Logo Sundhedsstyrelsen
Vital logo med streg
Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste

"Vital nr.3 - september 2000"


Tema: Forebyggelse i sundhedssektoren

Dialog frem for dørsalg

Sundhedsvæsenet må væk fra at forebygge efter dørsalgsmetoden, hvor man prøver at afsætte noget, folk ikke er interesserede i, mener professor, dr.med. Frede Olesen, leder af Forskningsenheden for Almen Medicin i Århus. I stedet skal man tilrettelægge tilbuddene, så folk vil have dem, ligesom den lokale, tværfaglige forebyggelse skal styrkes. Og der skal mere dokumentation bag nye forebyggelsestilbud

Af journalist Andreas Christensen, Stickelbergs Bureau

Billede: Patient i dialog med læge

Foto: Mads Madsen

Det gælder om at tilrettelægge forebyggelsen, så det er noget man gør i fællesskab. Derfor skal man lytte mere til, hvad folk mener.

Mange forebyggelsesprojekter kan minde om dørsalg, hvor man forsøger at sælge en vare til folk, som de ikke er interesserede i. Det står i kontrast til den øvrige sundhedsindsats, som snarere har karakter af butikshandel, hvor folk selv opsøger varen, når de har brug for den. Det gælder om at tilrettelægge forebyggelsen, så den ikke vækker modstand. Målgruppen skal opleve, at det er noget, man gør i fællesskab, og derfor skal man i forebyggelsen lytte mere til, hvad folk mener.

Ordene kommer fra dr.med. Frede Olesen, leder af Forskningsenheden for Almen Medicin i Århus. Institutionen drives for midler fra Praktiserende Lægers Organisation og Sygesikringens Forhandlingsudvalg og forsker i almen praksis og i sundhedsvæsenet i øvrigt. Frede Olesen glæder sig over, at de praktiserende læger nu i overenskomsten har plads til at forebygge. Han håber, at der dermed vil blive bedre muligheder for lokalt, tværfagligt samarbejde med andre faggrupper og øvrige aktører i lokalområdet, for eksempel arbejdspladser, institutioner, medborgerhuse og bebyggelser.

– Det er jo en gammel sandhed, at ingen behandling er afsluttet, før man har forsøgt at forebygge den næste behandling. Det gælder både på sygehusene og i almen praksis, men forebyggelsen skal ikke nødvendigvis ske i sygehusets eller den praktiserende læges regi. I stedet skal man kunne trække på et netværk i lokalområdet. Det kræver koordinering af både aktiviteter og af de pengekasser, der skal finansiere dem.

Problemet ligger, efter Frede Olesens opfattelse, mere i kulturen end i strukturen – det er først og fremmest holdninger og tænkemåder, som skal ændres.

De praktiserende læger forebygger indtil videre kun i begrænset omfang. Amtsrådsforeningen oplyser, at landets knap 3.500 praktiserende læger i 1999 gennemførte cirka 16.000 forebyggende konsultationer, i gennemsnit altså kun godt fire per læge.

Lægen central i forebyggelsen
Som eksempler på forebyggende aktiviteter, man kan samarbejde om lokalt, nævner Frede Olesen grupper af diabetespatienter, som får diætvejledning. Et andet eksempel kunne være de lokale rygeafvænningsgrupper. I begge tilfælde bør de praktiserende læger komme mere på banen – efter Frede Olesens mening gerne som ledere af de tværfaglige teams.

– I Ribe Amt har man gennemført et projekt, der gik ud på at lære forældre at håndtere feberbørn, og i projektet indgik læger, pædagoger og sundhedsplejersker. Man har ikke kunnet påvise sikre sundhedsfaglige eller økonomiske resultater af forsøget, men vurderingen fra forældrenes og lægernes side var god. Brugertilfredsheden er meget vigtig, for den er forudsætningen for, at brugerne oplever, at forebyggelse er noget, man gør i fællesskab, siger Frede Olesen, der også mener, at lokalområdet skal kunne trække på lægens ekspertise på det uformelle plan. Han nævner som en idé, at der hos hver praktiserende læge var afsat for eksempel 25.000 kr. om året til, at kommunen, lærere, pædagoger og andre kunne få lægen ud at holde foredrag og lignende.

Selvom de praktiserende læger efter Frede Olesens mening bør have en mere central plads i det lokale, tværfaglige forebyggelsesarbejde, vurderer han, at lægernes rolle inden for en række eksisterende kommunale sundhedstjenester måske kan nedtones, således som det for eksempel skete, da man afskaffede seksårsundersøgelsen for en del år siden.

– Man kunne godt se på nogle af de forebyggende ordninger i primærsektoren for at vurdere, om de i dag er hensigtsmæssigt organiserede. For eksempel synes der at være behov for bedre samspil mellem læger, pædagoger, skoler og hjemmesygeplejersker, siger han.

Dyr forebyggelse på sygehusene
I forhold til sygehusenes forebyggelse er Frede Olesen mere skeptisk.

– Det er glædeligt, at sygehusene vil forebygge, men der er knaphed på speciallæger og apparatur, og man kan diskutere, om det ikke er fejlbrug af sygehusenes ressourcer at bruge de højt specialiserede eksperter til at beskæftige sig direkte med forebyggelse, siger han og nævner som eksempel de mange patientskoler inden for områder som astma og diabetes.

– Det undrer mig, at lægerne er så ukritiske over for patientskolerne, og det gælder i øvrigt for forebyggelse og organiseringen af sundhedsvæsenet i videste forstand. Sundhedstjenesteforskningen er lavt prioriteret, og det er desværre typisk, at patientskolerne etableres ukontrolleret, uafprøvet og udokumenteret.

Frede Olesen er grundlæggende tilhænger af patientskolerne, men efter hans mening burde man undersøge, om de virker, og hvilke former der er bedst. Det er jo ikke sikkert, at kvaliteten af skolerne bliver bedre, fordi de ligger i sygehusenes regi. Hvis kvaliteten med en lokal organisering er den samme, hvilket flere undersøgelser tyder på, spilder man dyre specialisttimer, som der er mangel på i sygehusvæsenet, påpeger han. Hertil kommer brugen af højt specialiseret apparatur, lokaler og andet personale.

– Vi bør systematisk vurdere forebyggelsestiltagene ud fra den biomedicinske effekt, omkostningseffektiviteten og patienttilfredsheden og se de tre mål i sammenhæng. På dette område halter vi i stigende grad efter lande som USA og England.

Mens patientskolerne er et eksempel på forebyggelsestiltag, som sættes i værk uden dokumentation for virkningen, viser historien om det manglende tilbud om screening for brystkræft, at selv med dokumentation kan man ikke regne med, at tilbuddet etableres. Det er, efter Frede Olesens mening, i orden. Man skal ikke tilbyde alt, hvad der kan lade sig gøre.

– Sundhedsvæsenet og politikerne skal turde sige nej til at give et tilbud, som kunne reducere risikoen for den enkelte, hvis det samlede udbytte vurderes som for lavt, eller der er andre ulemper forbundet med tilbuddet. Men det kan virke paradoksalt, at man let overtales til at sige nej til noget veldokumenteret og ja til noget, der er svagt eller slet ikke dokumenteret.

Speciallæger skal også fremme sundheden

Speciallægeuddannelserne skal revideres i de kommende år, og en af de væsentlige ændringer bliver, at speciallægekompetencen fremover defineres som evnen til at mestre flere forskellige roller og egenskaber. Ud over den medicinske ekspertfunktion skal speciallægen eksempelvis have kompetence inden for områderne pædagogik, ledelse og kommunikation. I betænkningen er beskrevet syv forskellige roller, som speciallæger skal kunne mestre, og en af dem er rollen som sundhedsfremmer. Denne rolle indebærer, at den enkelte speciallæge fokuserer mere på sundhedsfremmende aktiviteter som svar på den virkning sociale, miljømæssige og biologiske faktorer har på sundheden for patienter og for samfundet som helhed. Speciallægerne skal således have både individuel og kollektiv indflydelse på og ansvar for sundhed og sundhedspolitik.

Speciallægen skal kunne

  • identificere vigtige faktorer for sundhed, være fortrolig med den tilgrundliggende videnskabelige forskning og kunne bruge denne forståelse inden for specialet i forhold til almindelige problemer og tilstande. Herigennem effektivt bidrage til at forbedre individuel og samfundsmæssig sundhed
  • arbejde for øget sundhed hos patienter, patientgrupper og i samfundet
  • opbygge et læge-patient forhold, der fokuserer på at fremme patientens forståelse og viden og samtidig hjælpe patienten til at klare den aktuelle situation bedst muligt samt støtte patienten i at træffe beslutninger
  • opdage og handle på forhold, hvor rådgivning på vegne af patienter, professioner eller samfund, er påkrævet. Herunder gennem anmeldelsespraksis understøtte den epidemiologiske forskning, samt identificere risikogrupper og politiske tendenser og beslutninger, der påvirker sundheden
  • anvende forskellige metoder, der har betydning for udviklingen af sundhed og de politiske beslutningsprocesser.

Speciallægekommissionen har i maj 2000 udgivet betænkning nr. 1384 om “Fremtidens speciallæge”

Samarbejde med et helhedsperspektiv

Billede: Ribe by

Foto: Lennard Nielsen/ Billedhuset/ 2 maj.

I Ribe Amt har man gennemført et projekt, der gik ud på at lære forældre at håndtere feberbørn. Man har ikke kunnet påvise sikre sundhedsfaglige eller økonomiske resultater af forsøget, men vurderingen fra forældrenes og lægernes side var god.



Temagruppe om forebyggelse

For at give amterne et bedre grundlag for at arbejde med sundhedsfremme og forebyggelse har amtssundhedsdirektørerne nedsat en temagruppe. Amtssundhedsdirektør Martin Gregersen fra Storstrøms Amt er formand for temagruppen, som tæller repræsentanter fra 11 af landets 14 amter. Desuden er Hovedstadens Sygehusfællesskab med i temagruppen, som holdt sit første møde i februar i år. Roskilde, Bornholms og Viborg amter deltager ikke i gruppen.

Med temagruppen har amterne ønsket at styrke forebyggelsen i amterne, og gruppen skal virke som bindeled mellem kredsen af amtssundhedsdirektører og den forebyggende og sundhedsfremmende indsats, der foregår i amterne. Således har gruppen, i forbindelse med kræfthandlingsplanen, været baggrundsgruppe i forhold til amternes forhandlingsudspil over for sundhedsministeren.

Ud over kræfthandlingsplanen har temagruppen diskuteret, hvordan man kan styrke samarbejdet mellem forskere og praktikere inden for forebyggelsen. Hensigten hermed er dels at gøre det nemmere at implementere ny viden i det praktiske arbejde, dels at styrke den evidensbaserede forebyggelse samt give forebyggerne flere praktiske evalueringsværktøjer.

Man har valgt ikke at foretage nogen traditionel kortlægning af sundhedsområdet, som allerede er grundigt beskrevet, blandt andet af Sundhedsministeriet i forbindelse med den amtslige sundhedsplanlægning. I stedet vil man, på hvert af de fire årlige møder, diskutere et tema, fx:

  • forankring af forebyggelsesprojekter som driftsopgaver i de fire forebyggelsesmiljøer i Folkesundhedsprogrammet (grundskolen, arbejdspladsen, lokalsamfundet og sundhedsvæsenet)
  • evaluering og metodeudvikling
  • amtsligt og kommunalt samarbejde om forebyggelse og sundhedsfremme.

I temagruppen sidder to amtssundhedsdirektører, administrative og sundhedsfaglige ledere samt forebyggelseskonsulenter. Amtsrådsforeningen er også medlem af gruppen og desuden sekretariat for den.



Forside - Indhold - Top/Bund - Forrige/Næste


Version 1.0 September 2000 • © Sundhedsstyrelsen. Udgivet af Sundhedsstyrelsen, www.sst.dk
Elektronisk publikation fremstillet efter Statens standard for elektronisk publicering