xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Samarbejde og fokus på ernæring i ældreplejen giver gode resultater

Halvdelen af alle ældre som modtager pleje er i risiko for at blive underernærede. Men en målrettet indsats kan afhjælpe problemet. Det viser erfaringer fra fem kommuner.

21 JAN 2022

Over halvdelen af alle ældre, der bor i plejebolig eller får hjælp fra hjemmeplejen, er i risiko for at blive underernærede. Underernæring og uplanlagt vægttab kan blandt andet føre til mere sygdom, øget dødelighed, nedsatte funktionsevner og dårligere livskvalitet samt større behov for hjælp i hverdagen.

5 kommuner har siden 2018 gennemført projekter, hvor formålet var at undersøge, om det er muligt at undgå eller forebygge underernæring. Projekterne er udformet forskelligt i de 5 kommuner, men den fælles overordnede erfaring er, at samarbejde og tværfaglige teams har en god effekt. Samlet set er det lykkedes at opnå stabiliseret vægt eller øget vægt hos 3 ud af 4 af de ældre, der deltog i projekterne. Mellem 100 og 450 ældre har været inkluderet i hvert af projekterne.

”Problemet med underernæring blandt ældre er velkendt, og alle personalegrupper omkring den ældre bør have viden om, hvilken betydning mad, måltider og ernæring har for den ældres livskvalitet, helbred og funktionsevne. Når diætister, ergoterapeuter, tandplejere, fysioterapeuter, madserviceleverandører og social- og sundhedspersonale arbejder sammen, giver det positive resultater for ældre med behov for hjælp til at holde eller øge vægten,” siger sektionsleder Helle Stentoft Dalum. 

Projekterne vurderer selv at øget kompetence om ernæring hos alle fagpersoner, som er i berøring med de ældre, bedre kendskab til andre faggruppers kompetence og kendte, effektive arbejdsgange har ført til mere opsporing, flere henvisninger og hurtigere og mere sammenhængende indsatser.

Læs mere om erfaringerne fra de 5 kommuner

 

Eksempler på en ernæringsindsats

  • Sygeplejefaglig udredning ved ernæringssygeplejerske
  • Dysfagiudredning ved ergoterapeut
  • Diætvejledning ved klinisk diætist eller ernæringssygeplejerske
  • Tværkoordinerende møde i hjemmet
  • Regelmæssig vejning ved plejepersonale
  • Vurdering af behov for visiterede ydelser, fx madservice og/eller måltidshjælp
  • Individuel dysfagiindsats ved ergoterapeut (spiseteknik, kostform, siddestilling, hjælpemidler mv.)
  • Henvisning til egen læge for yderligere udredning af uplanlagt vægttab, medicingennemgang og/eller synke-besvær
  • Faglig sparring ved tandlæge i forhold til mundhygiejne og optimering af mund- og tandstatus
  • Individuel behandling ved omsorgstandpleje eller støtte til behandling hos privat tandpleje