xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Et løst defineret projekt giver benspænd og muligheder

Nysgerrighed helt ude i praksis giver arbejdsglæde og ejerskab. Vi er gået i dialog med borgere, pårørende og medarbejdere om deres behov og ønsker.

I Projekt Nye veje til at styrke det nærværende møde med borgere og pårørende i praksis har vi, set i bakspejlet, arbejdet meget med meningsskabelse. Fra starten af bestod ansøgningen af en organisatorisk ramme, hvor man i høj grad lokalt kunne udfolde sine egne projekter inden for temaet Det nærværende møde.

De fælles elementer i de lokale projekter bestod i, at der skulle arbejdes med inddragelse af borgere og pårørende, principperne i forbedringsmodellen skulle anvendes, og der skulle ansættes læringsagenter i alle kommuner, der skulle arbejde helt tæt på praksis. Samtidig var der planlagt et fælles lærings- og vidensdelingsperspektiv på tværs af kommuner og projekter gennem 3 læringsseminarer og møder med alle læringsagenter og lokale projektledere. Ansøgningen blev lavet online under nedlukningen, hvor det var svært at inddrage helt ud i praksis, hvor projekterne skulle udføres, fordi fokus lå et andet sted. Derfor blev det en bred ramme omkring temaet Omsorg og Nærvær. Ansøgningen indeholdt ikke konkrete mål eller en beskrivelse af, hvad de enkelte kommuner skulle levere andet end i budgettet. Det har givet benspænd, men også muligheder, som vi ikke ville have fået med en traditionelt afgrænset ansøgning.

Anvendelsen af faste modeller udfordrer

I projektansøgningen stod der, at vi ville anvende principperne i forbedringsmodellen. Det viste sig hurtigt, at der reelt ikke var ret mange i kommunerne med dybere kendskab til Forbedringsmodellen. Det stod også klart, at en uddannelse i modellen ville tage fokus fra det arbejde, der skulle foregå i praksis. Derfor endte det med, at læringsagenterne gennem oplæg på første læringsseminar og drøftelser i projektgruppen blev klædt på til at tage enkelte elementer med ud i praksis. Det handlede om fokus på dataindsamling og at stille skarpt på problemet før en indsats iværksættes. Alle anvendte de samme 5 spørgsmål som afsæt for dialog med lokale projektgrupper. Derudover var det vigtigt, at ejerskabet til udvælgelse af prøvehandlinger blev lagt ude hos frontpersonalet. Det betyder, at arbejdet med forbedringsmodellen har været forskelligt tilrettelagt ud fra de lokale forudsætninger, men fordi det har været en lidt løsere ramme, så har alle kommuner arbejdet med de elementer, der gav mening for dem. Faste modeller kan være en barriere for at få sparket godt gang i en indsats, hvis fundamentet ikke er der i forvejen, men her har den været brugt dynamisk og derfor er det lykkedes at få den til at være understøttende for arbejdet. På baggrund af erfaringerne bliver der udarbejdet et hæfte med inspiration til at arbejde med forbedringsarbejde fremover.

Udgangspunkt i hverdagspraksis

Ofte vil projekter være stort udtænkt med milepæle og målsætninger. Det har også være tilfældet i nogle af de deltagende kommuner. Grundet organisatoriske forandringer, covid-19 mv. blev der givet mere slip rundt omkring og indsatserne blev gentænkt, hvilket har været muligt på grund af den åbne ansøgning. Det har ført til, at man i højere grad har ladet medarbejderne i praksis definere, hvad der gav mening. For eksempel kunne et projekt være tænkt fra ledelsens side som et behov for en pårørendepolitik og skriftlig information men interviews med de pårørende førte til, at medarbejderne valgte at arbejde med hvilken viden og kommunikation de pårørende havde brug for samt hvordan man internt omtalte de pårørende. ligesom læringsagenterne mange steder har været meget tæt på hverdagen med observationer, anerkendelse og nudging.

Medarbejderne og lederne ude i praksis har været drivende for forskellen og afprøvningerne. I stedet for at opfinde nye løsrevne indsatser er der i stedet blevet videreudviklet og bygget ovenpå eksisterende praksis, ud fra hvad medarbejderne har fundet relevant at justere på. For eksempel møder der allerede findes, da det i en travl hverdag er svært at sætte nye refleksionsrum ind til medarbejderne. På den måde får det potentielt en mere blivende værdi, fordi implementeringen ikke kalder på syvmile skridt, men mere en tilpasning og et andet fokus. Samtidig har det vist sig at have stor værdi, at de gennem projektarbejdet har haft mulighed for at mødes i et mere åbent forum med deltagere fra andre enheder i kommunen, som har styrket de indbyrdes relationer og mulighed for sparring. Når projektgruppen, der består af deltagere fra alle kommuner, spørger deltagerne i projekterne, om deres indsats har haft værdi, og om deres tilgang til borgere og pårørende har ændret sig, så er svaret bekræftende. De bekræfter også, at det har haft en værdi og effekt ud over projektgrupperne lokalt. Medarbejderne er stolte over deres bidrag til forandringen og trives med at få lov til at være eksperterne. Det giver arbejdsglæde. Vi har en tilbøjelighed til at udforme stort anlagte projekter, men når vi snakker om kulturforandringer i mødet med borgere og pårørende, har det vist sig, at det ikke altid er dem, der får den mest blivende værdi. Skiftet i fokus og samtalerne der opstår i det daglige, når læringsagenterne er ude i praksis og medarbejdere, der får lov til at tage ejerskab for udformning, afprøvninger og tilpasninger med udgangspunkt i meningsskabelse i praksis giver nogle ringe i vandet, som rækker ud over projektperioden.

På den ene side har det været et benspænd, at ansøgningen har været meget åben, fordi det kunne være svært at finde fællesnævnere mellem projekterne og finde det rette fokus. Det har givet frustrationer på flere niveauer undervejs, men det har samtidig vist sig at være en gave at have mulighed for at sætte meningsskabelsen i fokus lokalt i kommunerne. Og her ved afslutningen af flere af de lokale projekter bliver det tydeligere, hvor givende benspændet har været og hvor mange fællesnævnere, der har vist sig at være.

Opdateret 06 SEP 2022