Artiklen er skrevet af Lisette Jakobsen i 2020

Nicolas arbejder på De Særlige Pladser i Region Sjælland. Disse pladser er for psykiatriske patienter, der har svære psykiske lidelser, særlige sociale problemstillinger, et eventuelt misbrug, og som kan have en udad-reagerende adfærd. Han forklarer, at der er 23 sengepladser fordelt på 2 afdelinger, og at borgerne kan være på afdelingerne i op til halvandet år. Region Sjælland er dén region, der ifølge Nicolas har mest succes med De Særlige Pladser: de er fyldt og har venteliste.

Derudover er Nicolas ambassadør for EN AF OS, og han har i årenes løb haft flere svære depressioner. Hans 16-timers fleksjob er som peer-medarbejder, hvilket er meget meningsfyldt for ham. En peer har selv erfaring med at have (haft) en psykisk lidelse og anvender den erfaring til at hjælpe og støtte andre mennesker i deres recovery. Det er denne erfaring, Nicolas nu trækker på i sit arbejde.

Han har fra sine yngre år også en uddannelse som møbelsnedker og efterfølgende en uddannelse som pædagog i bagagen. Som pædagog har han otte års praksiserfaring, hvilket kommer ham til gode i arbejdet som peer.

Nicolas har været indlagt på psykiatrisk afdeling flere gange siden, at han i 1999 blev diagnosticeret med depression:

”Der fik jeg medicin og så i 2002 og 2004, der prøvede jeg

at tage mit eget liv, fordi det blev for meget for mig. Og så holdt det meget godt indtil 2012, og så fik jeg en nedtur. Men så i ’13 tror jeg, der begyndte jeg faktisk at… altså der havde jeg stået uden for arbejdsmarkedet i et års tid eller sådan noget. Og tænkte ’hvad så nu, hvad gør jeg? Jeg vil jo egentlig gerne tilbage på arbejdsmarkedet’.”

Vejen mod fleksjob

Nicolas gik op på jobcentret og trak et nummer. Den første sagsbehandler fortalte ham, at hun ikke kunne gøre andet for ham end at sende ham i straks-aktivering. Han fik en gul vest på og gik rundt og samlede affald op. Det var ikke lige dét, Nicolas havde tænkt sig, så han gik igen til kommunen, og den nye sagsbehandler kunne godt hjælpe ham videre:

”Og det viser jo, at man skal måske heller ikke give op første gang, man får et nej. Altså jeg havde i hvert fald ét eller andet sted nogle gemte ressourcer til at kæmpe videre, ikke?”

Nicolas blev tilknyttet en mentor og kom i arbejdsprøvning i 1 ½-2 år. Derefter kom han for rehabiliteringsteamet og blev bevilliget fleksjob. Nicolas fortæller, at han var ret heldig med sit forløb, fordi han fik en sagsbehandler, der hørte ham, og fordi distriktspsykiatrien, jobcentret og socialpsykiatrien i hans tilfælde arbejdede sammen:

”Der blev holdt møde alle sammen på én gang, hvilket vil sige, at der blev talt sammen fra alle instanser. Og det var meget godt, fordi så hørte de andre, hvad der blev sagt, og man skulle ikke først det ene sted hen og så et andet sted hen.” 

Hele forløbet varede 3-4 år, fra han først kontaktede kommunen, til han fik fleksjob:

”Jeg kunne da godt blive utålmodig. Altså fordi jeg gerne ville videre, ikke? Fordi som sagt har mit fokus hele tiden været på at komme tilbage, ikke?”

Nicolas understreger dog, at han synes, han er blev mødt på en ordentlig måde i forløbet:

”Der er jo også andre, der har nogle andre oplevelser, der har været knap så positive. Så på den måde tænker jeg, at jeg synes, jeg har en god historie. Selvfølgelig er der også mindre tid og færre penge på jobcentrene, men jeg tænker også, at nogle gange er det også, hvordan man kommunikerer med hinanden. Det er jo ikke kun sagsbehandlerens skyld; man må også selv tage sit eget ansvar. Selvfølgelig er de dårlige historier der også. Så på den måde er det jo ikke selvforskyldt altid, tænker jeg, så det skal man også passe på med.”

Peer-uddannelsen

I 2016 læste Nicolas om, at Region Sjælland havde en peer-uddannelse. De optog dog ikke flere på det tidspunkt, men det lå hele tiden og rumsterede i baghovedet. Nicolas havde dog stadig en del indlæggelser, så når han ser tilbage på det, var det meget godt, at han ikke kunne starte allerede på det tidspunkt. Han var ikke klar til det endnu:

”Jeg var indlagt en gang i februar ’17, tror jeg, og så læste jeg på Facebook, at det der hed Vendepunkter i gamle dage – det hedder så Recovery Lab i dag – de havde sådan en peerguide-uddannelse, og det var faktisk dér, der begyndte at ske et eller andet med, at jeg tænkte, at jeg ikke kunne fortsætte på samme måde, som jeg gjorde. Der måtte ske noget.”

Nicolas startede derfor i marts/april måned 2017 på peerguide-uddannelsen. Da den var gennemført, ville han gerne ind på Region Hovedstadens peer-uddannelse, da det var den eneste, der fandtes. Desværre var det svært at komme ind, og der var brugerbetaling. Nicolas måtte være kreativ:

”Jeg fik kontakt til Samvirkende Menighedsplejer, der lige havde startet et peer-projekt op, og så kom jeg derud og var et års tid, indtil de lukkede ned. Men på den måde kom jeg ind på regionens peer-uddannelse. Så det krævede lidt benarbejde, men når man gerne vil noget, så kan man også godt finde en vej formentlig for det meste.”

Opstart på De Særlige Pladser

Efter endt uddannelse arbejdede Nicolas flere steder, bl.a. var han med til at starte et peer-projekt op i distriktspsykiatrien i Næstved. Han vidste, at de søgte peers på De Særlige Pladser, fordi han havde været nede at holde oplæg om sin historie via EN AF OS. Han fortalte dem, at han var uddannet peer, og tilfældigvis skulle de selv til at ansætte en peer-medarbejder:

”Jeg aftalte med den daværende souschef, der nu er leder, at hun skulle skrive til mig, når den blev slået op. Og det gjorde hun så. Og så var jeg oppe at kigge og snakke med dem og sådan noget. Jeg tror også godt, at de vidste, hvem jeg var, for jeg havde jo lagt rigtig meget benarbejde i det. For der havde været åbent hus, og der havde jeg også været dernede.”

Nicolas endte med at få stillingen, og han synes, at den er rigtig spændende, selvom den har vist sig at være anderledes, end han havde forestillet sig: I stedet for de samtaler, han troede, ville blive det centrale i hans arbejde, tager hans opgaver i højere grad form af aktiviteter med beboerne. F.eks. har de været med til OMBOLD, som er fodbold for hjemløse og socialt udsatte:

”Det er også dét med, at tingene skal løbes i gang. Man skal ikke bare give op efter én gang. Altså jeg ved i hvert fald med vores beboere, der bliver man ved, indtil det lykkes. Men det er jo også noget med – og det kender jeg også fra mig selv – dét der med, at man får at vide, at man skal alle de ting dér. Man skal motionere, man skal det ene og det andet og det tredje og det fjerde. Specielt da jeg var syg og indlagt, der fik man at vide, at det var godt for dig at komme op i dagligstuen og sidde og snakke med de andre. Og det var da ikke dét, jeg havde lyst til. Jeg tror ikke, at jeg gjorde så mange af de ting, jeg fik at vide. Og det er også det samme her, hvor man godt kan relatere til det.”

Nicolas får således gjort god brug af sine egne oplevelser med depression og indlæggelser. F.eks. går han meget op i at vise beboerne, at han gerne vil dem, bl.a. ved altid at overholde aftaler og løbende orientere dem om, hvad der skal ske. Han kan også selv huske, hvordan det var ”at vente 100 år” på noget og gå rundt og kede sig.

Én af kollegaerne

Nicolas gør noget ud af at være en del af personalet, selvom han har en anden rolle end sine kollegaer og ikke er der fuldtid. Han lægger f.eks. nogle vagter i weekenden, ligesom kollegaerne, så han i højere grad er en del af teamet.

Nicolas synes, at han er blevet taget rigtig godt imod på arbejdspladsen. Han fortæller, at man ofte hører om folk, der ikke har fået en god modtagelse og bl.a. ikke har vidst, hvad deres arbejdsopgaver var. Men det var heldigvis ikke tilfældet for Nicolas. Han tror, at personalet er blevet forberedt på, at der kom en peer-medarbejder, og hvad det var. Og her synes Nicolas igen, at han har været heldig:

”Det er jo dét der med, hvis afdelingen stadig ikke er gearet til at have en peer-medarbejder eller ikke sætter sig ind i, hvad det er, ikke? Så kan de der problemer hurtigt opstå. Så er det os mod dem, eller så skiller vi dér. Det er jo rigtig ærgerligt, fordi man kan jo sige, vi har alle sammen vores kompetencer. Altså, der kommer da også nogle gange nogle af mine kollegaer hen og spørger, hvordan og hvorledes. Jeg tænker, vi er én stor personalegruppe, og der er ikke nogen, der er mere værd end en anden. Vi har alle sammen vores kompetencer. Og så gælder det bare om at få dem i spil sammen. Så giver det det bedste resultat.”

Egen recovery

Nicolas mener, at man skal være forholdsvis robust for at arbejde som peer, og man skal være nået langt i forhold til at arbejde med sig selv:

”Det nytter jo ikke noget, at man sidder og taler om sig selv i stedet for. Så man skal være kommet igennem på den anden side.”

Det er ifølge Nicolas vigtigt, at man formår at holde sig på sin egen banehalvdel, når man arbejder på sådan en arbejdsplads, og at man ikke tager ting personligt. Man skal være god til at lægge tingene fra sig, når man kommer hjem.

Nicolas fortæller, at der udover medmenneskelige årsager også er private grunde til, at han arbejder som peer:

”Altså det er jo dét der med at bruge det til sin egen recovery i forhold til, at selvom man er kommet videre, så kan man stadig godt arbejde, altså man kan jo arbejde hele livet med sig selv. Så på dén måde tænker jeg også, at det også giver noget til én selv. Ellers tror jeg heller ikke, at jeg ville være der, hvis det var, at jeg ikke fik noget ud af det selv. Så på den måde kan man sige, at det er lidt egoistisk, men det er jo ikke dét, der driver det. Jeg bruger det som et led i min recovery. Det tror jeg også, at der er mange andre, der gør.”

At føle sig værdifuld

Til spørgsmålet om, hvad Nicolas ellers får ud af at være peer, svarer han:

”Jeg får dét ud af det, at jeg håber, at jeg gør en forskel. Og jeg bliver i troen på, at jeg gør en forskel. Plus det der med at komme tilbage på arbejdsmarkedet. At bevise over for mig selv, at jeg godt kunne. At komme ud, at der er nogen, der står og venter på én og få en hverdag som ligner resten af Danmark. Så det har jo egentlig været vigtigt for mig, for ellers ville jeg jo bare sumpe derhjemme. Og så ville jeg formentlig ryge ned i en depression igen. Det gør jeg måske alligevel, men i hvert fald så har jeg en hverdag. Jeg har noget at stå op til. Der er jo også noget socialt i det. ’Hvad laver du’ er jo meget standard. ’Nå, men jeg er syg, ikke?’. Men det har jeg jo også sagt. Altså jeg har egentlig være åben om alle mine udfordringer hele tiden. Men nu er det jo bare rarere at kunne sige, at jeg er medarbejder. Det er lidt sjovere, tænker jeg. Også når man siger, man er peer-medarbejder. Så på den måde betyder det rigtig meget for mig. Man føler sig værdifuld.”

Se også Nicolas fortælle sin historie i denne video

Nicolas fortæller i filmen om, hvad det betyder for ham at være i beskæftigelse og anvende sine egne erfaringer med psykisk sygdom til at hjælpe patienter i psykiatrien. Han giver et personligt indblik i, hvad det vil sige at arbejde som peermedarbejder i psykiatrien, og hvordan han samarbejder med sine kollegaer.

Læs mere om hvordan der skabes rimelige tilpasninger på en arbejdsplads, for at skabe et mere rummeligt og inkluderende arbejdsmarked