xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Omsorgsstilladset på bristepunktet

I Herning Kommune anvender vi den videobaserede metode, Marte Meo, til at skabe sammenhæng og vidensdeling i projekt Tid til at lære – Tid til at leve.

Af Gitte Henriksen, Marte Meo-supervisor og Projektleder og Jasmin Al-assadi, Projektleder i Herning Kommune

Hovedformålet er at styrke omsorg og nærvær i demensomsorgen, ved at anvende den for os allerede velkendte Marte Meo metode i nye konstellationer. Det innovative i projekt Tid til at lære – Tid til at leve, er at ideudviklingen er startet hos pårørende til mennesker med demens og personalet, der arbejder indenfor hele ældreområdet. Projektet består af tre elementer:

Læring på individuelt niveau - vi inviterer pårørende til at blive medrørende ved at de tilbydes Marte Meo-forløb for derved at skabe læring.

Læring og kompetenceudvikling på lokalt niveau – Lokalt skaber vi kompetenceudvikling så personalet, som er tilknyttet mennesker med demens og deres pårørende, får tilbudt Marte Meo terapeut uddannelser, kurser og forløb.

Læring på nationalt niveau - Nationalt skaber vi i samarbejde med Alzheimerforeningen Marte Meo filmmateriale, som bliver frit tilgængeligt for alle i sommeren 2022.

Nu er vi et år henne i projektet, vi har været på omveje, genveje og nye veje, hvor vi har mødt nogle heftige modstandere forklædt som Covid-19 og rekrutteringsudfordringer. Fortællingerne herunder viser hverdagen og dens op- og nedture, som er fanget på video, som en del af projektet.

Lad os sammen tage et kig indenfor i Sundhed og Ældre i Herning Kommune og være ”flue på væggen”, en helt almindelig tirsdag morgen.

Kl. 7.05 på dagens morgenbriefing, er der blevet fortalt, at der desværre er fire sygemeldinger og ingen afløsere at få ind. Medarbejderen der overbringer disse ord, kigger ned i gulvet idet hun siger, ”så vi må hjælpe hinanden i mål med at få dagen løst”. De fleste andre medarbejdere kigger også ned i gulvet mens de tænker på gårsdagen, hvor næsten det samme scenarie udspillede sig. Kroppen mærker stadig de lidt for mange og for hurtige skridt og hovedet husker forbavsende tydeligt, alle de fortvivlende blikke, de måtte forlade med ordene, ”jeg er desværre nødt til at skal gå nu”. Følelsen af allerede at være bagefter inden man overhovedet er startet, skyller ind over medarbejderne. De beslutter at læse op på borgerne, som dagen skrider frem. Derefter aftaler de, at de må ringe sammen, hvis en skulle have brug for hjælp et sted, mens de i deres stille sind håber, at der ingen opringninger kommer.

Et andet sted i byen kl. 7.05, er det lige før, der udbryder en lille jubelscene, da nattevagten overbringer nyheden om, at der ikke er kommet nogen sygemeldinger her til morgen, ”så skynd du dig hellere hjem og få sovet, inden telefonen, når at ringe”, siger en af morgenvagterne med et smil på læben. Nattevagten griner og gennemgår, hvad natten har budt på og opgaverne for dagen bliver uddelegeret mellem personalet. En af morgenvagterne siger, ”nå men så tror jeg dagen er til, at vi får afprøvet badedragten, så hvis I andre lige er med på, jeg tager den tid, det tager derinde”. De andre morgenvagter nikker og får resten af opgaverne fordelt. Lidt efter bliver der banket på døren ind til den borger, der gennem noget tid på lidt voldsom vis har takket NEJ, til at få hjælp til et bad. Personalet er iført en noget anderledes påklædning end vanligt, hun står nemlig i badedragt med et håndklæde hængende over skulderen. Borgeren er lige vågnet og ser lidt klatøjet ud, personalet sætter sig i fodenden med ordene, ”når du lige er vågnet lidt mere, så skal vi have kigget efter dit badetøj, så du kan komme med mig ud og bade”, borgeren kigger på personalet, der nikkende fortsætter, ”ja, jeg har fået badetøj på”, mens hun peger på badedragten. Efter lidt tid rejser personalet sig op og rækker hånden ud mod borgeren med ordene ”kom du med mig”. Borgeren og personalet går mod tøjskabet og leder lidt, men finder ingen badedragt og aftaler derfor at borgeren bader uden badetøj denne dag, mens de trasker afsted mod badeværelset.

På et tredje sted i byen kl. 7.05, drøftes en borger der er blevet udskrevet fra hospitalet sent om aftenen uden mentalt eller fysisk at være i stand til at kunne varetage egenomsorg eller sundhedsfremme i eget hjem. Nattevagten forsøger at få fortalt om nattens mange besøg, men alt fokus bliver pludselig rettet mod den medarbejder, der med en lidt skinger stemme, fortæller om 2 sygemeldinger, som lige er tikket ind. Nu bliver opmærksomheden pludselig rettet mod nattevagten, hvor den medarbejder, der kører på femte morgenvagt i streg, har vand i øjenkrogen, i det hun med bedende øjne spørger nattevagten, om hun ikke nok kan blive en eller to timer ekstra. Nattevagten kan næsten ikke få munden på gled, men får med stille stemme sagt, ”det kan jeg desværre ikke i dag”, hun kan ikke få sig selv til at kigge op, for hun ved at skuffelsens afmægtighed nærmest vil stråle imod hende. En af de andre medarbejdere, lægger hånden på nattevagtens skulder, mens hun siger, ”det er helt okay, afsti afsted med dig, jeg tager lige min nye kollega med rundt i dag”, hun smiler til nattevagten og peger på den ”nye kollega”, som er et videokamera på stativ.

Disse tre beskrivelser, er fra Herning, men kunne forekomme mange andre steder i Danmark. Det er et billede af, hvor pressede og hvor dygtige, det sundhedsfaglige personale er. Lad os kigge på de tre situationer med Marte Meo ”briller” på.

  • Det første sted formår de at få sagt højt, at vi hjælper hinanden og at det er okay, at ringe om hjælp hos hinanden. Selv om presset er stort, så må man aldrig føle sig alene i og om presset.
  • På det næste sted får de energien og overskuddet til at være kreative, ved at erfare at alle de ”varme hænder”, som er nødvendige er til stede og derfor lykkes det personalet, at have så meget ro på sig, så roen smitter borgeren, der så formår at samarbejde, om noget, der ellers er svært.
  • På det sidste sted fylder afmægtigheden rummet, og alligevel sniger der sig en lille sprække ind med energi og humør, som skaber kraften til at holde fast i den faglige udvikling, med at få filmet, så de på næste personalemøde, kan se film og skabe læring fra en travl dag på arbejde.

I Herning hedder vores faglige stillads Marte Meo metoden. Personalet har gennem flere år rykket tættere og tættere sammen, i et forsøg på sammen at holde på omsorgsstilladset. Personalet anvender ikke metoden, fordi de har tid til det. De gør det, fordi de ved, de har ikke tid til at lade være. For i metoden gemmer der sig udover udvikling også omsorg. Omsorg for borgeren, omsorg for de pårørende og omsorg til dem selv. Som Anne-Mette Sohn Jensen har sagt; ”den bedste modgift mod omsorgstræthed er omsorg”. Måske er det faktisk efterhånden at bagatellisere det kæmpe pres, der ligger i ældresektoren, med ord som omsorgstræthed. For selvom det nærmest lyder for utroligt til at være sandt, så har personalet stadig omsorg på lager. Det er ikke noget, vi tror eller mener, det er noget vi rent faktisk kan se på alle de Marte Meo film, vi ser.

I Herning formår alle parter trods det store krydspres at holde fast, ja de nærmest hænger fast i neglene, for de vil omsorgen og fagligheden. Det ses i praksis og i undervisningslokalerne gennem filmene, de medbringer. Lad os med det samme slå fast med syvtommersøm, at Marte Meo metoden IKKE letter presset, som vilkårene skaber. Men metoden skaber noget retning, der skaber mening, mening der bliver tydeligt i filmene, hvor personalet oplever, deres hårde slid nytter, for de ser gennem filmene, at de gennem samskabelse får skabt fremdrift i udviklingen i daglig praksis.

At styrke omsorg og nærvær i demensomsorgen er vores hovedformål i projekt Tid til at lære – Tid til at leve. At drage omsorg, betyder at sørge for eller tage sig af. Det lykkes stadig og fremdriften skabes endnu, også på trods af omsorgsstilladset bristende tilstand. Om det holder, kommer helt og aldeles an på, om der bliver ved med at være hænder nok til at stabilisere stilladset.

Opdateret 06 APR 2022