×

Sol

Opdateret 16. februar 2016

Ved stærk sol (uv-indeks på 3 eller mere): Søg skygge eller brug solhat og tildæk bar hud med tøj samt brug solcreme på utildækkede områder.

Anbefalinger om beskyttelse mod solen

Når UV-indekset er tre eller mere, anbefaler Sundhedsstyrelsen at følge disse råd i prioriteret rækkefølge:

1. Skygge

Giv solen en frokostpause mellem 12 og 15, når UV-indekset er 3 eller mere.

2. Solhat

Undgå at blive skoldet. Dæk bar hud til med tøj og anvend solhat, når solen står højest.

3. Solcreme

Brug altid rigeligt med solcreme, når du har utildækket hud i solen, og husk, at lige meget, hvor meget du smører på, må du aldrig ligge og stege.

Uv-app:

UV-indekset kan følges med en uv-app, som Sundhedsstyrelsen og Miljøstyrelsen står bag sammen med Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens solkampagne. Uv-data leveres af DMI. Uv-app’en er gratis og kan downloades i Google Play eller i App Store.

Når UV-indekset er 3 eller mere, skal man passe på i solen. App’en "Uv-indeks" kan vise det aktuelle uv-indeks for 20.000 forskellige lokationer i ind- og udland, og man kan få automatiske påmindelser, når dagens uv-indeks i en valgt favoritby bliver 3 eller derover.

Man kan desuden få gode råd og vejledning til solbeskyttelse ved det specifikke uv-indeks og få automatiske uv-varsler, når uv-indekset er højt. Uv-app’en kan på den måde vejlede om, i hvilket tidsrum man bør følge anbefalingerne om beskyttelse i solen, og den virker både i Danmark og i udlandet.

I Danmark er det typisk i tidsrummet mellem kl. 12 og 15 fra april til september, at UV-indekset er over 3. Hvor meget af solens UV-stråling, der kommer igennem til jorden, afhænger blandt andet af skydækket, ozonlagets tykkelse, solens stilling på himlen og mængden af partikler i luften.

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en forebyggelsespakke til kommunerne om solbeskyttelse

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet råd og eksempler om solbeskyttelse i daginstitutioner

Sol, solarier og kræft i huden

Solen er en vigtig kilde til dannelse af D-vitamin i huden, og solskinsvejr kan give godt humør. Men der kan også være sundhedsmæssige problemer forbundet med at opholde sig direkte i solen, blandt andet fordi det kan øge risikoen for hudkræft. Fornuftige solvaner tidligt i livet kan reducere risikoen for solskoldninger samt for hudskader og hudkræft senere i livet. Jo oftere man udsættes for store UV-doser fra sol og solarier, jo større er risikoen for at udvikle kræft i huden.

Faktaark om sol og solarier

Faktaarkene er udarbejdet i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Miljøstyrelsen, Danmarks Meteorologiske Institut og Dansk Dermatologisk Selskab:

Brug af solarie

Sundhedsstyrelsen fraråder brug af solarie.

  • Brug af solarie øger risikoen for modermærkekræft og almindelig hudkræft
  • Brug af solarie kan også forårsage permanente skader på øjne og hud, og din hud kan ældes hurtigere
  • Risikoen stiger, jo yngre du er, når du begynder at gå i solarie
  • Jo oftere du går i solarie, jo større er risikoen

Gå aldrig i solarie, hvis:

  • du er under 18 år
  • du ofte blev solskoldet som barn
  • du eller din nærmeste familie har haft hudkræft
  • du tager medicin, som gør huden lysfølsom
  • din hud er lys eller fregnet
  • du let eller altid bliver solskoldet
  • du allerede er solskoldet
  • du har mange modermærker eller misfarvede pletter

Undtaget er de sjældne tilfælde, hvor en hudlæge har anbefalet dig solarielys som behandling.

Vær bevidst om din hudtype

Hvis du alligevel overvejer at gå i solarie, er det vigtigt, at du er bevidst om, hvor meget din hudtype kan tåle.

Hvis din hud er følsom over for solen, det vil sige, hvis du altid bliver solskoldet og aldrig eller kun sjældent bliver brun, bør du aldrig gå i solarie.

Hvis du meget sjældent eller aldrig bliver solskoldet og nemt bliver brun, vil du også have mindre risiko for solskoldning i solariet.

Forholdsregler

Sundhedsstyrelsen fraråder brug af solarie, men hvis du alligevel går i solarie – så tag forholdsregler:

  • Gå kun i solarie, hvis du sjældent eller aldrig bliver solskoldet.
  • Hold mindst 48 timers pause mellem hver tur i solariet.
  • Brug beskyttelsesbriller og beskyt ar, tatoveringer, kønsdele og andre følsomme hudområder.
  • Tag aldrig en dobbelttur i solariet.
  • Brug ikke make-up eller bodylotion, der kan forstærke virkningen af solariet.
  • Undlad at solbade udendørs samme dag, som du går i solarie.

Kontakt din læge, hvis:

  • Du er i tvivl om brugen af medicin, når du tager sol.
  • Et modermærke forandrer sig eller begynder at klø, eller du oplever andre usædvanlige hudforandringer.

Plakat med solarieråd

Forpagtere og indehavere af solcentre er fra 1. august 2014 forpligtede til at ophænge Sundhedsstyrelsens plakat med råd til solariebrugere.

Information om varmt vejr og sundhed på Sundhedsstyrelsens hjemmeside