xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Tandsundhed

Medicin mod psykiske lidelser giver ofte mundtørhed, der kan medføre alvorlige tandproblemer. Heldigvis kan problemerne forebygges. 

Ondt i livet skal ikke gøre ondt i tænderne

Pas på dine tænder, når du tager medicin mod psykisk sygdom

De fleste ved, at medicin kan have bivirkninger. Men mange er ikke klar over, at særligt lægemidler mod psykisk sygdom kan påvirke ens tænder og tandsundhed.

Disse lægemidler kan nemlig nedsætte spytproduktionen og give mundtørhed, der kan give alvorlige tandproblemer. Det gælder især, hvis man indtager medicinen over en længere periode, eller hvis man på grund af en psykisk lidelse i en periode har svært ved at passe sine tænder.

Konsekvenser af mundtørhed

Når man er tør i munden, nedsættes den naturligt rensende og skyllende effekt, som spyttet har. Det gør det svært at holde tænderne rene. Mundtørhed øger derfor risikoen for huller i tænderne og giver nemt dårlig ånde. En tør mund kan desuden give sarte, ømme og irriterede slimhinder i munden, som kan gøre det ubehageligt at børste tænderne ordentligt.

Symptomer på mundtørhed

Symptomerne på mundtørhed kan være tørre læber, tør mund og tunge, tørt svælg og en brændende og sviende fornemmelse i munden. Tungen kan være rød, furet og klistre til ganen, og det kan føles svært at tygge, synke eller tale. 

Heldigvis kan tandproblemerne, der kan følge af mundtørhed, forebygges!

 Det, at jeg var uoplyst, gjorde, at jeg havde gebis få år efter jeg fik min medicin. Det er en kæmpe konsekvens i dagens Danmark at have gebis som 40-årig. Det er bare ikke noget vi taler om. Hvis bare min psykiater, læge eller tandlæge havde oplyst mig om, at min konstante tørst skyldtes mundtørhed, så kunne jeg have fået hjælp til at undgå det."
- EN AF OS-ambassadør

Derfor slår vi et slag for tandsundheden

”Alle tandlæger ved, hvor vigtige tænderne er for tyggefunktion, fordøjelse og for udseendet, men jeg er overrasket over, hvor stor betydning det har vist sig, at det egentlig har for livskvaliteten og følelsen af stigmatisering”
Overtandlæge Lene Maare, Vordingborg Kommune i Tandlægebladet nr. 2 2017

 

Landsindsatsen EN AF OS gennemførte i efteråret 2016 en undersøgelse af tandproblematikker hos knap 1000 mennesker via EN AF OS-panelet, der består af personer, der har eller har haft en psykisk lidelse.

 

”Jeg har i mange år haft dårlige tænder og har nu gebis. I mine depressioner har jeg ikke orket at passe mine tænder. At psykisk sygdom og dårlige tænder hænger sammen har jeg selv googlet mig lidt frem til. Men jeg har aldrig oplevet nogen steder, at der er fokus på det. To af mine børn har også diagnosen bipolar. Min søn mangler tænder og drømmer kun om at få gebis. Han er 26 år. Min datter på 24 år har også tandproblemer. De er begge meget bange for at gå til tandlægen og har kun været det få gange de sidste 10 år.”
- Deltager i EN AF OS-panelundersøgelsen

 

Undersøgelsen dokumenterer, at mange personer, der tager medicin mod psykiske lidelser, oplever tandproblemer. Den peger også på, at personer, der får medicin for deres psykiske sygdom, ikke oplever at blive tilstrækkeligt oplyst i tide om mulige bivirkninger og følgesygdomme relateret til munden. Mange deltagere i panelet angiver alvorlige sociale og fysiske følger af dårlig tandsundhed.

 

Der efterlyses især bedre information i tide fra praktiserende læge eller psykiater. Derudover er det bekymrende, at 64 % ikke er blevet oplyst om, hvordan det er muligt at forebygge problemer som følge af mundtørhed, der ofte er en bivirkning ved flere former for medicin mod psykiske lidelser.

Tænderne har stor betydning for vores sociale liv

Man siger, at smilet er den korteste vej mellem mennesker. Men for mange, der døjer med dårlig tandsundhed, kan det virke grænseoverskridende at smile og vise sine tænder.

Smilet og et godt tandsæt er vigtige, når vi skal være sammen med andre mennesker. Bliver tænderne dårlige, kan det betyde, at man begynder at afholde sig fra kontakt med andre mennesker eller måske skjuler tænderne, når man spiser og taler. Et dårligt tandsæt kan altså risikere at gå ud over ens sociale liv.

Samtidig kan dårlige tænder være et handicap, hvis man skal søge arbejde, starte på en uddannelse eller en ny social aktivitet.

Ved at passe godt på tænderne, passer du derfor ikke kun på dit smil og dit helbred, men også på din livskvalitet.

  Jeg har været udfordret på to områder i forhold til mine tænder. Jeg var flov over min egenomsorg, og selvom tandlægen påpegede det, så løj jeg, fordi jeg syntes, det var skamfuldt. Det var også et problem for mig, at jeg ikke vidste, hvordan mundtørhed føltes. Jeg vidste godt, at der var noget inden i min mund, der var forkert, men jeg vidste ikke, hvad det var, eller hvad jeg skulle gøre ved det. Så man kan altså godt lide af mundtørhed, uden at vide, hvad det er, der er galt."
- EN AF OS-ambassadør

Tænderne har stor betydning for vores fysiske helbred

Dårlig tandsundhed har ikke kun sociale følgevirkninger. Tandproblemer kan have direkte alvorlige konsekvenser for det fysiske helbred i almindelighed.

Det er allerede kendt viden hos fagpersoner, at personer med alvorlige psykiske lidelser risikerer at leve 15-20 år kortere end befolkningen i almindelighed. Det er der flere forskellige grunde til, men viden om de alvorlige helbredsmæssige følger af dårlig tandsundhed er her ofte et overset problem.

Omvendt ved mange desværre ikke, at dårlig mundhygiejne og problemer i mundhulen fx tandkødsbetændelse og parodontitis (der nedbryder tænders støttevæv) kan forårsage alvorlige fysiske sygdomme som:

  • Betændelse i hjerteklapper og/eller tilgrænsende væv 
  • Lungebetændelse, hvis man er fysisk svækket
  • Forværring af prædiabetes og diabetes type2, hvis man har parodontitis

Vigtig viden om tandsundhed

Mulighed for at komme til specialtandpleje og tilskudsregler

Alle kommuner skal have et tilbud om specialtandpleje til voksne, der ikke kan benytte de almindelige tilbud om tandpleje på grund af betydelige og varige funktionsnedsættelser, f.eks. på grund af en psykisk lidelse. Specialtandplejen arbejder både sundhedsfremmende, forebyggende og behandlende med det formål, at fremme den enkeltes trivsel ved at kunne bevare tænder, mund og kæber i funktionsdygtig stand hele livet.

Hvis du bor i et botilbud eller anden form for kommunal eller regional boform, eller hvis du er indlagt i psykiatrien eller tilknyttet distriktspsykiatrien, kan du henvises direkte til specialtandpleje. Direkte henvisning kan ske via det tilknyttede personale, som har et godt kendskab til dig og dit funktionsniveau.

Du kan også kontakte din bopælskommune og høre mere om, hvordan visitation til specialtandpleje er organiseret i din kommune.

Læs Bekendtgørelse om tandpleje, kapitel 3 om specialtandplejen

Læs om erfaringer i artikelserie ”Når nye tænder er vejen tilbage til livet” om 12 kommuner, der med midler fra et satspuljeprojekt har hjulpet socialt udsatte til drastisk forbedret livskvalitet (Tandlægebladet nr. 2 2017)

Gode råd til forebyggelse af mundtørhed og andre bivirkninger

Apotekerforeningen kørte i efteråret 2017 kampagnen ”Psykiske problemer bør ikke være tandproblemer”. I den forbindelse har de lavet en folder og samlet gode råd til, hvordan mundtørhed samt andre bivirkninger ved antipsykotisk medicin kan forebygges.

Læs mere om kampagnen på Apotekets hjemmeside

Danske Tandplejere har lavet to foldere, der oplyser om tegn på mundtørhed, samt giver råd til forebyggelse af mundtørhed og tandsygdomme ved brug af psykofarmaka.

Læs pjecen ”Tandpleje ved mundtørhed”

Læs pjecen ”Dine tænder – når du bruger psykofarmaka”

Tandlægeforeningen har ligeledes lavet en folder om mundtørhed og symptomer herpå, samt hvordan problemer som følge heraf kan forebygges. 

Læs Pjecen "Mundtørhed"

Denne medicin kan give udtalt mundtørhed

Tandlægeforeningen har udgivet en oversigt over, hvilken medicin som kan forårsage udtalt mundtørhed som bivirkning, så man kan være opmærksom på at forebygge følgevirkninger heraf fra starten:

Klik her for at se oversigten

Informationer om helbredsmæssige konsekvenser af dårlig tandsundhed 

Teksten er fra Tandlægeforeningen fra februar 2018.

Almene sygdomme hvor der er påvist sammenhæng med bakterier i mundhulen eller sygdom i mundhulen: 

Endocarditis (betændelse på hjerteklapperne og/eller tilgrænsende væv). Endocarditis kan være forårsaget af bakterier fra mundhulen, som går over i blodbanen fx ved tygning eller tandbørstning. Endocarditis kræver langvarig antibiotikabehandling i hospitalsregi , og ubehandlet betragtes sygdommen som dødelig.

Lungebetændelse hos svækkede og/eller ældre. Lungebetændelsen kan opstå som følge af aspiration af bakterier fra mundhulen. Dette har især betydning for plejepersonale på institutioner og hospitaler.

Prædiabetes og diabetes type 2, hvis patienten også har tandsygdommen parodontitis marginalis. Hvis parodontitis ikke behandles, og der ikke skabes og opretholdes en god mundhygiejne, kan det føre til en forværring af diabetessygdommen. Et godt behandlingsresultat, herunder opnåelse af god mundhygiejne, kan medføre en forbedring af diabetessygdommen. Da omkring 250.000 danskere har diabetes type 2 og 300.000 skønnes at have prædiabetes, samtidigt med at omtrent halvdelen af befolkningen over 50 år skønnes at have parodontitis, er dette relevant for en stor del af befolkningen.  

Film om tandsundhed

SundhedsTV har med støtte fra Colgate produceret tre korte film med oplysning til personer, der er i risiko for mundtørhed, hvad man skal holde øje med samt gode råd, håb og vejledning til dem, der allerede er ramt.

Se filmene her 

Overbevise spejlbillede tandbørste

Illustration af Frits Ahlefeldt
Opdateret 19 SEP 2023