Håb er altid en del af helbredelsen

Marianne Lundbye Honum

"Håb er altid en del af helbredelsen" - Sådan lyder et EN AF OS statement, som jeg har tænkt mig at udfordre med min personlige historie.

Ikke to menneskers erfaringer med psykisk sygdom er ens, fordi de mennesker, der er bag sygdommene, er forskellige. Min påstand er, at sygdommen får karakter af det menneske, der bærer den. Og netop dét er en af de primære grunde til, at man skal se mennesket før diagnosen, hvis man vil finde den bedste nøgle til at låse dem ud af det bur, som sygdommen har fanget dem i.

Hvad er håb for en størrelse?

Med HÅB forholder det sig på samme måde som med psykisk sygdom. Jeg ser håb som en subjektiv størrelse, der ikke er statisk, men som kan variere alt efter, hvor du er i dit liv. HÅB kan, med andre ord, være foranderligt hos det enkelte menneske, lige som der er forskel fra menneske til menneske på, hvordan de oplever håb, og hvad der giver dem håb.

For mit vedkommende består HÅB af forskellige komponenter, der kan vægte forskelligt fra tid til anden, men som alle skal være tilstede i et eller andet omfang for, at jeg oplever håb for mit liv. For mig er HÅB: drømme, ønsker om noget bedre i fremtiden og en vis mængde optimisme.

Uden håb; hvad er der så?

I lang tid, da jeg var allermest syg, kunne håbet ikke rigtig finde plads i mig. Den gang var det magtesløsheden og håbløsheden, der herskede i mit sind. En meget tung periode af mit liv, der var fyldt med en altomsluttende smerte og mørke, som jeg ikke ønsker for noget andet menneske. Et ønske, som jeg ved, at jeg ikke får opfyldt, fordi magtesløshed, håbløshed og smerte i perioder desværre er en del af livet for rigtig mange mennesker, der har en psykisk sygdom.

Når andre dengang sagde til mig, at jeg nok skulle få det bedre, så troede jeg dem ikke. For det var jo ikke, hvad jeg mærkede inde i mig. I måneder – ja nærmest i årevis - oplevede jeg ikke nogen decideret bedring. I stedet mærkede jeg kun en forandring af min tilstand, som jeg den dag i dag er i tvivl om, hvorvidt det var en reel forbedring eller blot sygdommen, der forandrede karakter i takt med, at jeg ændrede på medicin, gik i terapi og ændrede på forskellige omstændigheder i mit liv.

I årevis overlevede jeg min svære depression med selvmordstanker og massiv angst uden at føle det, jeg vil betegne som HÅB. Men hvad overlevede jeg mon så på, hvis håbet havde så trange kår?

Jeg vil betegne det som en form for kraft, der må have været i mig, som bølgede op og ned i styrke. En overlevelsesmekanisme, som bestod af vilje, stædighed, vrede, en gradvis tillært tålmodighed, en vis portion fornuft og ønsket om ikke at ødelægge livet for mine forældre, ved at påføre dem sorgen over at skulle miste deres eneste barn. Min fornuft sagde mig, at det simpelthen ikke kunne passe, at jeg skulle have det sådan resten af mine dage. Der måtte være noget bedre til mig derude. Jeg havde jo ikke altid haft det sådan, så med min fornuft vidste jeg, at der fandtes et andet liv, et bedre liv. Jeg kunne bare ikke huske, hvordan det bedre liv føltes. Derfor troede jeg ikke rigtig med mine følelser på, det kunne lykkes mig at finde ind til det igen…. nogensinde. Og jeg troede heller ikke rigtig på, at det kunne blive godt, hvis ikke det blev, som jeg havde forestillet mig det, før jeg blev syg. Håbet var faktisk dødt, som så meget andet i mit indre.

Jeg har hele mit liv haft en stærk vilje, som godt nok, i de år der, var svækket. Men den styrke viljen havde tilbage viste sig især som en stædighed, der også tidligere havde gjort mig vedholdende. I de sværeste perioder i mit liv og min sygdom, har den i høj grad været sat på prøve. For hvad nu, hvis vilje, stædighed, tålmodighed og medicin nu ikke var nok til at få det bedre? Hvad nu, hvis der skulle mere til, som jeg ikke havde?

At reflektere og forstå det unikke

Når jeg ser tilbage på min kamp dengang, tror jeg, at min evne til at reflektere over tilværelsen også har spillet en stor rolle i forhold til at overleve længe nok til, at jeg med håbets kraft kunne begynde at se en fremtid, som jeg kunne holde ud at være i. En fremtid, hvor jeg ikke blot skulle overleve, men hvor jeg faktisk også ville få chancen for at kunne leve og opleve noget godt igen.

Min eftertænksomme side gjorde, at jeg bearbejdede mine tanker og følelser helt naturligt ved at skrive dagbog og ellers tale med behandlere og ind i mellem med venner om, hvad der foregik derinde bag de brune øjne. Men der var også meget, som jeg ikke delte med nogen. Der var tanker og følelser, som var så individuelle og uforklarlige, at jeg den dag i dag er ret overbevist om, at de kun fandtes i lige præcis den form med de nuancer inde i mig. Sådan tror jeg også andre med en psykisk sygdom oplever det; som om dele af deres lidelse kun findes lige præcis i deres unikke udgave. Når man prøver at se mennesket bag diagnosen, så respekterer man, at det er sådan det hænger sammen. At der er steder, som kun det menneske kan gå, fordi det er i kraft af det menneske og den person, der ligger bag, at det sted overhovedet er opstået. Og skal man hjælpe det enkelte menneske, så skal man se og forstå sygdommen igennem mennesket og ikke mennesket igennem sygdommen.

Det tog lang tid for mig at komme frem til denne forståelse, og jeg tror, at den var et vigtigt skridt på vejen til at acceptere, at selv om jeg havde fået den der store livsprøvelse, så var jeg en af dem, der ikke gav op. Jeg var der først, og så kom sygdommen, og bag det sind, som nu var sygt, der var min sjæl. Og min sjæl var ikke færdig med mig i det her liv. Derfor måtte jeg kæmpe MIG tilbage i mit sind til der, hvor jeg igen var chefen og den, der satte dagsordenen i mit liv og ikke lod sygdommen diktere.

For mig var det sådan, at jeg ikke var svag, fordi jeg havde en psykisk sygdom. Jeg ville først være svag, hvis jeg gav op og lod den tage livet af mig. Jeg måtte ofte minde mig selv om, at den stærke er den, der bliver tilbage og kæmper – selv når det ser sortest ud. Jeg havde fået en sygdom, som var usynlig udefra. Men for pokker, hvor var den synlig indefra. Den var umulig at overse. Den krævede lige så meget af min styrke at overvinde, som den styrke, den havde besat mig med. Set i det lys, er det ikke så sært, at det har krævet virkelig mange kræfter, tårer og rigtig meget tid at komme frem til det sted, hvor håbet begyndte at blive mere tydeligt. I dag er jeg stolt af at vide, hvilken styrke jeg må besidde for at komme igennem helvede og ud på den anden side.

En spire af håb

Nogen siger, at de har andre til at holde håbet for dem, når de selv har mistet det. Den eneste, som jeg dybest set troede på, kunne holde lidt håb for mig, var en psykiater, som jeg fik et par år inde i mit forløb. Jeg følte, at der var noget om det, når hun, med alt hvad hun havde set af syge mennesker, stadig kunne tro på, at jeg kunne få det bedre. Jeg kan huske, at jeg til en samtale hos hende, hvor vi talte om, hvordan jeg havde det, sagde, at jeg stadig ikke rigtig TROEDE, at jeg ville få det bedre, men at jeg virkelig HÅBEDE det. På det tidspunkt var der stadig ikke meget kvalitet i mit liv, ikke rigtig nogen glæde eller gnist, selv om jeg havde fået det bedre.  Psykiateren greb håbet i den situation og svarede noget i retning af, at jeg havde al mulig grund til at kæmpe videre, for min vilje havde bragt mig langt og meget tydede på, at den kunne bringe mig videre. Det fik mig til at tænke på, at kunne jeg klare det, jeg havde været igennem, så kunne jeg klare næsten ALT.

Med mere håb i sigte, blev det også tydeligere for mig, at det godt kunne være, at det faktisk ikke gjorde noget, at livet ikke blev, som jeg først havde forestillet mig. At der måske var en mening med, at jeg måtte igennem det, som jeg var på vej igennem, og at vejen måske alligevel kunne lede til noget uventet, der også kunne ende med at blive godt – ja måske endda endnu bedre end det først forventede. For hvis jeg kunne tage fejl af, hvorvidt jeg kunne få det bedre, så kunne jeg måske også tage fejl af andre forventninger.

Tro på og håb for fremtiden

Jeg vil ikke sige, at livet bare vendte for mig med et snuptag, for det har det ikke gjort. Men jeg vil sige, at jeg lige så stille fik håbet til at leve igen – lidt ad gangen, som når man går på tynd is. Det tager tid, før man tror på, at den kan bære. Men på et tidspunkt har man fået tilpas mange positive indikationer på, at det går den rigtige vej til, at man tør at træde lidt længere ud og se, hvordan verden ser ud fra den vinkel. Og der får man et glimt af, at der faktisk er noget værdifuldt derude. At der gemmer sig muligheder derude, som måske også kunne være for mig, og det er der enormt meget håb i. Og ud af det håb begyndte troen at vokse. Troen på, at jeg måske er ment til noget andet i livet, end jeg først troede. At det helvede, jeg havde været fanget i så længe, begyndte at ligge lidt mere bag mig end omkring mig eller foran mig. Det har sat sine spor, ingen tvivl om det. Der er ar på sindet, der aldrig forsvinder. Men dem kan jeg leve med, og de har lært mig meget, så jeg nu, for det meste, føler, at jeg er på rette spor.

Jeg kan se nu, at turen gennem helvede har rustet mig til at tænke mere ud af boksen om muligheder i mit liv. Jeg ved, hvordan der er i helvede, og jeg er dybt taknemmelig over, at jeg ikke er der længere. I det hele taget er der så mange ting i livet, som jeg er taknemmelig for nu. Når de tunge tanker ind i mellem kigger frem, så ved jeg, at det er småting i forhold til, hvordan det har været, og jeg ved, at det snart vender igen. Og den viden giver mig håb. Håbet om noget endnu bedre, som jeg har til gode. Håbet om at livet er livet værd, og at der er en masse godt derude på rejsen, som er ment til mig. Som jeg fortjener. Jeg skal bare turde tro på det og gribe det, når det er der. Det er jeg blevet meget bedre til. På den måde, lever jeg nu igen. Måske ikke helt mit allerbedste liv, men jeg er rigtig godt på vej, og jeg både tror og håber på en god fremtid.

Teksten er skrevet i november 2020.