×

Behandling i udlandet

Opdateret 21. juni 2016
Kirsebærgren med blomst, blad og knopper i solskin

Regler vedrørende behandling i udlandet er fastsat i Bekendtgørelse nr. 469 om ret til sygehusbehandling m.v. af 23. maj 2016. Nedenfor nævnes de vigtigste regler.

Højt specialiseret behandling

Forudsætningerne for at opnå Sundhedsstyrelsens godkendelse til at blive henvist til højtspecialiseret behandling i udlandet er:

  • at man forinden er blevet undersøgt eller behandlet på en sygehusafdeling her i landet, der indenfor det pågældende sygdomsområde besidder den højeste indenlandske specialkundskab
  • at man af denne afdeling er indstillet til en nødvendig behandling på en nærmere angivet specialafdeling m.v. i udlandet og at behandlingen ikke kan ydes på et dansk sygehus
  • at der ikke er tale om forskningsmæssig, eksperimentel, eller alternativ behandling
  • at Sundhedsstyrelsen forud for at behandlingen gives har godkendt henvisningen.

Forskningsmæssig behandling i udlandet

Et regionsråd kan tilbyde henvisning til forskningsmæssig behandling i udlandet:

  • hvis man forinden er blevet undersøgt eller behandlet på en sygehusafdeling her i landet med lands- eller landsdelsfunktion på det pågældende sygdomsområde
  • hvis man af denne afdeling er indstillet til forskningsmæssig behandling på en nærmere angivet sygehusafdeling m.v. i udlandet
  • og hvis den forskningsmæssige behandling opfylder kravene til almindeligt anerkendte videnskabelige forsøg og foregår i samarbejde med et dansk sygehus.

Behandling i andre EU/EØS-lande

Der gælder flere EU-regelsæt, som giver mulighed for behandling i andre EU/EØS-lande.

Herunder kan og skal din bopælsregion i nogle tilfælde tilbyde dig vederlagsfri sygehusbehandling i udlandet efter reglerne i sundhedsloven.

For at opnå refusion af udgifter i forbindelse med visse sygehusydelser kræves der forhåndsgodkendelse. Akutte behandlinger er ikke omfattet af kravet om forhåndsgodkendelse.

Du skal ansøge om forhåndsgodkendelse og refusion i Regionsrådet i den region, hvor du er bosiddende. Regionen skal give dig svar på din ansøgning om forhåndsgodkendelse senest 14 dage efter, at regionen har modtaget den.

Uanset om der er krav om forhåndsgodkendelse, inden din behandling påbegyndes, rådes du altid til at kontakte din bopælsregion, inden du starter på behandling i andre EU/EØS-lande. På den måde kan du bl.a. få klarhed over, om der kan ydes refusion for den ydelse, som du ønsker, og hvor meget der kan ydes i refusion.

Hvornår kræves der forhåndsgodkendelse?

Sundhedsstyrelsen har offentliggjort en liste over, hvilke sygehusydelser der skal søges forhåndsgodkendelse til.

Listen vil som udgangspunkt blive revideret en gang årligt.

For yderligere information

For information om dine rettigheder og øvrige spørgsmål om, hvornår du skal søge forhåndsgodkendelse henvises til Styrelsen for Patientsikkerhed og de regionale patientkontorer samt Sundheds- og Ældreministeriets pjece ”Når du er henvist til sygehus”, Kapitel 9 Sygehusbehandling i udlandet.

Medicin

Medicintilskud til medicin købt i et andet EU-land