xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Konference: Understøt det gode pårørendesamarbejde i ældreplejen

Sundhedsstyrelsen inviterer til konference om det gode pårørendesamarbejde den 7. juni i Odense. Her kan du få viden, inspiration og nye materialer om pårørendesamarbejdet. Du kan også deltage i workshops, erfaringsudveksle og netværke på tværs.

Samarbejdet med pårørende er en stor del af hverdagen i ældreplejen. Ofte fungerer det rigtig godt, men det kan også gå i hårknude og føre til konflikter og mistillid – og det påvirker både den pårørende selv, borgeren og medarbejderne. Et godt pårørendesamarbejde kræver en faglig indsats både hos den enkelte medarbejder, i ledelsen af plejeenheden, og fra centralt hold i kommunen/forvaltningen. Men hvordan griber I det an?

Gennem godt to år har Sundhedsstyrelsen haft særligt fokus på pårørendesamarbejdet i ældreplejen og udviklet en lang række materialer, der kan hjælpe jer i ældreplejen med at understøtte et godt pårørendesamarbejde, hvad enten I er leder eller medarbejder i ældreplejen eller arbejder med hele kommunens indsats på pårørendesamarbejdet i forvaltningen.

Derfor inviterer vi nu til konferencen ”Understøt det gode pårørendesamarbejde”, hvor du bl.a. vil få præsenteret Sundhedsstyrelsens nye materialer om pårørendesamarbejde, du vil kunne få den nye pårørendehåndbog, og du vil få en masse nye vinkler på og inspiration til pårørendesamarbejdet.

Program

Dagen vil bestå af en blanding af oplæg, drøftelser og workshops, der ser på pårørendesamarbejdet fra forskellige vinkler – organisationen, medarbejderne, driften, ledere, pårørende. På konferencen vil du bl.a. møde:

  • Ældreministerens perspektiv: Ældreminister Mette Kierkgaard giver sit perspektiv på vigtigheden af pårørendesamarbejdet i ældreplejen
  • Sundhedsstyrelsens perspektiv: Sektionsleder Helle Dalum fra enhed for Ældre og demens fortæller, hvorfor Sundhedsstyrelsen mener pårørendesamarbejdet også er en vigtig faglighed i ældreplejen
  • De pårørendes perspektiv: Marie Lenstrup, formand for Pårørende i Danmark, stiller spørgsmålet "Hvad synes du inddragelse betyder?"
  • Den kommunale leders perspektiv: Gitte Nørgaard, chef for sygepleje og hjemmepleje, Herning Kommune og NN plejehjemsleder taler om gevinster ved pårørendesamarbejdet
  • FOA’s perspektiv: Louise Brandstrup, Sundhed- og Servicesektorformand FOA Sydfyn om pårørendesamarbejdet i krydsfeltet mellem faglighed og følelser
  • Ekspert i kropssprogs perspektiv: Jesper Bergstrøm bl.a. kendt fra TV programmerne 'taler du kropssprog'  dykker ned i relationsarbejdet med udgangspunkt i adfærdspsykologi og kropssprog. 

På konferencen kan du deltage på to af nedenstående workshops:

  1. Styrk den relationelle faglighed i det nære samarbejde med pårørende
  2. Pårørendepolitik – fra papir til praksis
  3. Invitér de pårørende ind i de formelle beslutningsrum
  4. Pårørendesamarbejdet som en del af en arbejdsmiljøindsats
  5. Husker vi alle pårørende?
  6. Pårørendetrivsel fra a til z

Du kan læse mere om indholdet af workshopsne nedenfor og på tilmeldingssiden.

Hvem kan deltage?

Konferencen er målrettet ledere og medarbejdere i ældreplejen herunder udviklingskonsulenter, arbejdsmiljørepræsentanter, pårørendevejledere og medarbejdere i forvaltningen og civilsamfundsorganisationer, der i det daglige arbejder med det gode pårørendesamarbejde på ældreområdet.

Praktisk info og tilmelding

Konferencen afholdes den 7. juni fra kl. 9-15.30 på Hotel Comwell i Odense.

Tilmeld dig

Se det foreløbige program

Det er gratis at deltage, men husk at tilmelde dig senest den 31. maj. Pladserne fordeles efter først til mølle-princippet. Er konferencen overbooket, forbeholder Sundhedsstyrelsen sig ret til at afvise interesserede, der tilmelder sig, men ikke tilhører målgruppen. Det gør vi for at sikre plads til hovedmålgruppen for konferencen.


Workshop 1: Styrk den relationelle faglighed i det nære samarbejde med pårørende
Sundhedsstyrelsen fortæller om baggrunden for håndbogen om pårørendesamarbejde, e-læring og andre redskaber og metoder. Gennem gruppeøvelser og diskussioner undersøger vi sammen, hvordan Sundhedsstyrelsens kompetenceudvikling på pårørendeområdet kan bruges hos jer.

Workshop 2: Pårørendepolitik – fra papir til praksis
På workshoppen kommer du med i maskinrummet og møder kommuner, der har forskellige erfaringer med at udarbejde en pårørendepolitik – og med at få den til at leve i praksis.

Workshop 3: Invitér de pårørende ind i de formelle beslutningsrum
Workshoppen har fokus på, hvordan pårørende kan inddrages i formelle fora og organisatoriske beslutninger i ældreplejen som fx bruger- og pårørenderåd, bestyrelser, tilsyn, tilfredshedsundersøgelser mv.

Workshop 4: Pårørendesamarbejdet som en del af en arbejdsmiljøindsats
Har I overvejet muligheden for at involvere TRIOer eller MED-udvalg, enten lokalt eller i hovedorganisationen, til at sætte pårørendesamarbejdet på dagsordenen? På workshoppen undersøger vi,hvad skal der til, og hvilke gevinster der er for arbejdsmiljøet ved at gøre det.

Workshop 5: Husker vi alle pårørende?
Vi drøfter forskellige tilgange til at forstå og imødekomme forskellige pårørende og bruger det som afsæt for at drøfte jeres konkrete udfordringer. Sammen undersøger vi, hvordan vi bedst giver forskellige pårørende, de samme muligheder for at navigere i ældreplejen.

Workshop 6: Pårørendetrivsel fra a til z
Hvad er ”pårørendetrivsel”, og hvordan kan vi understøtte det bedst muligt? Hvordan er kommunens rammer og civilsamfundets rolle ift. at støtte og hjælpe pårørende, hvad fungerer godt og mindre godt? Workshoppen vil bestå af oplæg og gruppedrøftelser.

Hjælper og pårørende taler sammen