xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Evaluering af virtuelle mestringskurser for pårørende

Københavns Kommune har sammen med Køge, Gladsaxe, Viborg Kommune og Komiteen for Sundhedsoplysning udviklet og testet tre digitale varianter af kurset ’LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende’. Rambøll har stået for evalueringen af projektet. herunder at undersøge, hvilket udbytte de pårørende oplever ved at deltage i de digitale kurser, samt at indsamle erfaringer om, hvordan kurset tilrettelægges og afvikles på de tre forskellige kursusformer.

Ideen med projektet har været at udvikle det eksisterende kursus ”LÆR AT TACKLE” der afholdes fysisk mhp. at kunne tilbyde det som et virtuelt kursustilbud på flere niveauer. Evalueringen dækker alle de digitale platforme, som er afprøvet henholdsvis et Fjernundervisningskursus, et Onlinekursus og et E-læringskursus:

Digitale platforme afprøvet i projektet 

Fjernundervisning

Microsoft Teams

Fjernundervisningen er et forløb over syv uger med en ugentlig mødegang via Microsoft Teams af 1,5 timers varighed med op til 10 kursister. Kursisterne deltager med tændt kamera og kan kommunikere med hinanden både via mikrofon eller skriftligt i en chat. Kursisterne får tilsendt en fysisk kursusbog. Instruktørerne er selv pårørende og uddannet og cerfiticeret i at undervise ud fra en detaljeret manual. Kurset udbydes på kommunalt niveau mhp. at understøtte muligheden for, at kursisterne kan danne netværk udenfor kurset. 

Onlinekursus

Adobe Connect

Online-kurset er et forløb over seks uger med en ugentlig mødegang á 1 time via Adobe Connect med 10-20 kursister. Kursisterne deltager anonymt men kan kommunikere med hinanden via en chat. Kursisterne har mellem mødegangene adgang til kursusmaterailet som e-læring. Alle kursister får tilsendt en fysisk kursusbog, som også ligger tilgængeligt som e-bog. Instrutørerne er selv pårørende og uddannet og certificeret i at undervise ud fra en detaljeret manual. Kurset udbybes af Komiteen for Sunehdsoplysning og kursister kan deltage på tværs af kommuner.

E-læring

Moodle

E-læring består af en række aktiviteter under otte temaer, som deltagerne selv kan tilgå og gennemføre, når de vil. Det skal sek indenfor en afgrænset periode på tre måneder. Kursisterne klædedes på til at gennemføre undervisningen via skriftligt indtroduktion. Der er ubegrænset, hvor mange kursister, der kan deltage i E-læring. Alle kursister får tilsendt en fysisk kursusbog, som også ligger tilgængelig som e-bog på platformen.

Formålet med evalueringen var at evaluere de tre forskellige digitale varianter af kurset ’LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende’, herunder:

  • at undersøge, hvilket udbytte de pårørende oplever ved at deltage i de digitale indsatser
  • indsamle erfaringer om, hvordan kurset tilrettelægges og afvikles på de tre forskellige kursusformer.

Læs evalueringen her: ”Evaluering af digitale indsatser – Lær at tackle hverdagen som på-rørende”.

Datasættet for evalueringen er ikke så stort, men det kan måske give et fingerpeg i forhold til, om retningen er den rette. I alt har 100 pårørende deltaget på et af de tre digitale kurser i projektperioden. Spørgeskemaet blev sendt til 43 kursister, som har afsluttet et af kurserne indenfor dataindsamlingsperioden (26. oktober 2021 til den 6. marts 2022) og har givet samtykke til at modtage spørgeskemaet. 32 færdiggjorde og indsendte spørgeskemaet. Den kvalitative evaluering dækker interviews med 19 kursister, der fordeler sig med seks på Onlinekurset, otte på Fjernundervisning og fem på E-læring. Dertil er der interviewet tre instruktører og tre koordinatorer.

Metode

Resultater – deltagernes baggrund

Kursisternes køn

Kursisternes alder

Kigger man på baggrundsdata så er der en lille forskel sammenlignet med de fysiske kurser i forhold til køn og alder. Der er lidt flere mænd på de digitale kurser i forhold til de fysiske og målgruppen på de digitale tilbud er yngre end på de fysiske.

Kursisternes pårørenderelation

Sammenlignet med de fysiske kurser er der flere pårørende der procentmæssigt er pårørende til forældre. På de fysiske er de fleste partnere til den syge (85 %). Værd at bemærke ved E-læringen er, hvor lang tid de har været pårørende. Samlet set har de været pårørende i kortere tid end på de fysiske hold.

Resultater i forhold til udbytte – tilfredshed

Samlet set er 91 % tilfredse med indsatsen. 74 % svarer samlet, at indholdet var relevant for deres situation – særligt værktøjerne, for eksempel handleplanen. De resterende svarer ved ikke/ hverken eller. 91 % vil samlet fortælle andre, at kurset er godt.

Resultater i forhold til udbytte – egenomsorg

”Jeg synes, jeg er blevet bedre til at sætte fokus på at have mere tid til mig selv, hvad jeg har lyst til og de tanker, jeg går med. Jeg er dårlig til at lægge aftaler i kalenderen på grund af situationen. Der har det været godt, at jeg får booket mig-tid i kalenderen til fx at ligge ned og se TV, træne eller andet.” - Kursist, Fjernundervisning

”Jeg synes, redskaberne omkring meditation og fantasirejser har været rigtigt brugbare. Jeg har brugt dem til at kunne falde i søvn om aftenen, til at falde til ro og til at få styr på min vejrtrækning. Jeg har sendt øvelserne videre til både min mor og min bror, som også har haft glæde af det.” - Kursist, Onlinekursus

For alle tre løsninger gælder at størstedelen af deltagerne kan omsætte værktøjerne uanset format.

Det interessante ved dette resultat er E-læringen. Selv om resultatet ikke er lige så flot som ved de andre platforme, så er det alligevel en bemærkelsesværdig positiv effekt, fordi der er et potentiale i forhold til at nå flere borgere med færre ressourcer. Der er selvfølgelig en opmærksomhed på det lille datasæt, men det kunne være interessant at se på, om der er data fra andre lignende projekter, der viser samme tendens,

Resultater i forhold til udbytte – relationer

”Jeg har oprindeligt været meget dårlig til at bede om hjælp, men det har jeg fået lært mig.” - Kursist, E-læring

Det er svært at drage nogle entydige konklusioner da det peger lidt i forskellige retninger. Men samlet set er der styrket opmærksomhed på at bede om hjælpe.

Resultater i forhold til tilrettelæggelse

For pårørende kan det til tider være udfordrende at planlægge en hverdag. Data viser at:

  • 67 procent af kursisterne på fjernundervisningen angiver, at det er en fordel, at kurset er virtuelt, ligesom flere kursister fremhæver, at de ikke ville kunne deltage i indsatsen, såfremt den var fysisk.
  • På tværs af kurserne fremhæver kursisterne det som en fordel, at de kan deltage hjemmefra og ikke skal transportere sig, hvilket gør det nemmere at prioritere i en travl hverdag. Kurserne indfanger dermed pårørende, der ellers ikke ville deltage i et fysisk kursus
  • En stor andel (66 procent) af kursisterne fra Fjernundervisning tilkendegiver, at de oplever at have en god dialog med deres medkursister. Tilsvarende svarer 36 procent blandt onlinekursisterne, at de til trods for den anonyme deltagelse og kommunikation via chat har en god dialog med deres medkursister.
  • E-læring appellerer til pårørende, som ønsker stor fleksibilitet, dels at de hurtigt kan igangsætte indsatsen og dels at de selv kan tilrettelægge, hvornår de vil arbejde med kurset.

Hovedkonklusioner

  • Erfaringer fra projektet og evalueringen viser, at de digitale kurser er gode alternativer til det fysiske kursus ’LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende’ til pårørende, der ikke kan eller ønsker at deltage på fysiske kurser.
  • De forskellige kursustyper supplerer hinanden, idet kursustyperne appellerer til forskellige præferencer og behov hos de pårørende, hvad angår dialog/interaktion, tid og ønske om anonymitet. Kommunerne kan derfor med fordel tilbyde forskellige typer af kurset.
  • Det fremhæves som en klar fordel ved E-læringskurset, at det kan nå ud til rigtig mange pårørende og tilbydes hurtigt til pårørende, der har behov for en indsats. Dertil er det et omkostningsefficient tilbud for kommuner og andre aktører, hvilket understøtter kursets brede spændvidde og forebyggelsespotentiale.
Opdateret 17 JUN 2022