xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Udvidelse af kapaciteten til behandling af patienter med BED

Regioner og private aktører kan nu søge om midler til at udvide deres tilbud til at behandle patienter med Binge Eating Disorder (BED).

Tidsramme

Kapacitetsudvidelsen skal igangsættes 1. juni 2022 og afsluttes inden udgangen af 2025.

Baggrund

BED, også kaldet tvangsoverspisning, er en udbredt spiseforstyrrelse med alvorlige psykiske, fysiske og sociale konsekvenser, og der er fortsat behov for at styrke indsatsen for mennesker med BED. Der foreligger ikke danske tal for udbredelsen, men på baggrund af internationale tal anslås det, at BED forekommer hos 2-3 procent af befolkningen, svarende til 40.000-50.000 personer (i alderen 15-45 år) .

Med aftale om finansloven for 2018 blev der afsat i alt 61,7 mio. kr. i 2018-2021 til at udvide kapaciteten til behandling af personer med spiseforstyrrelse, herunder BED, i den regionale psykiatri og hos private aktører. Midlerne blev udmøntet til ni projekter og behandlingstilbud i både regioner og hos private aktører, hvoraf hovedparten er fokuseret på behandlingen af BED. Tilbuddene i projektet har oplevet stor søgning til behandlingstilbuddene. Derudover har en midtvejsevaluering, foretaget af BED-partnerskabet, vist, at 86,5 % af deltagerne i undersøgelsen, ikke længere lever op til diagnosekriterierne for BED efter endt behandling .

Det er fortsat vigtigt at fastholde de gode erfaringer fra de eksisterende behandlingstilbud og sikre, at patienter med BED fortsat har adgang til et behandlingstilbud. Der er derfor afsat midler til en ansøgningspulje, der er målrettet behandlingstilbud til patienter med BED.

Formål

Det overordnede formål med puljen er, at styrke indsatsen for patienter med BED, ved at videreføre og udvide behandlingskapaciteten til patienter med BED i den regionale psykiatri og hos private aktører. Med behandlingskapacitet forstås både sengekapacitet og kapacitet til ambulant behandling.

Hvem kan søge

Puljen kan søges af regioner og private aktører. Der lægges vægt på at videreføre eksisterende private og regionale behandlingstilbud til patienter med BED. Puljen kan dog også søges af andre aktører eller anvendes til at øge behandlingskapaciteten ved eksisterende tilbud målrettet patienter med BED.

Kriterier for udvælgelse af ansøgninger

I vurderingen af ansøgningerne vil der blive lagt vægt på følgende forhold i ikke-prioriteret rækkefølge:

  • Geografisk spredning
  • Dækning af både land og by
  • Behovsanalyse og patient/borgergrundlag og involvering
  • Sammenhæng med eksisterende tilbud i sundhedsvæsenet og samarbejde på tværs af sektorer
  • Videreudvikling af afprøvede metoder og udvikling af nye behandlingstilbud

Økonomi

Det samlede beløb, som udmøntes i ansøgningspuljen for perioden 2022-2025 er 47,6 mio. kr.

Ansøgningsfrist

Ansøgningen skal være Sundhedsstyrelsen i hænde senest 15. marts 2022 kl. 12.00

Ansøgningsmateriale

Puljeopslag

Ansøgningsskema

Vejledning til ansøgningsskema

Yderligere oplysninger

Sundhedsstyrelsen kan kontaktes i ansøgningsperioden vedr. spørgsmål til puljen.

Spørgsmål af faglig karakter kan rettes til:
Michael Axelsen, tlf.: 23 47 52 92, e-mail: miax@sst.dk

Spørgsmål vedrørende økonomi og administration kan rettes til:
Specialkonsulent Camilla Fleckenstein Vedsted Jacobsen, T 23 47 61 94, M cfvj@sst.dk

Opdateret 31 JAN 2022