Adgang til din medicinprofil kræver en opkobling til internettet, en standardbrowser og NemID.

Sundhedsfaglige brugere skal bruge et særligt medarbejdercertifikat til sundhedsfaglige, når de logger på Medicinprofilen. Medarbejdercertifikater anvendes, når man skal bruge sin medarbejderidentitet i forbindelse med sin arbejdsplads.

Borgerens adgang: sundhed.dk: Min Medicinprofil

Sundhedsprofesionelle brugere: Medicinprofilen (sundhedsfaglige)


Hvem har adgang til Medicinprofilen?

23. november 2010
Læger har automatisk adgang til Medicinprofilen. Det gælder både den praktiserende læge, vagtlægen, speciallægen, lægen på sygehuset eller skadestuen. For at komme ind på Medicinprofilen skal lægen udfylde en erklæring.
 
Apotekspersonale kan få adgang til Medicinprofilen, hvis borgeren giver samtykke til det.

Hjemmesygeplejen kan få adgang til Medicinprofilen, hvis borgeren giver samtykke til det.

Embedslægen kan få adgang til Medicinprofilen som led i tilsynet med konkrete lægers udskrivning af medicin.
 
Sundhedsstyrelsen er register- og dataansvarlig for Medicinprofilen og har derfor adgang til alle data i Medicinprofilen. Sundhedsstyrelsens adgang til oplysningerne sker alene for at sikre driften af systemet. Herudover kan Sundhedsstyrelsen få adgang, hvis det er nødvendigt i forbindelse med behandlingen af en bivirkningsindberetning til Sundhedsstyrelsen.


Kan jeg se, hvem der har været inde på min medicinprofil?

23. november 2010
Ja, hver gang du selv, en læge eller et apotek ser oplysninger i din medicinprofil bliver det registreret i en log. I loggen kan du se, hvem der har været inde på din medicinprofil og søge oplysninger. På den måde kan du sikre dig, at oplysningerne i din medicinprofil ikke bliver misbrugt. Loggen indeholder oplysninger om:

  • tidspunkt for adgang til oplysningerne i Medicinprofilen
  • hvem der har set oplysningerne i Medicinprofilen
  • hvilke oplysninger der er blevet vist

Du finder loggen på www.sundhed.dk under punktet ”Min log”, når du er logget på med din digitale signatur eller med NemID. 

Mener du, at en uvedkommende har kigget i din medicinprofil, kan du henvende dig til Sundhedsstyrelsen.


Bliver det registreret, når læger og apoteker ser i en borgers medicinprofil?

23. november 2010
Ja, alle anvendelser af Medicinprofilen bliver registreret i en log, som kun borgeren har adgang til. Loggen indeholder oplysninger om:

  • tidspunkt for adgang til oplysningerne i Medicinprofilen
  • hvem der har set oplysningerne i Medicinprofilen
  • hvilke oplysninger der er blevet vist

Loggen er lavet af hensyn til borgeren, der får mulighed for at sikre sig, at oplysningerne i Medicinprofilen ikke bliver misbrugt.


Hvad er straffen for uberettiget adgang til Medicinprofilen?

23. november 2010
Den der skaffer sig uberettiget adgang til en andens medicinprofil, kan straffes i form af bøde jf. bekendtgørelsen om Medicinprofilen.


Hvordan kan jeg se mit barns medicinprofil?

23. november 2010
Børn under 15 år kan ikke få Digital Signatur eller NemID, som er nødvendig for adgang til Medicinprofilen.

Du kan se dit barns medicinprofil, hvis dit barn er født efter d. 27. maj 2004, eller forældremyndigheden over dit barn er ændret herefter. Dette skyldes, at fra dette tidspunkt er forældremyndighed registreret i myndighedsregisteret.

Hvis du ikke kan se dit barns medicinprofil elektronisk, kan du spørge på apoteket eller hos barnets læge, om de kan hjælpe dig med at se Medicinprofilen. Du kan også henvende dig til Sundhedsstyrelsen og bede om registerindsigt i barnets medicinprofil. Hvis du beder om registerindsigt, sender Sundhedsstyrelsen en udskrift af barnets medicinprofil til barnets folkeregisteradresse.


Bliver alle mine medicinkøb registreret i Medicinprofilen?

23. november 2010
Medicinprofilen indeholder alle køb af medicin på recept foretaget på et apotek. Håndkøbsmedicin, naturlægemidler, vitaminer, kosttilskud og andre præparater, der ikke købes på recept, bliver ikke automatisk registreret i Medicinprofilen, da der ikke er knyttet et CPR-nummer til disse køb. Du har selv mulighed for at registrere disse præparater i Medicinprofilens medicinskab, hvis du ønsker, at andre skal kunne se oplysningerne.


Skal jeg registreres i Medicinprofilen?

23. november 2010
Ordningen med Medicinprofilen er obligatorisk, og du kan derfor ikke få slettet din medicinprofil eller nægte at få registreret dine medicinkøb. I forbindelse med behandlingen af loven Medicinprofilen blev spørgsmålet om behovet for en obligatorisk ordning rejst.

Det var dengang Indenrigs- og Sundhedsministeriets vurdering, at det ville svække pålideligheden og effektiviteten af Medicinprofilen, hvis ikke alle køb af medicin på recept blev registreret for alle medicinbrugere. Derfor besluttede regeringen, at ordningen med Medicinprofilen skulle være obligatorisk.


Kan jeg få rettet oplysninger i min medicinprofil?

23. november 2010
Det er apoteket, der indberetter oplysninger om dine medicinkøb til Medicinprofilen. Hvis du mener, der er indberettet forkerte oplysninger, skal du henvende dig til det apotek, der har ekspederet den pågældende recept og bede dem undersøge det nærmere. Du eller apoteket er velkommen til at kontakte Sundhedsstyrelsen, hvis fejlen ikke kan rettes på apoteket. Hvis Sundhedsstyrelsen skal rette fejlen, skal der sendes en kopi af den pågældende recept påført de rigtige oplysninger til Sundhedsstyrelsen.


Hvorfor står der "ukendt" nogle steder i min medicinprofil?

23. november 2010
Du kan komme ud for, at der står "ukendt" nogle steder i din medicinprofil. Dette skyldes, at Medicinprofil-systemet ikke har de nødvendige oplysninger til at vise korrekte oplysninger. Det kan eksempelvis forekomme, hvis et apotek har indberettet et varenummer, der ikke kan slås op i Medicinprofilens varenummerregister. I sådanne tilfælde, vil der stå ”ukendt” i stedet for lægemiddelnavnet.


Har læger adgang til alle patienters medicinprofiler gennem Medicinprofilen?

23. november 2010
Ja. Alle patienters køb af medicin på recept på apoteket registreres automatisk. Læger må udelukkende bruge oplysningerne i Medicinprofilen til at sikre kvaliteten, sikkerheden og effekten af patienternes behandling. Adgangen til en patients medicinprofil er forudsat af:

  • at lægen har patienten i aktuel behandling
  • at oplysningerne i Medicinprofilen er nødvendige for behandlingen og
  • at oplysningerne bruges for at sikre kvaliteten, sikkerheden og effekten af behandlingen.


Hvornår har lægen en patient i aktuel behandling?

23. november 2010
Kravet om aktuel behandling er alene et krav om, at lægen er i kontakt med patienten vedrørende en (mulig) behandling. Det er således primært et tidsmæssigt kriterium.
Herudover er der de øvrige to krav om, at opslaget i Medicinprofilen er nødvendigt for behandlingen, og at opslaget sker med henblik på at sikre kvaliteten, sikkerheden og effekten af behandlingen.


Har apotekerne direkte elektronisk adgang til borgernes medicinprofiler?

23. november 2010
Nej. Apotekerne har ikke direkte elektronisk adgang til borgernes medicinprofiler. Et apotek kan få adgang, hvis borgeren giver sit samtykke til apoteket. Samtykket gives mundtligt og registreres elektronisk af apoteket.

Når borgeren har givet sit samtykke til, at apoteket må se i borgerens medicinprofil, vil oprettelse af det elektroniske samtykke være en del af adgangsproceduren i Medicinprofilen. Det vil sige, at registreringen af et samtykke sker i forbindelse med fremsøgningen af en borgers medicinprofil. Hvis der allerede er registreret et samtykke fra borgeren, åbnes borgerens medicinprofil uden, at der skal registreres nyt samtykke.

Et samtykke gives til det enkelte apotek og tilhørende apoteksenheder, det vil sige for eksempel hovedapoteket, filialer og apoteksudsalg. Et samtykke er tidsubegrænset og gælder, til det trækkes tilbage.


Skal læger bruge Medicinprofilen?

23. november 2010
Det er ikke obligatorisk, at læger benytter Medicinprofilen, men det kan absolut anbefales. Medicinprofilen er lægens sikkerhed for, at lægen ikke udskriver et lægemiddel, som patienten allerede er i behandling med. Desuden kan Medicinprofilen være med til at forhindre, at lægen giver patienten medicin, der interagerer med den medicin, patienten allerede er i behandling med.


Må læger printe fra Medicinprofilen?

23. november 2010
Ja, læger må gerne printe fra Medicinprofilen, hvis printet lægges på borgerens journal og ikke benyttes til andet end at sikre kvaliteten, sikkerheden og effekten af borgerens behandling.


Må læger gemme oplysninger fra Medicinprofilen elektronisk i lægens eget system?

23. november 2010
Nej. Oplysningerne fra Medicinprofilen må ikke gemmes elektronisk, med mindre det er som en del af en elektronisk journal.


Må apoteket gemme oplysninger fra Medicinprofilen elektronisk i eget system?

23. november 2010
Nej, oplysningerne fra Medicinprofilen må ikke gemmes elektronisk i apotekets eget system.


Må læger og apoteker videregive oplysninger fra Medicinprofilen?

23. november 2010
Nej. Læger og apoteker må ikke videregive oplysninger fra Medicinprofilen, medmindre borgeren har givet samtykke til videregivelsen.


Har tandlæger adgang til Medicinprofilen?

22. november 2013
Autoriserede tandlæger har mulighed for at se deres patienters medicinoplysninger i forbindelse med en behandling.

Medicinprofilen indeholder en samlet oversigt over den receptordinerede medicin, som den enkelte borger har fået ordineret.


Kan man se oplysninger om dosisdispensering i Medicinprofilen?

23. november 2010
Ja. Medicinprofilen viser oplysninger om dosisdispensering, hvis et eller flere lægemidler er dosisdispenseret fra apoteket.


Hvem på apoteket må bruge Medicinprofilen?

23. november 2010
Hele det faglige apotekspersonale har adgang til at se i Medicinprofilen, hvis borgeren har givet apoteket sit samtykke. For at få adgang til Medicinprofilen skal det faglige apotekspersonale erklære:

  • at apoteket har borgerens samtykke
  • at oplysningerne i Medicinprofilen er nødvendige for vejledningen af borgeren og
  • at oplysningerne bruges for at sikre kvaliteten, sikkerheden og effekten af borgerens medicinanvendelse.


Hvor længe gemmes oplysningerne i Medicinprofilen?

23. november 2010
Oplysningerne gemmes i Medicinprofilen i to år. Herefter bliver de slettet automatisk.


Hvem er ansvarlig for Medicinprofilen?

23. november 2010
Statens Serum Institut er register- og dataansvarlig og varetager udviklingen og driften af Medicinprofilen.