xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Forebyggelses­pakker: Beskæftigelsesområdet

Alkohol

Støtteindsats til børn og unge i familier med alkoholproblemer (G)

Kommunen etablerer en støtteindsats til børn og unge i familier med alkoholproblemer. Indsatsen skal tilpasses det enkelte barn eller unges behov, og der skal være mulighed for både individuelle og gruppebaserede indsatser. Tilbuddet skal ses i sammenhæng med tilsvarende indsatser for børn og unge i familier med stofproblemer samt andre sociale indsatser til sårbare børn og unge.

Inspiration til handling: ”Børn som lever med forældres alkohol- og stofproblemer”48, ”Børn i familier med alkoholproblemer – gode eksempler på kommunal praksis”16, ”En børnehavefe, en skolealf – og anden støtte til børn fra familier med alkoholproblemer”28, ”Når forældre har alkoholproblemer – pædagogisk støtte til børn i dagtilbud”29, ”Den nødvendige samtale – når samtalen handler om alkohol og barnets trivsel”27, ”Sårbare børn. Børn, forældre og rusmiddelproblemer”49, ”Når mor og far drikker – 8 faktablade”23.

Mental sundhed

Sikre særlig indsats til unge, der ikke er i uddannelse eller arbejde (G)

Kommunen sikrer en samordnet indsats for unge under 30 år, som hverken er i uddannelse eller arbejde. Indsatsen er til unge under 30 år, der er i stand til at gennemføre uddannelse eller tage arbejde, og indsatsen forudsætter bl.a. et samarbejde mellem den Forberedende Ungdomsuddannelse, jobcentre og evt. støtteindsatser.

Inspiration til handling: ”Den gode ungeindsats i jobcentrene”56, www.bmhandicap.dk (ift. eventuelle behov for støttefunktioner), www.cabiweb.dk (Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats).

Tilbud til sygemeldte borgere med stress (U)

I kommunalt regi tilbydes stressramte borgere hjælp med fokus på stresshåndtering og mestringsstrategier. Tilbuddene skal baseres på dokumenterede metoder, eksempelvis kognitiv adfærdsterapi, træning og/eller meditation med udgangspunkt i den enkeltes behov og præferencer.

Inspiration til handling: www.åbenogrolig.dk

Etablere tilbud til at håndtere angst og depression (G)

Kommunen tilbyder kursus i håndtering af angst og depression til borgere, som har eller er på vej til at udvikle angst og/eller depression. Kurset kan bl.a. fokusere på mestring af dagligdagen og sociale relationer. Kurset er ikke et behandlingstilbud og kan derfor ikke erstatte udredning og behandling.

Inspiration til handling: www.patientuddannelse.info (kursus ”lær at tackle angst og depression”), ”Evaluering af satspuljeprojektet: lær at tackle angst og depression - en randomiseret kontrolleret undersøgelse”57.

Understøtte tidlig opsporing af dårlig mental sundhed i jobcentre (G)

Kommunen understøtter tidlig opsporing af symptomer på dårlig mental sundhed i regi af jobcentre og henviser til relevante kommunale trivselsfremmende tilbud eller nærmere udredning i almen praksis for langvarig stressbelastning, angst og/eller depression. Der er gode erfaringer med at anvende WHO-5 på jobcentre til opsporing af dårlig mental sundhed.

Inspiration til handling: www.sst.dk - søg på ”guide til trivselsindekset: WHO-5” og ”Afsluttende evaluering af styrket sundhedsindsats for socialt udsatte og sårbare grupper – tidlig opsporing og indsatser i jobcentre”.

Overvægt

Tilbud til voksne med moderat overvægt, primært efter henvisning (G)

Kommunen har et forebyggelsestilbud til voksne med moderat overvægt, som ønsker at tabe sig. Tilbuddet retter sig primært mod borgere, hvor den praktiserende læge eller sygehuset vurderer, at der vil være et sundhedsmæssigt udbytte af et vægttab, og hvor en eventuel spiseforstyrrelse er udelukket. Indsatsen inddrager aktivt borgeren og omfatter mad og måltider, fysisk aktivitet og støtte til adfærdsændring samt en vurdering af psykosociale forhold. Kommunen sikrer, at tilbuddene også tilgodeser specifikke målgrupper, som kvinder, der har udviklet overvægt i forbindelse med graviditet, voksne med anden etnisk baggrund end dansk fra visse lande, borgere med psykisk sygdom og borgere med psykiske eller fysiske funktionsnedsættelser.

Inspiration til handling: ”Slutevaluering af satspuljen: ”Vægttab og vægtvedligeholdelse blandt svært overvægtige voksne”104, ”Små skridt til vægttab – der holder”105, ”10 veje til vægttab”106, www.diaetist.dk, www.altomkost.dk, ”Kortlægning af livsstilsinterventioner til børn og voksne med svær overvægt i regioner og kommuner”97, ”Forebyggelsespakke – Mad & måltider”1, ”Forebyggelsespakke – Fysisk aktivitet”2 og ”Forebyggelsespakke – Mental sundhed”3.

Seksuel sundhed

Handleplaner for støtte til barnets naturlige seksuelle udvikling (G)

Kommunen udarbejder fælles handleplaner med fokus på at understøtte børns seksuelle trivsel og udvikling i daginstitutioner, skoler, fritidstilbud mv. Heri præciseres ansvaret for at sikre et fagligt stærkt miljø og tilstrækkelige faglige kompetencer og handlemuligheder. Ledelse og personale i kommunens tilbud tager sammen aktivt stilling til, hvordan man forholder sig til og bedst støtter barnets naturlige seksuelle udvikling i den relevante aldersgruppe, samt hvordan der skabes et inkluderende og mangfoldigt miljø. Personale bør have tilstrækkelige faglige kompetencer til aktivt at understøtte et tolerant miljø for alle børn.

Inspiration til handling: ”Det kan være pinligt for forældrene. En national kortlægning af daginstitutioners håndtering af børns seksualitet”44 og ”Køn, seksualitet og mangfoldighed”45. Der kan desuden hentes inspiration hos Normstormerne på www.normstormerne.dk

Forebyggelse, opsporing og håndtering af mistanke om overgreb (G)

Kommunen sikrer, at institutioner for børn og unge har planer og retningslinjer for forebyggelse, opsporing og håndtering af mistanke om seksuelle overgreb både børn og unge imellem samt mellem voksne og børn og unge. Det er vigtigt, at planerne har relevant fagligt indhold og ikke bidrager til unødig frygt for overgreb og dermed til uhensigtsmæssig pædagogisk praksis. Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab skal aktivt støtte forebyggelsen af seksuelle overgreb ved bl.a. at styrke elevernes handlekompetencer og viden om grænsesætning.

Inspiration til handling: ”Den professionelle tvivl. Tegn og reaktioner på seksuelle overgreb mod børn og unge”46. Læs mere på www.socialstyrelsen.dk under punktet ”Børn” og dernæst ”Overgreb” eller på www.forebygovergreb.dk

Stoffer

Personalepolitik om brug af stoffer med tilhørende handleplan på kommunens arbejdspladser (G)

Kommunale arbejdspladser udarbejder politik med tilhørende handleplan om brug af stoffer på kommunale arbejdspladser. Handleplanen beskriver, hvordan mistanke og viden om brug af stoffer håndteres af medarbejdere. På arbejdspladser, hvor det er relevant, indtænkes et sikkerhedsaspekt, fx ved betjening af maskiner. Handleplanerne skal koordineres med handleplaner om alkohol, tobak og mental sundhed.

Inspiration til handling: ”Alkoholpolitikker og alkoholproblemer på arbejdspladsen”60, “Health and social responses to drug problems”57, “Misbrugspolitik og handlingsplan på arbejdspladsen”61.

Personale med borgerkontakt informerer om kommunens tilbud vedr. stoffer (G)

Ved bekymring om stofbrug informerer kommunens medarbejdere i skoler, ungdomsklubber, SSP, socialafdelinger, jobcentre, sundhedsplejen, specialtandplejen mv. om kommunens rådgivnings- og behandlingstilbud vedr. stoffer samt om de regionale familieambulatoriers tilbud til gravide, der bruger stoffer.

Tobak

Røgfri miljøer indendørs (G)

Kommunen indfører røgfri miljøer (uden rygekabiner og lignende) indenfor i lokaliteter, hvor kommunen har instruktionsbeføjelser, eller hvor kommunen kan stille krav til samarbejdspartnere. Det omfatter egne kommunale bygninger, sportshaller og fritidslokaler, samt leverandører af kommunale ydelser, fx beskæftigelsesindsatser, dag- og familiepleje.

Udbygning af samarbejde internt om henvisning til rygestoptilbud (G)

Kommunen udbygger samarbejdet internt med relevante afdelinger (jobcenter, børn- og ungeforvaltning, ældreplejen, den kommunale tandpleje mv.) så borgere systematisk spørges til deres rygevaner og tilbydes henvisning til rygestoptilbud i kommunen.

Inspiration til handling: ”Very Brief Advice – Meget kort rådgivning om rygestop”58, ”Ti skridt til god tobaksforebyggelse – den gode kommunale model”59.

Opdateret 04 APR 2019