xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Certificering af leverandører til friplejeboliger

Både enkeltpersoner og organisationer kan som virksomhed søge om certifikation som friplejeboligleverandør. Hvis virksomheden vil etablere sig som friplejeboligleverandør, skal den certificeres af Sundhedsstyrelsen.

Anpartsselskaber, fonde, selvejende institutioner og enkeltpersoner med CVR-numre er eksempler på de, der kan blive certificeret af Sundhedsstyrelsen til at levere ydelser til og udleje friplejeboliger uden at have en driftsoverenskomst med beliggenhedskommunen.

Friplejeboligerne skal altså ikke drives som virksomhed i en bestemt selskabsform.

Betingelser for certificering

Som minimum skal virksomheden for at få certifikation som friplejeboligleverandør kunne levere personlig pleje, praktisk hjælp og madservice efter servicelovens §§ 83 og 87.

Virksomheden kan også blive certificeret til at levere

  • rehabiliteringsforløb efter servicelovens § 83 a, 
  • socialpædagogisk bistand og træning efter servicelovens § 85,
  • genoptræning og vedligeholdelsestræning efter servicelovens § 86, 
  • ledsagelse efter servicelovens § 97, 
  • særlig kontaktordning efter servicelovens § 98 for personer, som er døvblinde 
  • tilbud af behandlingsmæssig karakter efter servicelovens § 102.

Det kan ske enten samtidig med ansøgning om at blive certificeret til at levere personlig hjælp og pleje efter servicelovens §§ 83 og 87, eller på et senere tidspunkt ved at sende en ny ansøgning.

Der kan ikke søges om at få certifikation til at levere andre ydelser efter serviceloven udover ovenstående.

Der kan heller ikke søges om at blive certificeret til at levere ydelser efter anden lovgivning, fx sundhedslovgivningen.

Som friplejeboligleverandør kan man kun indgå lejeaftale med en borger, hvis man har fået meddelt certifikation til at levere de ydelser, som borgeren er visiteret til af en kommune.

Ansøgning og certificering

Ansøg om at blive certificeret af Sundhedsstyrelsen ved at udfylde skemaet (Word), som du henter via linket nedenfor.
Ved ansøgningsskemaet er der en vejledning i at udfylde skemaet.
Man kan ansøge om at få certifikation som friplejeboligleverandør hele året.

Ansøgningsskema (Word)

Vejledning (PDF)

Kontakt ved spørgsmål

Skriv gerne til os i Ældre og demens: aed@sst.dk

 

Opdateret 16 FEB 2022