Sådan gør andre
Her finder I eksempler på, hvordan andre har arbejdet med tiltag og redskaber til at styrke værdigheden omkring livets afslutning.
I Svendborg Kommune har projektet ”Min sidste tid” givet medarbejderne redskaber til at afstemme forventninger til borgerens sidste tid. I Esbjerg har man gjort sig erfaringer med effekten af at støtte pårørende som en del af at sikre en værdig død for borgeren. Og i Midtjylland har en instruks på tværs af kommuner, hospital og praktiserende læger hjulpet flere borgere med at få ro og lov til at dø.
Læs mere i casehistorierne
Den sidste tid i Aalborg
Aalborg Kommune deltog fra 2017-2022 i Dansk Selskab for Patientsikkerheds projekt Den sidste tid med støtte fra Sundhedsstyrelsens pulje til at styrke omsorg og nærvær i ældreplejen.
Aalborg Kommune ønskede med projektet at sikre flere og bedre samtaler med de borgere, der er tilknyttet Aalborg Kommunes ældrepleje om deres ønsker til den sidste levetid. En del af målet var også – i samarbejde med lægerne – at sikre rettidige beslutninger om pleje- og behandlingsniveau.
Kommunens 36 plejecentre har alle arbejdet med lokale initiativer, som tager udgangspunkt i det, som det enkelte plejecenter finder meningsfuldt og har behov for.
Som led i projektet blev der lavet otte korte film med viden og gode idéer til forskellige faser af den sidste tid. Se de otte film i højre side.