Vaccination mod covid-19
Vaccination mod covid-19 beskytter mod alvorlig sygdom og indlæggelse. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du bliver vaccineret, hvis du er i øget risiko for et alvorligt forløb med covid-19, eller hvis du ikke er blevet vaccineret. Vi forventer, at vi kommer til at tilbyde booster-vaccination til udvalgte grupper igen til efteråret.
I efteråret og vinteren 2022/23 har Sundhedsstyrelsen anbefalet booster-vaccination til personer over 50 år og udvalgte målgrupper. Tilbuddet om booster-vaccination mod covid-19 udløb den 1. marts.
Der vil stadig være enkelte, som vil have brug for at blive booster vaccineret inden et forventet vaccinationsprogram går i gang i efteråret. Det kan for eksempel være patienter, der får en organtransplantation. De vil stadig have mulighed for at få en booster-vaccination, hvis lægen vurderer, at det er nødvendigt. Det er også stadig muligt for personer fra 18 år og opefter at blive vaccineret mod covid-19, hvis man ikke tidligere er blevet vaccineret.
Effekten af vaccination aftager over tid. Derudover kan nye varianter af coronavirus gøre, at beskyttelsen mod sygdom efter vaccination bliver lavere. Vi forventer derfor, at vi kommer til at tilbyde booster-vaccination til udvalgte grupper igen i efteråret. Sundhedsstyrelsen vil vurdere, hvilke grupper, der tilbydes vaccination, og hvornår de tilbydes vaccination.
For at forebygge, at covid-19 og andre smitsomme sygdomme spredes, er det generelt vigtigt at du følger Sundhedsstyrelsens smitteforebyggende råd.
Se de gode råd: Forebyg at blive smittet med covid-19 og influenza
Spørgsmål og svar om vaccination
1. Hvem kan blive vaccineret mod covid-19?
Vaccinationsprogrammet mod covid-19 for efterår- og vintersæsonen 2022/23 er afrundet pr. 1 marts 2023. For ganske få kan det dog stadig være relevant at blive vaccineret:
- Hvis du ikke tidligere er blevet vaccineret mod covid-19, anbefaler Sundhedsstyrelsen fortsat, at du bliver vaccineret. Dette gælder både 1. og 2. stik samt 1. booster-vaccination. Denne anbefaling gælder for alle personer over 18 år.
- I helt særlige situationer vil det også stadig være muligt at få en ekstra booster-vaccination mod covid-19 efter den 1. marts 2023, hvis din læge vurderer, at det er relevant for dig. Dette gælder for ganske få personer, eksempelvis personer, som har fået organ- eller knoglemarvstransplantation.
Vi forventer desuden, at vi kommer til at tilbyde booster-vaccination til udvalgte grupper igen i efteråret 2023.
2. Hvilke typer covid-19-vacciner bliver brugt i Danmark?
De vacciner, der bliver brugt i Danmark, er mRNA-vacciner. Sundhedsstyrelsen har tilbudt variantopdaterede mRNA-vacciner i efterårets vaccinationsprogram for 2022/23. Alle de covid-19 vacciner, der bruges i Danmark, er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur.
Du kan læse mere på Lægemiddelstyrelsens hjemmeside
Sådan virker mRNA-vaccinerne
3. Hvilke bivirkninger har vaccinerne?
De mest almindelige bivirkninger ved covid-19 vaccination er milde og varer ikke længe og vi anser vaccinerne for at være meget sikre og veldokumenterede. Bivirkninger kan være træthed, hovedpine, muskel- og ledsmerter, kulderystelser, let temperaturstigning samt rødme og hævelse der, hvor du er blevet stukket.
Risikoen for alvorlige bivirkninger er meget lille og på niveau med andre vaccinationer. I meget sjældne tilfælde kan der ses allergiske reaktioner, hjertehindebetændelse (perikarditis) eller hjertemuskelbetændelse (myokarditis).
Læs mere hos Lægemiddelstyrelsen om indberettede bivirkninger ved covid-19 vaccinerne
4. Hvordan bliver jeg vaccineret?
Efterårets booster-vaccinationsprogram er afrundet, men hvis du ikke tidligere er blevet vaccineret mod covid-19, kan du kontakte din region eller tale med din læge, hvis du ønsker at blive vaccineret. Din region kan oplyse dig, hvor du kan blive vaccineret.
Du kan læse mere på din regions hjemmeside.
- Region Hovedstaden: www.regionh.dk
- Region Sjælland: www.regionsjaelland.dk
- Region Syddanmark: www.regionsyddanmark.dk
- Region Midtjylland: www.rm.dk
- Region Nordjylland: www.rn.dk
5. Skal jeg vaccineres igen?
Sundhedsstyrelsen har besluttet, at der ikke skal tilbydes yderligere booster-vaccination på nuværende tidspunkt. Det skyldes, at både international forskning og danske data viser, at man er godt beskyttet mod alvorlig sygdom med covid-19, hvis man har fået en booster-vaccination i løbet af efteråret og vinteren 2022/23.
Sundhedsstyrelsen følger smitteudviklingen for covid-19. Det er forventet, at der bliver behov for at vaccinere udvalgte grupper mod covid-19 igen til efteråret 2023, da vi forventer, at effekten af vaccination vil falde med tiden. Sundhedsstyrelsen vil begynde at planlægge efterårets vaccinationsprogram i løbet af foråret/sommeren 2023.
6. Anbefaler I stadig, at man bliver vaccineret mod covid-19, hvis man endnu ikke er vaccineret?
Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat, at du bliver vaccineret, hvis du er 18 år eller ældre og ikke tidligere er blevet vaccineret mod covid-19. Det gælder både 1. og 2. stik samt 1. booster-vaccination.
Risikoen for et alvorligt forløb mod covid-19 er større, jo ældre man er. Derfor er det særligt vigtigt at blive vaccineret, hvis du er ældre.
Børn og unge får kun meget sjældent et alvorligt forløb med covid-19, og vaccination beskytter kun i begrænset omfang mod at smitte andre med de varianter, der findes nu. Derfor anbefaler vi ikke længere, at børn mellem 5 og 17 år bliver vaccineret som et generelt tilbud. Børn og unge, der er i øget risiko på grund af sygdom eller en medfødt lidelse, kan blive vaccineret, hvis lægen anbefaler det.
Vi anbefaler, at du bliver vaccineret, også selvom du tidligere har været smittet. På den måde passer du bedst på dig selv.
7. Skal jeg vaccineres, hvis jeg er gravid?
Vaccinationsprogrammet mod covid-19 for efterår- og vintersæsonen 2022/23 er afrundet pr. 1 marts, og det gælder også for gravide.
Sundhedsstyrelsen anbefaler fortsat, at du bliver vaccineret, hvis du er gravid og ikke tidligere er blevet vaccineret mod covid-19. Dette gælder både 1. og 2. stik samt 1. booster-vaccination. Vaccination vil nemlig være med til at beskytte både dig som gravid, men også dit barn i maven. Hvis du er gravid og skal vaccineres for første gang, anbefaler vi vaccination fra 1. trimester.
Hvis du har fået 1.og 2. stik samt 1. booster-vaccination, anbefaler vi ikke yderligere covid-19 vaccinationer for nuværende.
8. Kan jeg selv købe en booster-vaccine mod covid-19?
Fra 15. november 2022 har det været muligt at tilkøbe booster-vaccination, hvis man ikke er omfattet af et aktuelt vaccinationsprogram.
Læs mere på coronasmitte.dk/vaccination