Hvordan får vi håb til at blive en del af fremtiden?

Billede af Gitte

Håb kan være svært at definere. Hvad der er håb for en, er det måske slet ikke for en anden. Hvordan får vi håb til at blive en del af fremtiden?

Recovery er et vigtigt aspekt i fremtidens behandling.

Jeg blev i 2013 tilkendt førtidspension. Mine tanker dvælede omkring ”er jeg virkelig så svag, at jeg ikke kan arbejde”… ”kan jeg slet ikke bidrage med noget til dette samfund” og så videre og så videre…. Mit selvværd var i bund. Det tog mig mange år at oparbejde mit selvværd igen. Dette hang sammen med min sygdomserkendelse, eller måske nærmere min mangel på samme. Det har siden hen ændret sig, men den proces kom ikke af sig selv. Jo, medicinen har støttet mig i at komme mig, men medicinen gør, efter min mening, kun 80% af arbejdet. De sidste 20% skal du selv arbejde for.

Efter mange år med min diagnose, har jeg erkendt min sygdom, og alt der følger med. Jeg har, ved denne erkendelse, fået troen tilbage på mig selv. Jeg har håb i mit liv igen. Ikke de håb og drømme, som jeg havde for 15 år siden, men nu håb og drømme for, at fremtiden bliver lykkelig for mig og mine kære. Her er recovery et meget vigtigt aspekt.

Hvad er recovery?

Recovery betyder `at komme sig`. Recovery kan forstås på mange måder. Mine erfaringer med recovery, vil jeg beskrive på den måde her:
Recovery er en proces, hvor patienten/personen skal gennemgå 2 faser: en klinisk fase og personlig fase. På vejen igennem disse 2 faser er det vigtigt, at sundhedspersonalet husker, at patienten er eksperten i sin egen proces. Patienten ved selv bedst, hvordan han/hun reagerer i forskellige situationer, mens sundhedspersonalets fornemste opgave er at støtte, opmuntre og hjælpe patienten igennem disse to faser.

Den kliniske behandling er selve behandlingen af lidelsen, som sundhedspersonalet har det primære ansvar for. Det kan bestå af justering af medicin, som forhåbentlig kan mindske/fjerne de symptomer, som patienten oplever. Under denne fase er formålet, at patienten, helt eller delvist, genvinder funktionsniveauet.

Jeg er personligt tilknyttet et ambulatorium ved Psykiatrien i Brønderslev. Jeg har været tilknyttet i Brønderslev i 8 år. Tidligere har jeg være tilknyttet Odense i 7 år. Jeg er, endnu, i gang med den kliniske fase af recoveryprocessen, fordi jeg desværre er meget svær at medicinere og er, til tider, meget ustabil. Jeg har ugentligt besøg af den sygeplejerske, som overvåger min psykiske tilstand. Det er ind i mellem utroligt frustrerende, at der ikke er en klar opskrift på, hvordan jeg skal behandles. Men jeg har heldigvis stadig et håb om, at fremtiden vil bringe mere stabilitet. Jeg har et behov for at tænke, at det nok skal blive bedre. Ingen ved jo, hvilke muligheder fremtidens behandling kan byde på.

Den personlige fase af recovery er en meget individuel proces, hvor patienten overvinder de konsekvenser, som patienten har oplevet i forbindelse med deres sygdomsforløb. Mange patienter oplever, at de har mistet mange evner igennem deres sygdomsforløb. Patienten skal derfor arbejde på genopbygge bl.a. det selvværd, som mange føler, at de har mistet, så de igen kan føle en tro på sig selv. En tro som patienten har brug for, for at f.eks. at søge et job, opbygge nye relationer og lignende. Og for nogen er troen også afgørende for at holde liv i håbet.

Håb kan være svært er definere præcist og entydigt. Det kan kræve hårdt arbejde, men ved at opfylde mål og drømme, bliver der skabt håb for fremtiden. Jeg mener, vi skal huske på, at vi alle har fortjent at bevare håbet, for uden det, hvad har vi så?