xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Brugbare byer for seniorer

Sundhedsstyrelsen har udgivet et idékatalog og en værktøjskasse som inspiration til kommunale forvaltninger, organisationer, rådgivere og andre, der arbejder med og har ansvar for vores byer og byrum.

Omkring hver 5. borger i Danmark er 65 år eller ældre. Og andelen af ældre i befolkningen er støt stigende. Derfor er behovet for at udvikle brugbare byer for seniorer højaktuelt.

Ved Sundhedsstyrelsens webinar i april 2021, om hvordan man kan gøre byer mere brugbare for seniorer, blev et idékatalog og en værktøjskasse præsenteret.

Med idékataloget og værktøjskassen kan man blandt andet blive klogere på:

  • hvad der karakteriserer en brugbar by for seniorer
  • hvilke fysiske rammer, der stimulerer et godt hverdagsliv og gode oplevelser i byen for alle borgere og specifikt de 65-årige og ældre.

I webinaret deltog blandt andre Mads Biering la Cour, der er chef for Sundhedsstyrelsens enhed Ældre og demens, sammen med daværende social- og ældreminister Astrid Krag og Katrine Lester, direktør i Danske Seniorer, med flere.

Webinaret "Hvordan kan du gøre din by mere brugbar for seniorer", 29. april 2021

Bag om analysen

Der er gennemført interviews i både store og små byer i landets fem regioner, og der er foretaget observationer i mange forskellige slags byrum. Mere end 50 seniorer mellem 65 og 99 år har deltaget i interviews. På denne baggrund blev der identificeret seks overordnede behov.

Analysen baserer sig desuden på litteraturstudier, interview med en lang række eksperter samt en afdækning af fremtidstrends, som er relevante for byudvikling målrettet seniorer.

Materialer

Idékataloget og værktøjskassen er lavet med udgangspunkt i analysen af seniorers behov i byen.

  • Idékataloget har til formål at inspirere politikere, kommunale forvaltninger, organisationer, rådgivere og andre, der arbejder med og har ansvar for vores byer og byrum. Idékataloget vil vise, hvad der kan gøre en by brugbar for seniorer – uanset om det er en landsby, provinsby, forstad eller storby.
  • Værktøjskasse er et supplement til idékataloget med eksempler på byer og byrum, der er brugbare for seniorer. Værktøjskassen giver inspiration til, hvornår og hvordan seniorer kan involveres, hvilke udfordringer det er værd at være opmærksom på, når seniorer involveres i byudvikling, samt hvordan en masse borgerideer kan bearbejdes og udmunde i en fremtidsorienteret løsning.
  • Ud over idékataloget og værktøjskassen er der en lille folder med nogle af de temaer og spørgsmål, som er uddybet i de to publikationer.
  • En kort animationsfilm beskriver med citater de seks overordnede seniorbehov i byen.

Se materialerne samlet her

Se "Aftale om satspuljen på ældreområdet for 2019-2022"

Opdateret 03 FEB 2023