xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Vi ses i morgen!

Projektet i Haderslev Kommune løber nu på ottende måned. Hvilke erfaringer og resultater har det medført?

Af projektleder Kristine Antonsen

Ærligt, så kan det store billede ikke tegnes helt tydeligt endnu. Men vi er godt på vej, og mindre enkelte billeder begynder at danne skitsen af en prototype for Buurtzorg-inspireret hjemmepleje af, hvordan vi i Haderslev, på sigt, forventer at lykkes med at arbejde i mindre selvstyrende teams.

Hvad er det? Hvordan gør I?

Mindre faste selvstyrende tværfaglige teams - Hvad betyder det? Hvilke resultater er der? Skaber I kontinuitet i borgerens forløb? Falder sygefraværet? Er der mindre dokumentation? Hvad koster det? Hvordan gør I helt konkret? Kan I fortælle mere om det? Spørgsmålene stilles dagligt af os selv og andre. Gode spørgsmål, som vi modtager fra studerende, forskere, politikere og andre kommuner med flere.

Nogle af svarene kan læses her. Mange handlinger prøves aktuelt af, så svarene er på vej, og VIVE hjælper løbende med at evaluere, det vi gør - så følg godt med i deres publikationer.

Organisering af teams

I et team arbejder der samlet 10-12 medarbejdere, der dækker dagvagt og aftenvagt. Det er SOSU-hjælpere, SOSU-assistenter, sygeplejersker, en pædagogisk assistent og en ergoterapeut. Teamene er understøttet af et Back Office, der består af ledere og interne konsulenter. Derudover er der tilknyttet en coach til de to teams, der fungerer som forbindelsesled mellem de to teams og Back Office.

Samarbejde og faglige roller – skru op for tværfagligheden!

At bevæge sig fra en kultur, hvor faggrupperne er funktionsopdelte og hvor opgaver og dialog klares via mail, uden særligt mange fælles faglige refleksioner, til at skabe en forandring til en ny kultur, hvor omdrejningspunkterne i hverdagen er sammenhæng og kontinuitet for borgeren, kræver meget af de involverede medarbejdere og ledere.

Den nye hverdag i de 2 teams i Haderslev er i dag sammensat således, at alle fagligheder dagligt sidder sammen i et tværfagligt miljø. Det medvirker til, at medarbejderne dagligt har faglige refleksioner sammen, og medarbejderne nu også planlægger indsatsen sammen. Det skaber resultater. Resultater hos borgeren i hverdagens justeringer med kompetente fælles faglige ændringer. Dette på grund af, at relevante medarbejdere nu arbejder i samme team om at hjælpe den samme gruppe af borgere. Det er stort set de samme medarbejdere, der kommer igen i morgen og som løbende bemærker, om der arbejdes med det aftalte og fælles mål, og om indsatsen virker, som den skal.

Kontinuitet – vi ses i morgen!

Resultaterne er tidlige tendenser, men der er tegn på, at kontinuiteten er steget – der kommer færre medarbejdere i borgernes hjem. Det er borgerne glade for – det er lettere for dem, når de ikke skal starte forfra, og medarbejderne føler et stort ansvar for de borgere de kommer hos, som de kreativt forsøger at hjælpe med at leve et så selvstændigt liv som muligt. Kontinuiteten opstår, fordi de to teams er små med ca. 12 personer i hvert team.

Trivsel vs. Fravær - skru op for coachen!

Når teamet er stabilt, så er der ro på og god trivsel. Små udsving af fravær i et mindre team påvirker teamet. Er en kollega for eksempel syg, er oplevelsen af fravær større, end den vil opleves i et større team med flere medarbejdere, da der er flere til at fordele dagens besøg ud til. Selvom medarbejderne i de to mindre teams reelt har et lidt lavere sygefravær, opleves det som værende højere. Det skal vi være opmærksomme på, så trivsel og psykologisk tryghed i teamene styrkes. Her har coachen en væsentlig rolle – som facilitator i forandring og i kulturarbejdet.

Selvstyrende teams – i hvilken grad kan vi lykkes med det?

Konceptet er tydeligt, men hver gang vi kradser lidt i lakken, bliver ordret selvstyrende i konceptet ved med at drille. For i hvilken grad kan et team være selvstyrende og hvilke opgaver skal teamet varetage? Det viser sig, at nogle opgaver også fremadrettet bør varetages af en leder. Som et eksempel er der arbejdet med rekrutteringen af nye kollegaer. Her kan medarbejderne godt selv ansætte. Det er de to teams for eksempel allerede godt i gang med at øve sig på. Konkret holder teamet første dialog med ansøger og finder ud af, hvem der skal inviteres ind til samtale. De administrative opgaver forbundet med en ansættelse foretages i Back Office for ikke at forstyrre teamet med unødigt bureaukrati. Og sådan skal der for hver opgave findes frem til graden af selvstyring. Hvor vi samlet set lander i forhold til graden af selvstyring, ved vi ikke endnu.

Der vil løbende blive skabt nye erfaringer og resultater, som vi vil dele. Der afholdes også forskellige webinarer i KL-regi, og Fremfærd Sundhed & Ældre holder en vidensdag om faste teams den 23. august 2022. Måske ses vi der?

Opdateret 23 JUN 2022