xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Symptomer på blærebetændelse behøver ikke betyde antibiotika

18. november er det europæisk antibiotikadag, og i år er der fokus på den stigende brug af antibiotika til behandling blærebetændelse.

18 NOV 2016

18. november er det europæisk antibiotikadag, og i år er der fokus på den stigende brug af antibiotika til behandling blærebetændelse.

Blærebetændelse og andre urinvejsinfektioner rammer mange kvinder - især kvinder, der er under 30 år, og kvinder over 70 år. Tit er behandling med antibiotika ikke nødvendig, fordi symptomerne kan skyldes andre ting, hvor det ikke hjælper at tage antibiotika. Derfor sætter Sundhedsstyrelsen i forbindelse med årets antibiotikadag i samarbejde med en række andre organisationer fokus på, hvad man kan gøre ved problemet – og ikke mindst hvad man ikke skal gøre. 

”Når man som ung kvinde prøver at have symptomer fra urinvejene for første gang, kan det være svært at vide, hvad man skal gøre ved det. Her er det vigtigt at snakke med lægen, for symptomerne kan skyldes meget andet end blærebetændelse. Det er også vigtigt at blive klar over, hvordan man forebygger at få symptomerne,” siger Bolette Søborg, der er afdelingslæge i Sundhedsstyrelsen.

Yngre kvinder har fået flere recepter på antibiotika til behandling af symptomer på blærebetændelse i de sidste ti år. Derfor er det vigtigt, at de får viden om, hvordan man forebygger og udreder symptomerne.

”Antibiotika hjælper kun, hvis der er bakterier i urinen. Derfor er det kun din læge, der kan fortælle dig, om du skal have antibiotika. Ved at undersøge din urin kan lægen finde ud af, om der er bakterier i den. Det er derfor, det også er så vigtigt at få stillet den rigtige diagnose, så du kan få den rigtige behandling og undgå overbehandling og i værste fald resistente bakterier,” siger Bolette Søborg.

Det er altid en dårlig idé at bruge resterne af andres antibiotika. Ofte er antibiotisk behandling ikke nødvendig, og overbehandling med antibiotika kan også føre til unødvendige bivirkninger og udvikling af resistente bakterier. Man skal i stedet gå til lægen og blive undersøgt.

Antibiotika eller ej