xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Kighostevaccination til gravide

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide bliver vaccineret mod kighoste. Formålet er at beskytte nyfødte børn i de første levemåneder, før barnet selv kan blive vaccineret. Tilbuddet gælder indtil videre til og med d. 31. december 2022.

Hvad er kighoste?

Kighoste (pertussis) er en børnesygdom, der skyldes bakterien Bordetella pertussis. Kighoste er meget smitsomt og kendetegnes ved svære hosteanfald, hvor barnet ”kiger” (piber), når det trækker vejret efter et hosteanfald. Denne kigen kan dog være fraværende hos spædbørn.

Sygdommen er som regel ufarlig for større børn og voksne, men kan være alvorlig og er ofte indlæggelseskrævende hos spædbørn. Det er heldigvis sjældent, at der opstår alvorlige komplikationer, og i Danmark er vi gode til at behandle kighoste. Dødsfald sker meget sjældent, og der har ikke været dødsfald som følge af kighoste i Danmark siden 2010. Indlæggelse hos helt små børn er dog en stor belastning for både barn og forældre.

Vaccination mod kighoste indgår i børnevaccinationsprogrammet og gives ved 3, 5 og 12 mdr. samt en såkaldt booster-vaccination, når barnet fylder 5 år. Vaccinerede børn har mindre risiko for at få sygdommen og har som oftest et mildere forløb, hvis de får kighoste på trods af vaccination.

Læs mere om kighoste

Om tilbuddet

Formålet med kighostevaccination i graviditeten er at beskytte spædbørn i de første levemåneder, før barnet selv kan blive vaccineret i 3-måneders alderen samt inden barnet er fuldt vaccineret ved 12-måneders alderen.

Kighostevaccination i graviditeten er sikker for både mor og barn, og medfører god beskyttelse af barnet mod kighoste i månederne efter fødslen. 

Studier har vist, at kighostevaccination af gravide kan forebygge mellem 67 % og 86 % af kighostetilfælde hos spædbørn under tre måneder. Kighostevaccination i graviditeten er vist ikke at påvirke graviditet og fødsel negativt, ikke at give øget forekomst af komplikationer i spædbarnsalderen og at være sikker ift. amning. Ligesom for andre vaccinationer ses der primært bivirkninger i form af lokalreaktioner på indstikssted.

På baggrund af den eksisterende viden vurderer Sundhedsstyrelsen, at de gavnlige effekter ved vaccination af gravide mod kighoste under den aktuelle epidemi langt overskygger de potentielle skadevirkninger.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide vaccineres mod kighoste i forbindelse med anden eller tredje rutinemæssige graviditetsundersøgelse hos egen læge i hhv. uge 25 eller i uge 32 eller i forbindelse med anden kontakt i 3. trimester. Vaccinationen er gratis og gives som ét stik.

Gravide med mindre end én uge til forventet fødsel anbefales ikke vaccineret, da der ikke forventes forebyggende effekt for det nyfødte barn.

Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination mod kighoste i forbindelse med hver ny graviditet.

Sundhedsstyrelsen understreger, at barnet efter fødslen stadig bliver vaccineret som anbefalet i det danske vaccinationsprogram, og at dette sker i den anbefalede alder ved 3, 5 og 12 mdr. samt en såkaldt booster-vaccination ved 5 års alderen.

Man kan tjekke sit barns vaccinationsstatus på Sundhed.dk

Du kan få svar på mange spørgsmål hér på siden. Tal med egen læge, hvis du har yderligere spørgsmål.

 

Spørgsmål og svar

Hvad er formålet med kighostevaccination af gravide, og hvordan virker det?

Formålet er at beskytte det nyfødte barn, især i de første tre måneder inden, at barnet selv vaccineres mod kighoste. Vaccination af gravide virker ved, at den gravide danner antistoffer mod kighoste, som overføres til barnet.

Er kighostevaccination af gravide effektivt, og hvor længe holder effekten?

Kighostevaccination af gravide er vist at give høj beskyttelse til spædbørn i de første levemåneder, inden barnet selv kan vaccineres ved 3 måneder. Studier har vist, at kighostevaccination kan forebygge mellem 40 og 90% af kighostetilfælde hos spædbørn.

Selv om studier tyder på, at barnet muligvis beskyttes længere end de første 3 måneder, vurderes vaccination af den gravide ikke at kunne stå i stedet for vaccination af barnet. Barnet bør således stadig vaccineres som anbefalet i det danske vaccinationsprogram, og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at dette gøres til tiden ved 3, 5 og 12 mdr. samt en booster-vaccination ved 5-års alderen.

Er kighostevaccination af gravide sikker?

Kighostevaccination af gravide er sikker for både kvinden, fosteret og det nyfødte barn.

Kighostevaccinen er en såkaldt inaktiv vaccine, dvs. at den ikke indeholder nogen levende mikroorganismer. Sådanne inaktive vacciner er generelt fundet at være sikre at give til gravide.

Kighostevaccination i graviditeten er vist ikke at påvirke graviditeten og fødslen, ikke at give øget forekomst af komplikationer i spædbarnsalderen og at være sikker ift. amning. Ligesom for andre vacciner ses der primært bivirkninger i form af lokalreaktioner på indstikssted.

Hvornår i graviditeten kan jeg blive vaccineret, og hvad er årsagen til det valgte tidspunkt?

Kighostevaccination er vist at være sikker og effektiv fra fulde 16 uger og frem til én uge før forventet fødsel. Gravide med mindre end én uge til forventet fødsel anbefales ikke vaccineret, da der ikke forventes forebyggende effekt for det nyfødte barn.

Sundhedsstyrelsen anbefaler vaccination af gravide i forbindelse med anden eller tredje rutinemæssige graviditetsundersøgelse hos egen læge i hhv. uge 25 eller i uge 32 eller i forbindelse med anden kontakt i 3. trimester. 

Gravide, der venter mere end ét barn, og andre gravide, som er i risiko for at føde for tidligt, kan tilbydes vaccination tidligere og som led i deres forløb på sygehuset. Man kan dog tidligst blive vaccineret fra fulde 16 uger. 

Hvad er risici og bivirkninger ved kighostevaccination?

Bivirkninger i forbindelse med kighostevaccination er som oftest milde og forbigående i form af reaktioner på indstiksstedet, feber og almen sygdomsfornemmelse. Der ses sjældent alvorlige bivirkninger. Hvis du oplever mulige bivirkninger, bør du drøfte det med din læge.

Hvilken vaccine anvendes?

I det midlertidige tilbud anvendes vaccinen diTekiBooster fra AJ Vaccines. Vaccinationen gives i form af en kombinationsvaccine, der også dækker stivkrampe og difteri. Der findes ikke en vaccine, som kun dækker kighoste.

Vaccinen indeholder hjælpestoffer, herunder aluminiumsforbindelser, som hjælper immunsystemet til at danne et kraftigere respons, hvilket giver bedre beskyttelse. Der findes ikke tilgængelige vacciner mod kighoste, som ikke indeholder aluminium.

Jeg nærmer mig min termin eller er gået over tid – hvorfor kan jeg ikke vaccineres?

Vaccination mindre end én uge før fødslen er ikke vist med sikkerhed at medføre beskyttelse af barnet. Sundhedsstyrelsen finder derfor ikke, at der er grundlag for at anbefale vaccination af gravide, som har mindre end én uge til forventet fødsel. Dette gælder f.eks. gravide, som nærmer sig den fastsatte termin, eller hvor der er planlagt igangsættelse eller kejsersnit indenfor en uge m.v.

Jeg er ikke i målgruppen– hvad gør jeg så?

Selv om du ikke selv blev vaccineret som gravid, hjælper vaccination af andre gravide og børn også med at beskytte dit barn, fordi det begrænser smittespredning.

Du kan hjælpe med at beskytte dit barn og andres børn ved at sikre, at dit barn vaccineres til tiden ved 3, 5 og 12 mdr. samt en booster-vaccination ved 5 års alderen vaccineres som anbefalet i det danske vaccinationsprogram.

Hvor farligt er kighoste?

I Danmark er vi heldigvis rigtig gode til at behandle kighoste. Selv om mange børn under 6 mdr. får brug for indlæggelse, hvis de får kighoste, er det sjældent, at der opstår alvorlige komplikationer og endnu sjældnere, at vi ser dødsfald. I Danmark har vi ikke set dødsfald som følge af kighoste siden 2010.

Opdateret 29 APR 2022