xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Pakkeforløbene for kræft i bugspytkirtel, galdegange og lever er samlet i en ny publikation

Sundhedsstyrelsen har samlet og revideret tre kræftpakkeforløb i én samlet beskrivelse af, hvordan forløbet for kræft i bugspytkirtel, galdegange og lever bør forløbe. Samtidig er de forløb, patienterne typisk gennemgår, beskrevet i materialer til henholdsvis almen praksis, patienter og pårørende.

01 JUN 2021

Baggrunden for at samle pakkeforløbene for henholdsvis kræft i bugspytkirtel, galdegange samt primær leverkræft i et fælles kræftpakkeforløb er, at indgangen til pakkeforløbet er ens for de tre kræftformer, fordi udredningen af de tre kræftformer bliver varetaget på de samme afdelinger. Det samlede pakkeforløb gør, at henvisningen til pakkeforløbet bliver mere enkel for almen praksis. Pakkeforløbet beskriver derfor ét samlet udredningsspor for de tre kræftformer og derefter tre forskellige behandlingsspor.

Det reviderede pakkeforløb giver som noget nyt også et samlet overblik over hele kræftforløbet, fra man bliver henvist, udredt og behandlet til opfølgningsforløbet. Der er desuden mere fokus på rehabilitering, lindring af smerter og symptomer (palliation) og håndtering af senfølger end i de tidligere pakkeforløb.

”Vi har fået udarbejdet materiale til både fagpersoner, patienter og pårørende, for det er vigtigt, at de alle har et indblik i det samlede forløb fra udredning og behandling til opfølgning af de tre kræftsygdomme. Det, vi gerne vil opnå, er, at patienterne ved, hvad de kan forvente, hvis de kommer ind i et pakkeforløb, og hvem der står for de forskellige opgaver undervejs i forløbet,” siger enhedschef Tanja Popp.

Pakkeforløbet skal sikre, at der er en høj faglig kvalitet i patientforløbet, en forbedret kræftoverlevelse, og at patienterne ikke oplever unødig ventetid.

Målet med pakkeforløbet er, at det faglige indhold hele tiden afspejler den nyeste viden på området. Derfor er udredning og behandling kun beskrevet overordnet i pakkeforløbet. Der bliver i stedet henvist til de Danske Multidisciplinære Cancer Gruppers landsdækkende kliniske retningslinjer, som løbende opdateres.

Pakkeforløbet er blevet udarbejdet i samarbejde med eksperter på området, samt repræsentanter fra blandt andet Kræftens Bekæmpelse og patientforeningen Pancreasnetværket.

Implementeringsfristen er d. 1. april 2022.

Pakkeforløb for kræft i bugspytkirtel, galdegange og lever