Kompetenceudvikling
Det kræver faglige kompetencer hos jer som plejepersonale at skabe rum for at borgernes ønsker og behov kommer frem i lyset. Her finder I forskellige materialer, der kan klæde jer på til at fremme borgernes selvbestemmelse.
Det er borgerens ønsker, behov og selvbestemmelse, der er i centrum i ældreloven, men det er jer som plejepersonale og jeres kompetencer, der skal bane vejen for at borgernes ønsker og behov bliver udtrykt og implementeret i opgaveløsningen. Det stiller krav til jeres evne til at spørge, lytte, observere, reflektere og iværksætte tiltag eller handlinger, der imødekommer borgerens ønsker. Til at skabe en god, tryg relation og et rum for at borgeren har lyst til at udtrykke sine behov og ønsker – hvis vedkommende kan udtrykke sig.
Vores kompetenceudvikling og redskaber bygger på den personcentrerede tilgang, som ser mennesker som unikke og sætter deres individuelle behov og ønsker i centrum i plejen.
Herunder finder I e-læringsmoduler, et webinar og en række PowerPoint-præsentationer, som kan bruges på møder i personalegruppen.
E-læring
Med e-læringsmodulet Værdighed i praksis får I kompetencer og redskaber til at arbejde med værdighed, trivsel og medbestemmelse i alle opgaver med borgeren. På vores e-læringsplatform finder I også moduler om lytte-spørge-teknik og metoden Perspektivskifte, som også er relevante i mødet med borgeren. Modulerne er gratis og tager mellem 30 og 40 minutter.
E-læringsmodulerne om Perspektivskifte og Lytte og spørge med den anden i centrum samt Værdighedshjulet træner dig i at sætte dig i borgerens sted og at indgå i dialoger med borgeren, hvor du har mere fokus på, hvad der bliver sagt.
E-læringen Værdighed i praksis
E-læringen Lytte og spørge med den anden i centrum
Webinar
Hvordan kommer I helt konkret i gang med at understøtte den enkelte borgers selvbestemmelse i jeres ældrepleje? Kig med på dette webinar, og bliv introduceret for redskaber, som kan hjælpe jer med at skabe mere værdighed og hjemlighed for borgerne i hverdagen.
Præsentationer, der kan kickstarte dialogen om selvbestemmelse
Uanset jeres organisering og fagligheder er det vigtigt, at I møder borgerne og deres pårørende med et fælles fagligt udgangspunkt. Vi har udviklet mødepakker i form af PowerPoint-præsentationer om emner som værdighed, relationer og hjemlighed, som I måske kan bruge i jeres fælles drøftelser af selvbestemmelse.
Som leder kan du bruge dem, hvis du vil holde et fagligt møde med dine medarbejdere, hvor I kan få gang i samtalen om, hvordan I arbejder med selvbestemmelse hos jer. Du er velkommen til at plukke i og sammensætte slides, som det passer dig.