xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

To nye vejledninger om strålebeskyttelse sendes i høring

Sundhedsstyrelsen har udarbejdet nye vejledninger til fagpersoner om nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger samt om graviditet og ioniserende stråling

19 DEC 2022

Der findes flere former for medicinske undersøgelser og behandlinger, der er baseret på ioniserende stråling. Det kan både være røntgenundersøgelser, stråleterapi eller nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger.

Inden for nuklearmedicin bruges radioaktive lægemidler til diagnostik og behandling af en række sygdomme. Vejledningen om brug af strålekilder til nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger beskriver, hvordan hospitalsafdelinger, der udfører undersøgelser og behandlinger med radioaktive lægemidler, kan efterleve kravene i strålebeskyttelseslovgivningen. Der er bl.a. anvisninger til, hvordan afdelingerne ansøger om tilladelse, hvordan en nuklearmedicinsk afdeling indrettes, hvilke kompetencepersoner der kræves, og hvordan radioaktivt affald håndteres. Derudover beskrives de specielle krav til medicinsk anvendelse af strålekilder, som sikrer strålebeskyttelsen for patienten.

Undersøgelser eller behandlinger baseret på ioniserende stråling udføres nogle gange på patienter, der er eller kan være gravide. I enkelte tilfælde kan disse undersøgelser og behandlinger medføre væsentlige stråledoser til fosteret. Vejledningen om graviditet og ioniserende stråling gennemgår de punkter, der bør overvejes, med henblik på strålebeskyttelse af fosteret. Vejledningen dækker alle former for medicinske undersøgelser og behandlinger, hvor der benyttes ioniserende stråling. Den er baseret på anbefalinger fra den internationale strålebeskyttelseskommission, ICRP, og det internationale atomenergiagentur, IAEA. I vejledningen henvises også til relevante regler i strålebeskyttelseslovgivningen.

Vejledningerne kan findes på høringsportalen:

Vejledning om nuklearmedicinske undersøgelser og behandlinger

Vejledning om graviditet og ioniserende stråling