Videnscenter for sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold
Et af initiativerne fra LGBT+-handlingsplanen i 2018 var etablering af et videnscenter, hvis formål er at udvikle og udbrede viden om sundhedsfaglig hjælp til transkønnede på sundhedsområdet. Under den nye LGBT+ handlingsplan fra 2022 videreføres dette videnscenter.
Udvikling og udbredelse af viden og erfaringer er et vigtigt element i at sikre kvalitet i den sundhedsfaglige hjælp til transpersoner. Sundhedsfaglig hjælp til transpersoner er desuden et område, som er i hastig udvikling. Både i Danmark og i de lande, vi normalt sammenligner os med, ser vi en markant større antal transpersoner, der efterspørger sundhedsydelser sammenlignet med for blot få år siden.
Derfor blev der i 2019 etableret et videnscenter for sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold i Sundhedsstyrelsen. I LGBT+ handlingsplanen fra 2022 er der afsat i alt 3,4 mio. kr. over en treårige periode (2022-2025) til at videreføre videnscenteret.
Organisation
Videnscenteret består organisatorisk af sundhedsfaglige repræsentanter og repræsentanter fra brugerorganisationer. Videnscenteret er organisatorisk forankret i Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen er forperson for Videnscenteret samt varetager sekretariatsfunktionen.
Opgaver
Videnscenter for sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold bidrager til national vidensopsamling og vidensdeling i forhold til udrednings- og behandlingsindsatsen samt patienttilfredshed.
Centeret understøtter bl.a. fælles forskning og samarbejde på tværs af landet samt dialog mellem brugerorganisationer, fagpersoner og Sundhedsstyrelsen. I forbindelse med etablering og drift af videnscenteret er der også afsat midler til udmøntning gennem puljer.
Puljer
I regi af LGBTI-handlingsplanen 2018-2021 er der afsat midler over en treårig periode til etablering og drift af videnscenteret, heraf udmøntes i alt 4.000.000 kr. til forskning og vidensafdækning fordelt med 3.500.000 kr. til forskning i sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og 500.000 kr. til en pulje om vidensafdækning om årsager til afbrydelse af medicinsk behandling, selvmedicinering mv. ved kønsidentitetsforhold.
I regi af LGBT+ handlingsplanen 2022-2025 er der afsat yderligere midler over en toårig periode til udmøntning, heraf udmøntes i alt 2.900.000 kr. til forskning i 2024 og 2025.
Læs mere om puljerne her:
Pulje: Vidensafdækning af årsager til afbrydelse af medicinsk behandling, selvmedicinering mv. ved kønsidentitetsforhold (LGBTI-handlingsplanen 2018-2021)