xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Alkohol og sygdomme

Alkohol har stor betydning for folkesundheden i Danmark.

Alkohol er et organisk opløsningsmiddel og et kræftfremkaldende stof, som øger risikoen for en lang række sygdomme og er skyld i for tidlig død. Et stort alkoholforbrug kan være årsag til mere end 200 kroniske og akutte tilstande og sygdomme. Det inkluderer blandt andet forgiftning, alkoholafhængighed, leversygdom, forhøjet blodtryk, hjertesygdom, bugspytkirtelbetændelse og en række kræftsygdomme som brystkræft, hoved-halskræft og forskellige kræftformer i mave-tarmkanalen. Det er særligt alkohols kræftfremkaldende egenskaber, der gør, at intet alkoholforbrug er risikofrit for helbredet. Et stort forbrug af alkohol kan desuden føre til omfattende psykosociale konsekvenser for den enkelte og dennes familie og netværk samt øge risikoen for blandt andet vold, selvmord og ulykker.

Opgørelser viser, at omkring 2.500 dødsfald i Danmark hvert år kan relateres til alkohol, enten som den primære eller medvirkende dødsårsag. Det svarer til 5 % af alle dødsfald. Tre ud af fire alkoholrelaterede dødsfald sker blandt mænd.

Der er stor social ulighed i Danmark, når det gælder sygdomme og dødsfald som følge af et stort alkoholforbrug. Borgere med kortere uddannelse har højere andele af tidlige dødsfald, indlæggelser og ambulante kontakter til sygehusvæsenet, mens borgere med længere uddannelser har højere andele af alkoholrelaterede lægekontakter, langvarige sygedage og førtidspensioner.

Rapporter om alkohol og sygdomme

Sundhedsstyrelsens udmeldinger om alkohol

Sygdomsbyrden i Danmark

Alkoholstatistik

Alkohol og helbred (historisk)

Alkoholrelaterede helbredskonsekvenser

Opdateret 16 MAR 2023