xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
English

Genoptræning og rehabilitering

Formålet med genoptræning er, at borgeren kan vende tilbage til hverdagen på den bedst mulige måde, fx efter et længere sygdomsforløb. Målet er at genoptræne det, man kunne før – både når det gælder kroppens funktioner og de daglige aktiviteter. Formålet med rehabilitering er at hjælpe borgeren til en hverdag, der er så selvstændig og meningsfuld som muligt.

Genoptræning kan fx fokusere på at træne bevægeapparatet, sanserne, de mentale funktioner, bevægelse og færden, og omsorg for sig selv.

Hvis du bliver udskrevet efter et sygdomsforløb eller på anden måde har brug for genoptræning, kan du under visse omstændigheder få bevilget gratis genoptræning i regionalt eller kommunalt regi.

Rehabilitering dækker over en række indsatser til borgere, der har eller er i risiko for at miste dele af deres fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne.

Rehabilitering kan både omfatte behandling af forskellig art, fysisk træning, psykosociale indsatser, støttende og kompenserende indsatser og indsatser rettet mod uddannelse og beskæftigelse. Det primære ansvar for rehabilitering ligger i kommunen og dækker flere lovgivningsområder, herunder sundheds-, social-, beskæftigelses- og undervisningslovgivningen.

I Sundhedsstyrelsen arbejder vi med rehabilitering rettet mod flere målgrupper, herunder mennesker med kroniske lidelser eller i risiko for at få en kronisk lidelse, og mennesker på tværs af diagnoser og helbredstilstande. 

Opdateret 03 AUG 2022