Cindys drøm om børn blev pakket væk – men så fik den liv igen

Billede af Cindy

Artiklen er skrevet af Jakob Christensen i 2021

Cindy er 40 år og arbejder på Skolen for Recovery, som ligger i Psykiatrisk Center Ballerup. Her bruger hun sine egne erfaringer som patient i psykiatrien til at hjælpe andre med at få fodfæste i tilværelsen og understøtte muligheden for at komme sig eller leve bedst muligt med psykisk sygdom. Men Cindy har været igennem en årelang kamp for at nå dertil, hvor hun er i dag, hvor hun har realiseret drømmen om at få børn og et meningsfuldt arbejde, og hvor hendes egen smerte kan forvandles til vigtig støtte for andre i en svær situation.

En tryg barndom, men svær ungdom
Cindy er som mange andre vokset op i en almindelig kernefamilie med mor, far og en bror og beskriver sin barndom som tryg og glad. Men da hun er 11-12 år, bliver hendes forældre skilt, hvilket er en voldsom oplevelse for hende. Cindy fortæller, at hun på et tidspunkt kommer ud på et skråplan i skolen, hvor hun er trist og vred, har svært ved at følge med i timerne og kommer i konflikt med lærerne. Hun har svært ved at finde ud af, hvor hun hører til, og hvad hun skal bruge livet på. I hendes frustration opsøger Cindy andre omgivelser og havner i et råt miljø, hvor hash og stoffer florerer. Det munder ud i et årelangt misbrug, der kulminerer i en voldsom hashpsykose, som ændrer hendes liv fra den ene dag til den anden. Fra den dag plages Cindy af slem angst og paranoia i selv nære relationer, som hun ellers stolede på.

Falder mellem to stole
Noget tid efter psykosen bliver Cindy indlagt i børne- og ungdomspsykiatrien, men de kan ikke rigtig hjælpe hende, før hashmisbruget er under kontrol. Personalet har svært ved at skelne mellem, hvad der skyldes misbrug, og hvad der er symptomer på psykisk sygdom, så Cindy falder mellem to stole.

Cindy får diagnosen paranoid skizofreni, og hun kommer senere på et bosted for mennesker med psykisk sygdom. Hun er heldig at have støttende forældre, som gør alt, hvad de kan for at hjælpe gennem hele forløbet. Hendes far, som især er der for hende i starten, aner dog ikke, hvad han skal gøre, når Cindy hører stemmer og tror, at nogen er ude på at slå hende ihjel. Familien er ret uvidende om psykisk sygdom i begyndelsen, men heldigvis har de ikke berøringsangst i forhold til at tale om, hvad Cindy oplever.

Verden bliver langsomt indskrænket
Som årene går, og Cindy opholder sig på bosted, føler hun, at hendes drømme blive pakket godt og grundigt væk i en støvet papkasse. Selvom behandlere og kontaktpersoner er velmenende, så oplever hun bl.a., at hendes store drøm om at få børn bliver talt ned, og hvor signalet er, at hun skal indstille sig på et mere begrænset liv. Cindy fortæller, at det var en stor sorg at skulle affinde sig med ikke at skulle have børn. Da hun senere også får førtidspension, føles det som om, at livet er slut. Cindy understreger, at hun ikke synes, det er i orden, hvis håb og drømme bliver slukket hos patienter, men opfordrer derimod til, at ”man bliver ved med at bevare drømme og håb for folks liv (…). Der er jo ikke nogen, der ved, hvordan ens livshorisont ser ud. Der er ikke nogen, der ved, hvor livet fører hen, eller hvordan man har det (senere).”

Med tiden slutter hun fred med ikke at skulle have børn og tænker, at hun så i stedet må få noget andet meningsgivende ud af sit liv. Selvom Cindy på dette tidspunkt har været patient i psykiatrien i mange år, er hun opsat på, at hendes tid med sygdom ikke skal have en negativ effekt på resten af hendes liv.

Bedring over en lang periode
Tingene ændrer sig, da hun over lang tid begynder at få det væsentligt bedre, misbruget er fjern fortid, og hun får en kæreste, som hun gerne vil slå sig ned med. Dermed får drømmen om at få børn også liv igen, og selvom hun får en lille smule medicin på det tidspunkt, vil hun godt prøve at se, om hun kan klare sig uden. I samråd med lægen trapper hun ud, og det går heldigvis godt, og hun har ikke fået medicin siden.

Da det viser sig at gå godt uden medicin, og da Cindy har fået mere ro og stabilitet i tilværelsen, får drømmene om forældreskab nu mulighed for at udfolde sig. Men selvom hendes sygdom nu ligger i fortiden, oplever Cindy desværre stadig stigmatisering som vordende forælder i det somatiske sundhedsvæsen.

Fortiden spøger under graviditeten
Under første graviditet er Cindy tilknyttet et team for forældre med særlige behov, hvilket i sig selv er udmærket, da Cindy er glad for den ekstra støtte fra jordemoder o.a. Men hun får desværre også en følelse af at blive stigmatiseret, da hendes fortid med misbrug og diagnosen paranoid skizofreni gør, at dele af personalet er meget på dupperne omkring hende, og det hele får en aura af at være lidt ”farligt”.

Da hun ved misdannelsesskanningen efter 20 uger er til lægesamtale, bliver hun anbefalet at blive tilknyttet psykiatrien igen, hvilket gør Cindy meget ked af det. Hun har på det tidspunkt været afsluttet i psykiatrien i lang tid, og selvom hun godt forstår logikken i at være forsigtig, bl.a. pga. risikoen for fødselsdepression, så skyldes det mest måden, budskabet bliver leveret på af en læge, der ikke anerkender hendes ressourcer. Cindy får følelsen af at blive set som et tal i statistikken, i stedet for at blive set som et helt menneske.

Cindy føler ellers, at hun er kommet så langt, så hun tager sagen i egen hånd og kontakter sin tidligere primærbehandler i Næstved, selvom hun bor på Amager. Behandleren vil gerne tage hende ind, så Cindy kan blive tilknyttet et trygt og velkendt sted, der kender hendes historik. En beslutning hun i dag er meget glad for, at hun tog. Under anden graviditet går det bedre, og Cindy aftaler med sin egen læge at gennemgå et helt almindeligt graviditetsforløb.

En balancegang at være åben
Efter at have været ambassadør for EN AF OS i 9 år har Cindy fået stor erfaring med at dele ud af sit liv, og hun pointerer, at det er ”… fedt at kunne bruge noget, der har været så forfærdeligt, altså et helvede at gå igennem, og man synes, det har været det mørkeste i ens liv. Jeg synes, det er ret vildt og fedt at kunne bruge det på en konstruktiv måde”. Hendes sygdom spiller ikke længere nogen rolle i hendes liv, udover at hun bruger erfaringen derfra i forskellige sammenhænge, bl.a. i kampen for at man skal kunne tale åbent om psykisk sygdom uden at blive stigmatiseret. Cindy siger, at det ”er så meget det, jeg står for” som person at give sine erfaringer videre, så det kan hjælpe andre i deres forløb, og understreger, at det er et problem, at man skal skamme sig over sin fortid og frygte at blive stemplet.

Mht. sine egne børn gør hun sig overvejelser om, hvor meget de skal have at vide, når de er store nok. Der skal ikke holdes hemmeligheder over for dem, men det er ikke sikkert, at hun har behov for at sige, præcis hvilken diagnose hun har haft, ligesom der kan være ting fra fortiden, som de ikke behøver at vide. Hun ønsker også, at det holdes helt ude af børnenes børnehave- og skoleliv, med mindre det bliver aktuelt i en situation, da hun ikke har lyst til, at det skal præge synet på familien. Familien er flyttet for nylig, og hun er lidt forsigtig med, hvad hun fortæller nye bekendtskaber, og vil gøre det i små doser afhængigt af den enkelte relation.

Cindy lægger ikke skjul på, at hendes prioriteter har ændret sig lidt i takt med, at hun er blevet mor, og bevæger sig i andre kredse. Hun nævner f.eks., at hun tidligere stod frem med sit første barns navn på en kampagneplakat. Det ville hun formentlig ikke gøre i dag, da børnene er blevet ældre, og Cindy i dag reflekterer over, hvilke spørgsmål de kan stille senere i livet.

Et andet eksempel er, at hun på hendes Facebookside deler de afstigmatiseringsaktiviteter, som hun deltager i. Derfor kan hun godt være varsom, når hun får nye venneanmodninger, da venner kan se hendes opslag: ”I visse situationer tænker jeg mig om en ekstra gang, hvor jeg gerne vil passe på mig og min familie, og det irriterer mig, at det skal være sådan”. Så selvom Cindy ville ønske, at hun kunne være fuldstændig åben, er det stadig en balancegang, især efter hendes børn kom ind i billedet.

Der skal kæmpes for åbenhed
Cindys historie vidner om stor styrke til at komme igennem en meget svær periode med hjælp fra familie, venner og tillidsfulde relationer i sundhedsvæsenet, samt at livet stadig venter efter selv meget lange sygdomsperioder. Hendes åbenhed og evne til at sige fra har været en stor hjælp i hendes recovery. Cindy opfordrer andre til at lytte til deres egen mavefornemmelse med hensyn til, hvor meget man har lyst til at dele, da vi alle er forskellige. Hun håber også, at åbenhed bliver mere almindeligt med tiden, og at stigmatisering af psykisk sygdom aftager: ”… Jeg ved godt, at der skal kæmpes for, at det bliver anderledes, og at der går noget tid (…). Men jeg vil sådan ønske, at det i hvert fald ændrer sig, så man ikke skal blive i tvivl, om man tør fortælle noget.” Hendes opfordring til at kæmpe for åbenhed er hermed givet videre.