×

Femårsfristen for læger

Opdateret 22. juni 2016

I henhold til § 9 stk. 1 i bekendtgørelse nr. 1257 af 25. oktober 2007 om uddannelse af speciallæger, som ændret ved bekendtgørelse nr. 479 af 10. maj 2013 samt ved bekendtgørelse nr. 353 af 7. april 2014, skal hoveduddannelsen i et speciale være påbegyndt senest fem år efter første ansættelsesdag i den kliniske basisuddannelse.

Denne frist kaldes ”femårsfristen”.

Notater

Administrationsnotat vedr. femsårsfristen

Notat vedr. overgang fra fireårsreglen til en femårsfrist for læger i videreuddannelse til speciallæge

Dispensation fra femårsfristen

For at søge om dispensation fra femårsfristen udfyldes ansøgningsskemaet Ansøgning om dispensation fra tidsfristen i den lægelige videreuddannelse og indsendes sammen med relevant dokumentation til Sundhedsstyrelsen på enhedeub@sst.dk.


Spørgsmål og svar om femårsfristen

Du kan her læse de hyppigst stillede spørgsmål og svar om femårsfristen.

1. Er jeg omfattet af femårsfristen?

Du er omfattet af femårsfristen, hvis du er påbegyndt den kliniske basisuddannelse (KBU) den 1. april 2010 eller derefter eller har fået udsat din tidsfrist ved afholdt orlov, indleveret ph.d. mv. 

Hvis du er påbegyndt den kliniske basisuddannelse før 1. april 2010, kan du se hvilken tidsfrist, der gælder for dig i notat vedr. overgang fra fireårsreglen til en femårsfrist for læger i videreuddannelse til speciallæge.

2. Hvornår skal jeg senest tiltræde en hoveduddannelsesstilling?

Hoveduddannelsen i et speciale skal være påbegyndt senest 5 år efter din første ansættelsesdag i den kliniske basisuddannelse (KBU) dog med muligheder for forlængelse af tidsfristen, hvilket bl.a. fremgår af styrelsens spørgsmål/svar oversigt.

Tiltrædelse i hoveduddannelsesstilling, som ligger efter tidsfristens udløb, kan dog tillades, såfremt den søgte hoveduddannelsesstilling er førstkommende opslag i specialet i den pågældende region efter tidsfristens udløb. Den pågældende hoveduddannelsesstilling skal dog være opslået inden tidsfristens udløb.

Tiltrædelse i hoveduddannelsesstilling, som ligger efter tidsfristens udløb, kan ligeledes tillades, såfremt den søgte hoveduddannelsesstilling, ikke har kunnet besættes af ansøgere, der overholder tidsfristen. 

Ansættelsesmyndigheden kontrollerer, at ovenstående er overholdt. 

3. Hvis jeg ikke har fået et hoveduddannelsesforløb inden for den tidligere gældende fireårsregel?

Hvis du ikke har fået et hoveduddannelsesforløb inden for den tidligere gældende fireårsfrist, har du mulighed for at søge en hoveduddannelsesstilling på lige fod med andre læger fra 1. april 2014 til og med 31. marts 2015.

Se eventuelt også notat vedr. overgang fra fireårsreglen til en femårsfrist for læger i videreuddannelse til speciallæge.

4. Hvis jeg har en udenlandsk uddannelse?

Du er omfattet af tilsvarende tidsbegrænsning, hvis du har opnået tilladelse til selvstændigt virke som læge på andet grundlag end den kliniske basisuddannelse (KBU) den 1. april 2012 eller derefter. I dette tilfælde gælder, at hoveduddannelsen i et speciale skal være påbegyndt senest 4 år efter den dato, hvor Sundhedsstyrelsen ved e-mail har meddelt tilladelse til selvstændigt virke som læge. 

Mulighed for forlængelse ud over de 4 år fremgår bl.a. af styrelsens spørgsmål/svar oversigt. For læger, der har opnået tilladelse til selvstændigt virke som læge på andet grundlag end KBU gælder, at gennemførelse af ph.d.-forløb samt indlevering af ph.d.-afhandling forlænger tidsfristen med 3 år. 

Hvis du har opnået tilladelse til selvstændigt virke som læge på andet grundlag end den kliniske basisuddannelse (KBU) før 1. april 2012, kan du se hvilken tidsfrist, der gælder for dig i notat vedr. overgang fra fireårsreglen til en femårsfrist for læger i videreuddannelse til speciallæge.

5. Hvis jeg går på barsels – og forældreorlov?

Du får forlænget tidsfristen, hvis du i tidsfristsperioden går på barselsorlov eller forældreorlov. Du skal ikke søge Sundhedsstyrelsen om en forhåndsgodkendelse eller dispensation, men du skal kunne dokumentere din orlov ved ansøgning om hoveduddannelsesstilling. Tidsfristen forlænges ligeledes automatisk ved graviditetsbetinget sygdom forud for eller efter barselsorlov med sygdommens længde. Tidsfristen forlænges, selvom orloven ikke medfører en tidsmæssig forlængelse af uddannelsesforløbet.

6. Hvis jeg går på plejeorlov?

Du får forlænget tidsfristen, hvis du i tidsfristsperioden får bevilget plejeorlov af kommunen til pasning af ægtefælle, samlever, børn, forælder eller nær ven. Du skal ikke søge Sundhedsstyrelsen om forhåndsgodkendelse eller dispensation, men du skal kunne dokumentere din plejeorlov med dokumentation fra kommunen ved ansøgning om hoveduddannelsesstilling. Tidsfristen forlænges, selvom orloven ikke medfører en tidsmæssig forlængelse af uddannelsesforløbet.

7. Hvis jeg gennemfører en ph.d.?

Ved indleveret ph.d.-afhandling efter påbegyndt klinisk basisuddannelse (KBU) får du forlænget tidsfristen med 3 år. Du skal ikke søge Sundhedsstyrelsen om en forhåndsgodkendelse, hvis du har gennemført ph.d.-uddannelsen og kan dokumentere, at du har indleveret en ph.d.-afhandling ved ansøgning om hoveduddannelsesstilling.

Du kan dog ikke få forlænget tidsfristen, hvis du har udsat påbegyndelsen af den kliniske basisuddannelse (KBU), da tiden, der er brugt på et ph.d.-forløb, således kun kan ”bruges” en gang. Imidlertid er det sådan, at hvis du gennemfører en del af dit ph.d.-forløb efter start i KBU, kan du få forlænget tidsfristen med varigheden af denne del af ph.d.-forløbet. Dette kræver, at du indleverer ph.d.-afhandlingen efterfølgende.

Hvis du gennemfører en ph.d.-uddannelse, men din ph.d.-afhandling endnu ikke er indleveret på ansøgningstidspunktet, kan du alligevel komme i betragtning til en hoveduddannelsesstilling på lige fod med øvrige læger, der ikke har overskredet tidsfristen. Det er dog et krav, at ph.d.-afhandlingen er indleveret inden tiltrædelse i stillingen. Dokumentation for indleveret ph.d. indsendes til videreuddannelsesregionen, gerne mindst en måned inden tiltrædelse.

Indlevering af en disputats sidestilles med indlevering af en ph.d.-afhandling. Hvis du indleverer en disputats, efter opnået ph.d. grad, kan du ansøge Sundhedsstyrelsen om forlængelse ud over de 3 år.
Hvis du er udenlandsk uddannet læge: se svar under spørgsmål 4.

8. Hvis jeg vil forske?

Det er som udgangspunkt ikke muligt at få forlænget tidsfristen ved ansættelse i andre forskningsstillinger end ph.d. forløb. Se dog også spørgsmål 9.

9. Hvis jeg skal ansættes i en post.doc. stilling?

Det er muligt at søge om at få forlænget tidsfristen ved ansættelse i post.doc. stillinger, eller hvis du er erfaren forsker og skal forske i udlandet. Sundhedsstyrelsen kan efter en konkret vurdering og evt. rådgivning fra Det Frie Forskningsråd dispensere fra tidsfristen, såfremt der er tale om forskning af meget høj kvalitet.

Du skal inden ansættelsen fremsende en dispensationsansøgning, hvor du medsender udfyldt skema (ansøgning om dispensation fra tidsfristen i den lægelige videreuddannelse) til Sundhedsstyrelsen.

Dispensationsansøgningen skal indeholde en begrundelse for ansøgningen, dokumentation for ansættelse herunder varighed, CV, publikationsliste samt detaljeret projektbeskrivelse af det forskningsprojekt, som du skal arbejde med.

Du skal være opmærksom på, at det er muligt at gennemføre en introduktions – eller hoveduddannelse på deltid i kombination med en forskningsansættelse inden for det sundhedsvidenskabelige område.

10. Hvis jeg bliver ansat i Forsvaret?

Ved ansættelse i Forsvaret eller ved aftjening af værnepligt, får du forlænget tidsfristen med ansættelsens varighed, dog højst 12 måneder. Du behøver ikke søge Sundhedsstyrelsen om en forhåndsgodkendelse, men du skal kunne dokumentere din ansættelse ved ansøgning om hoveduddannelsesstilling.

11. Hvis jeg har en deltidsansættelse?

Ved deltidsansættelse i den kliniske basisuddannelse (KBU) eller i introduktionsuddannelsen forlænges tidsfristen forholdsmæssigt med forlængelsen af uddannelsestiden. Du kan dog maksimalt få forlænget tidsfristen med 12 måneder for hver ansættelse i henholdsvis klinisk basisuddannelse og introduktionsuddannelse. Du skal ikke søge Sundhedsstyrelsen om en forhåndsgodkendelse, men du skal kunne dokumentere din deltidsansættelse ved ansøgning om hoveduddannelsesstilling.

12. Hvis jeg deltager i humanitær lægevirksomhed?

Du kan efter forhåndsgodkendelse i Sundhedsstyrelsen få forlænget tidsfristen ved udsendelse i humanitær lægevirksomhed med op til 12 måneder. Humanitær lægevirksomhed kan fx være som læge i en flygtningelejr, som drives af en humanitær organisation.

For at få Sundhedsstyrelsens forhåndsgodkendelse skal du indsende udfyldt skema (ansøgning om dispensation fra tidsfristen i den lægelige videreuddannelse), oplysning om formålet med udsendelsen til et andet land, udsendelsens varighed samt beskrivelse af arbejdsfunktionen.

13. Hvis jeg eller min ægtefælle/samlever udstationeres i udlandet?

Hvis du eller din ægtefælle/samlever udsendes til tjeneste i udlandet for statslige myndigheder, udsendes til udlandet som led i Danmarks statslige udviklingssamarbejde med udviklingslandene, udsendes til udlandet for at gøre tjeneste ved internationale organisationer, som Danmark deltager i eller samarbejder med, eller ansættes i Grønlands Selvstyre, kan Sundhedsstyrelsen dispensere fra tidsfristen med opholdets varighed. Du skal sende en dispensationsansøgning med dokumentation for dit ophold til Sundhedsstyrelsen (skema: ansøgning om dispensation fra tidsfristen i den lægelige videreuddannelse).

Ved ansættelser i Grønlands Selvstyre kan du maksimalt forlænge tidsfristen med 12 måneder. Du skal endvidere være opmærksom på, at ved ansættelser i uddannelsesstillinger som klinisk basisuddannelses(KBU)-forløb og introduktionsstillinger i Grønlands Selvstyre kan der ikke gives dispensation. Begrundelsen er, at KBU og introduktionsstillinger tæller med i det samlede uddannelsesforløb, og lægen forlænger således ikke tiden mellem første ansættelsesdag i KBU og hoveduddannelsesforløbet, men bruger ansættelse ved Grønlands Selvstyre til at kvalificere sig i en godkendt uddannelsesstilling.

14. Hvis jeg bliver længerevarende syg i tidsfristperioden?

Hvis du får forlænget din kliniske basisuddannelse (KBU) og/eller din introduktionsuddannelse på grund af sygdom, får du automatisk forlænget fristen med sygefraværets varighed, uden at skulle søge Sundhedsstyrelsen om dispensation.

Sundhedsstyrelsen kan ved langvarig sygdom i andre ansættelser dispensere fra tidsfristen, hvor der tages hensyn til sygdommens varighed, forløb og karakter. Du skal sende en dispensationsansøgning med dokumentation for dit sygdomsforløb til Sundhedsstyrelsen (skema).

15. Hvis jeg får forlænget mine uddannelsesforløb?

Læger, der får forlænget den kliniske basisuddannelse (KBU) og/eller en introduktionsuddannelse på grund af manglende kompetenceopnåelse, får automatisk forlænget tidsfristen forholdsmæssigt svarende til forlængelsen af uddannelsesstillingen.

16. Hvis jeg vil skifte hoveduddannelsesforløb?

Hvis du vil skifte hoveduddannelsesforløb, skal dette skift ligge inden for tidsfristen. Dog kan du, i helt særlige tilfælde, få dispensation fra Sundhedsstyrelsen til at skifte hoveduddannelsesforløb efter tidsfristen. Du skal sende en dispensationsansøgning med begrundelse for dit specialskift til Sundhedsstyrelsen (skema: ansøgning om dispensation fra tidsfristen i den lægelige videreuddannelse).

Hvis du først har opnået specialanerkendelse i ét speciale, er det muligt at påbegynde en hoveduddannelse i et andet speciale.

17. Kan jeg søge om individuel dispensation for fristen?

Der er i helt særlige tilfælde mulighed for at få tidsfristen forlænget. Sundhedsstyrelsen foretager en individuel vurdering af den konkrete dokumenterede begrundelse.

18. Hvem kontrollerer om tidsfristen overholdes?

Det er ansættelsesmyndigheden, der skal kontrollere, at tidsfristen er overholdt. Det er derfor vigtigt, at du ved ansøgning om hoveduddannelsesforløb kan dokumentere, på hvilket grundlag din tidsfrist er blevet forlænget fx pga. barsels- eller forældreorlov, indleveret ph.d. m.v., eller at du har fået dispensation af Sundhedsstyrelsen med forlængelse af tidsfristen.

19. Hvad kan jeg gøre, hvis jeg ikke har fået et hoveduddannelsesforløb inden fristen?

Siden maj 2013 har det været muligt at påbegynde en hoveduddannelse i et speciale efter tidsfristen er udløbet, såfremt hoveduddannelsesstillingen ikke har kunnet besættes med andre ansøgere. Du kan altså godt blive ansat i en hoveduddannelsesstilling, selvom du ikke opfylder tidsfristen, hvis stillingen ikke kan besættes af en ansøger, der overholder tidsfristen.

Hvis du ikke har fået et hoveduddannelsesforløb inden for tidsfristen, kan du også indsende en dispensationsansøgning til Sundhedsstyrelsen, hvori du redegør for din situation og eventuelle begrundelser for, at du ikke har kunnet overholde tidsfristen.