xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Fremtidens sundhedsaftaler kræver mere samarbejde

Sundhedsstyrelsen udgiver i dag en ny vejledning om sundhedsaftaler og sundhedskoordinationsudvalg, som sætter rammen for arbejdet med den kommende generation af sundhedsaftaler.

08 JUN 2018

Sundhedsstyrelsen udgiver i dag en ny vejledning om sundhedsaftaler og sundhedskoordinationsudvalg, som sætter rammen for arbejdet med den kommende generation af sundhedsaftaler.

Samarbejdet i sundhedsvæsenet skal fortsat styrkes for at sikre bedst mulig sammenhæng i patientforløb, som går på tværs af regioner, kommuner og almen praksis. Sundhedsaftalerne udgør allerede en af grundstenene i det tværsektorielle samarbejde i sundhedsvæsenet. Med den nye vejledning vil sundhedsaftalesystemet blive fornyet gennem fokus på politisk fastsatte mål for samarbejdet samtidig med, at aftalerne vil blive mindre bureaukratiske og administrativt tunge end før.

Det er hovedlinjerne i den nye vejledning om sundhedsaftaler, som bliver udgivet i dag. Sundhedsaftalerne bliver indgået mellem regionsråd og kommunalbestyrelserne i de kommuner, som ligger i regionen, og siden den første generation sundhedsaftaler blev indgået i 2007, har udviklingen været enorm. 

”Fremtidens sundhedsaftaler skal i langt højere grad forholde sig til, at mange patienter ikke har lineære forløb, men ofte bevæger sig rundt i sundhedsvæsnet og har behov for forskellige indsatser samtidigt. F.eks. har patienter med flere kroniske sygdomme og ældre medicinske patienter ofte forløb, der går på tværs af sektorerne i sundhedsvæsenet. Det stiller krav til kommuner, regioner og almen praksis om at samarbejde tæt og forholde sig til patienterne i et helhedsorienteret perspektiv, som ikke er afgrænset til en enkelt indsats eller sektor, siger Kirsten Hansen, der er sektionsleder i Sundhedsstyrelsen og tilføjer: 

”Sundhedsaftalerne er derfor et vigtigt redskab til at understøtte sammenhæng og koordination i patientens forløb og til at sikre, at den enkelte borger bliver tilbudt en indsats af høj og ensartet kvalitet uanset antal kontakter til sundhedsvæsnet.” 

Den nye vejledning fokuserer blandt andet på, at regioner og kommuner opstiller fælles, for-pligtende målsætninger for samarbejdet på sundhedsområdet, som bliver fastlagt med ud-gangspunkt i de nationale mål for sundhedsvæsnet. 

Et andet nyt element i vejledningen er, at regioner og kommuner fastlægger sundhedsaftalens målgrupper og indsatser ud fra en populations- og databaseret tilgang til de borgere, som er omfattet af sundhedsaftalen i den enkelte region. På den måde understøttes samarbejdet om at skabe mest mulig sundhed for borgerne, og der bliver lagt vægt på en proaktiv tilgang til blandt andet forebyggelse af sygdom. Desuden giver sundhedsaftalerne også mulighed for, at regioner og kommuner kan lave aftaler for udvikling og afprøvning af nye modeller for samarbejde. 

Læs vejledningen på Retsinfo her

Samtidig med at vejledningen udgives, har Sundheds- og Ældreministeriet udgivet en opdateret bekendtgørelse om sundhedskoordinationsudvalg og sundhedsaftaler. Læs bekendtgørelsen her