xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold
Viden om værdighed
Livskvalitet | Selvbestemmelse | Ensomhed

Case: Fælles filosofi skaber livskvalitet og selvbestemmelse for plejens beboere i Assens Kommune

Mere selvbestemmelse, plads til spontanitet i hverdagen og kærlige relationer mellem beboere og medarbejdere er nogle af de vigtigste ingredienser i Assens Kommunes plejehjem. Det har de opnået ved at indføre filosofien Eden Alternative på alle kommunens plejehjem for at mindske beboernes ensomhed og øge deres livskvalitet og selvbestemmelse.

Opdateret 20 JAN 2022

Hvordan sikrer en kommune et fælles kultur- og værdigrundlag på tværs af sine plejehjem, samtidig med, at den skaber øget livskvalitet hos beboerne? Det forsøger Assens Kommune at opnå ved at implementere Eden Alternative-filosofien på alle kommunens plejehjem.

Filosofien handler om at skabe lokal kulturændring på et plejehjem. Formålet med filosofien er, at plejehjemmet bevæger sig væk fra at tænke som en institution og bevæger sig over i at skabe hjemlige fællesskaber og omgivelser til gavn for beboerne. Det giver beboerne mulighed for at leve et liv, der minder så meget som muligt om det liv, de levede inden de flyttede på plejehjem. 

 

Kulturændringen skal mindske de såkaldte tre plager, nemlig beboernes ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed som er i fokus i Eden filosofien. Ensomhed er noget beboere på plejehjem kan føle, hvis de mangler nærvær og relationer i hverdagen. Kærlige relationer med mennesker og dyr kan mindske denne ensomhed. Kedsomhed kan beboere på plejehjem føle, hvis de mangler variation og spontanitet i hverdagen. Det kan mindskes ved at skabe rammerne for, at beboerne kan opleve uventede og uforudsigelige situationer i hverdagen. Hjælpeløshed kan beboere på plejehjem føle, hvis de mangler muligheden for at drage omsorg for nogen eller noget. Derfor kan det mindske hjælpeløshed, at beboerne har mulighed for at drage omsorg for dyr, planter eller børn.

De tre plager har det til fælles, at beboere på plejecentre især oplever dem, hvis rammerne på plejecenteret minder meget om en institution. Assens Kommune forsøger derfor at bevæge sig i retning af mere hjemlige rammer.

”Beboerne bor her, og det er os, der kommer i deres hjem og ikke dem, der flytter ind på vores arbejdsplads”.

- Signe Lunn Walls, leder for Ældre og Sundhed i Assens Kommune

 
De ni plejehjem i Assens arbejder med filosofien på hver sin måde. Men fælles for dem er et ønske om at beboerne og familierne kan mærke, at det er deres hjem. Hos Bofællesskabet Korsvang skaber de f.eks. hjemlige omgivelser for beboerne med husdyr. De har på nuværende tidspunkt to katte og har også tidligere haft en hund. Beboerne skriver også julekort til deres kære i juletiden, fordi flere af beboerne er vant til at gøre det i deres hjem, fra før de flyttede på plejehjem. 

Beboerne i Korsvang bliver også inddraget mest muligt i dagligdagen. Beboerne kan sidde med i ansættelsesudvalg, og er med i beslutningerne om, hvordan fællesarealerne skal se ud. Det betyder også, at medarbejderne ikke altid behøver at arbejde efter stramme rutiner med for eksempel faste spisetider, som beboerne skal være hjemme til, når de planlægger aktiviteter. Hvis beboerne i stedet har lyst til at spise en is i byen sammen i stedet for at samles til aftensmaden på et bestemt tidspunkt, så er der plads og fleksibilitet til dét. Korsvang gør en indsats ud af, at plejehjemmets fællesarealer ikke minder om en institution. Det gør de eksempelvis ved at sikre, at der ikke står toiletstole eller lifte på gangene. Derudover opmuntrer Korsvang beboerne til at medbringe ting fra deres hjem som betyder noget for dem, for eksempel kaffekopper, så beboerne kan servere kaffe i de samme kaffekopper, som de altid har været vant til og dermed føle sig hjemme på plejehjemmet.

Personalet på Korsvang oplever, at arbejdet med Eden Alternative-filosofiens tankegang og fleksibilitet bidrager til, at plejehjemmet minder mere om et hjem end om en institution. Det giver beboerne en højere livskvalitet i deres tid på plejehjemmet. Personalet oplever også, at tilgangen skaber nærhed mellem beboerne og medarbejdere, som mindsker beboernes ensomhed og kedsomhed, og som øger beboernes selvstændighed.

Se mere om Eden Alternative i Assens kommune her.

”Vi ønsker at skabe en afvekslende hverdag, hvor vi griber mulighederne. Derfor kan vi godt gå ned og se på anemonerne på de første forårsdage og lade vasketøjet ligge”.
- Signe Lunn Walls, leder for Ældre og Sundhed i Assens Kommune


Ildsjæle og ambassadører viser vejen frem

Alle kommunens plejehjem har én ildsjæl og en ambassadørgruppe. Ildsjælen og ambassadører har en løbende dialog om, hvordan beboerne har det og hvordan de kan mindske beboernes ensomhed og øge deres livskvalitet og selvbestemmelse. De sikrer, at måden, hvorpå beboerne imødekommes på plejehjemmene, konstant er i udvikling. Ildsjælene møder regelmæssigt de andre ildsjæle til tværfaglige netværksmøder. Efter møderne har de til opgave at videregive hovedpointer til plejehjemmets medarbejdere og beboere, så alle kan arbejde videre med dem.
 
Ambassadørerne har en mere lokal rolle og mødes løbende på tværs af boenhederne på det enkelte plejehjem. Her bliver mulige opmærksomhedspunkter diskuteret. Ambassadørerne har eksempelvis en konkret dialog om, hvordan de kan reducere ensomhed blandt beboerne. De deler efterfølgende deres viden på personalemøder i huset for at sikre et fælles udgangspunkt. 
Ensomheden kan bl.a. mindskes ved at understøtte beboerne i at finde en let og naturlig adgang til relationer med både mennesker og dyr i hverdagen.
 
For at medarbejderne kan identificere beboernes behov kræver det, at de har et godt kendskab til beboerne, og at de inddrager beboerne i beslutningsprocesser. I Korsvang har det bl.a. resulteret i, at beboerne får besøg af børn fra den lokale børnehave, og personalet og beboerne har fundet på flere forskellige sociale arrangementer, som beboerne kan deltage i sammen. Det kan være ture ud af huset, klippe-klister-dag i påsken og novelle-læsning. 
 

Løbende udvikling med beboerne i centrum

Et af redskaberne til at udvikle Korsvang, er at afvikle trivsels- og velværeundersøgelser, når der er behov for struktureret viden om, hvordan det står til på plejehjemmet. Det gøres, så Korsvang kan blive ved med at forbedre sig. Det sker gennem interviews med beboerne, hvor de svarer på, om Korsvang er på rette vej, og om der er områder, hvor plejehjemmet kan blive bedre.
Ved en trivsels- og velværeundersøgelser viste det sig, at de adspurgte beboere berettede om udbredt kedsomhed om eftermiddagen og i de tidlige aftentimer. På den baggrund flyttede Korsvang ressourcer fra dag til aften i en periode, så der var et større antal medarbejdere på arbejde om eftermiddagen og i de tidligere aftentimer. Bofællesskabet ansatte ligeledes en aktivitetsmedarbejder.
 

Fælles filosofi skaber enhedsfølelse på tværs af kommunens plejehjem

Den fælles filosofi på tværs af plejehjemmene betyder, at ledelsen og medarbejdere på plejehjemmene møder hinanden i øjenhøjde, har samme sprog og et fælles værdigrundlag til at lede og samarbejde.
Det er med til at sikre, at de enkelte plejehjem ikke bevæger sig i nye retninger uden de andre plejehjem, og plejehjemmene bevæger sig kun i nye retninger sammen, hvis de kan oversættes ind i deres fælles filosofi. Desuden giver den fælles tilgang mulighed for at, kommunen kan arrangere fælles temadage, og alle medarbejderne på alle plejehjemmene deltager i de samme kurser. I dag er alle kommunens plejehjem officielt registreret som Eden Alternative-hjem.

 

"Den fælles filosofi sikre en fællesretning og vi igangsætter ikke nye elementer medmindre det passer ind i det værdisæt vi har."
- Signe Lunn Walls, leder for Ældre og Sundhed i Assens Kommune


Tre trin til at give beboeren en god start på plejecenter

Forventningsafstem med den nye beboer efter visitering

I Korsvang besøger lederen den nye beboer i eget hjem. Det sker kort efter, at beboeren får plads på plejehjemmet. Det første møde mellem lederen og beboeren fungerer som en forventningsafstemning, inden beboeren flytter ind. Lederen fortæller om livet i Korsvang og spørger ind til det liv, som beboeren lever. Mødet skal sikre beboeren en behagelig overgang fra eget hjem til Korsvang, som for nogle kan være udfordrende og skabe mange spørgsmål. Se skema for indflytningssamtalen og Velkomstbrochure her.

Udfyld beboerens livsjournal og del den med plejehjemmets medarbejdere

Efter mødet noterer lederen aftaler med beboeren, samt hvad lederen har lært om den nye beboer. Det bliver en del af beboerens livsjournal, og livsjournalen kan tilgås af alle Korsvangs medarbejdere. Det giver medarbejderne et forhåndskendskab til den nye beboer. De kan dermed møde den nye beboer i øjenhøjde, så snart beboeren flytter ind. Det skaber trygge og behagelige rammer for beboerens indflytning. Beboerens livsjournal bliver løbende opdateret af plejepersonalet i takt med, at beboerens behov og præferencer kan ændre sig.

Tilknyt to kontaktpersoner til beboeren; en til om dagen og en til om aftenen

Når beboeren er flyttet ind i Korsvang, får beboeren to kontaktpersoner tilknyttet. Kontaktpersonerne er to medarbejdere, hvor den ene arbejder i dagtimerne, og den anden arbejder i aftentimerne. Det giver mulighed for at i en stor del timer af døgnet er en person til stede, som beboeren kender særligt godt, og som beboeren kan gå til. Det skaber tryghed for beboeren.
Kommunalreformen blev startskuddet til fælles filosofi i Assens Kommune


Eden Alternative-filosofien blev indført i Assens Kommunes plejehjem i forbindelse med kommunalreformen i 2007.
Den betød, at seks kommuner blev sammenlagt til Assens Kommune, hvori ti plejehjem var tilknyttet. Eftersom plejehjemmene tidligere tilhørte seks kommuner, var der på plejehjemmene forskellige kulturer og tilgange til plejen. Kommunen besluttede derfor at indføre et fælles værdigrundlag på alle plejehjemmene i kommunen for sikre et fælles udgangspunkt.

Assens Kommune valgte Eden Alternative-filosofien, fordi det er en helhedstænkning, der inkluderer både medarbejdere, beboere og pårørende. 


At indføre filosofien er en rejse

Indførslen af den ny fælles filosofi har taget flere år. I 2007 og 2008 var kommunens plejehjemsledere og deres ledere på det tredages grundkursus, som Eden Alternative tilbyder. Det har givet ledelsen værktøjer til at implementere elementer af filosofien i plejehjemmenes daglige arbejde. Efter seks år, i 2013, blev det første plejehjem officielt registeret som Eden Alternative-hjem. Kommunen besluttede i forlængelse deraf, at alle medarbejdere på plejehjemmene fremover skal deltage i grundkurset. Se program for kursus her.