xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Skip to content

Sorø Kommune: Differentier indsatsen omkring forældreinvolvering

I Sorø foregår forældreinvolveringen primært på infocaféer afholdt på folkeskolerne og byens eneste ungdomsuddannelse. Men både metoder og form tilpasses den enkelte skole, så man sikrer den mest effektive inddragelse.

I Sorø Kommune danner infocaféer for forældre på kommunens skoler og ungdomsuddannelse en vigtig ramme om forældreinddragelsen. Konceptet har dog undergået en stor udvikling undervejs i pilotfasen, fordi man hele tiden har evalueret praksis. Sorøs insisteren på at tage ved lære undervejs og ikke mindst erkendelse af, at man ikke kommer langt med en one size fits all-tilgang til forældremålgruppen, betyder, at infocaféerne i dag er tilpasset den enkelte skole. Fx oplevede man problemer med at få forældrene til at komme til infocaféen på en af skolerne. Derfor integrerede man infocaféen som en del af afslutningen på en temauge omkring forebyggelse, hvor eleverne skulle fremvise produktioner for forældrene. Det viste sig at være effektivt.

På alle infocaféerne, uanset skole og klassetrin, præsenteres forældrene for viden om rusmidler og beskyttende faktorer samt helt lokale data. Programlederen for Fælles om ungelivet i Sorø Kommune præsenterer lokale data, og fagfolk inviteres ind for at holde oplæg om forskellige temaer, som ungeprofilundersøgelsen har peget på som relevante. Denne del foregår i plenum for alle forældre på en årgang. På et par af skolerne efterfølges denne seance af en workshop ude i klasserne, hvor forældrene med udgangspunkt i den data og viden, de netop har fået, sammen skal reflektere over, hvordan de som forældre kan adressere udfordringer og understøtte en god og sund klassekultur. Disse workshops har givet meget konkrete afkast som fx fælles aftaler omkring alkohol, brug af sociale medier mm.