xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Ansvarsfordeling ved store ulykker, naturkatastrofer, terror m.m.

Ny rapport beskriver kommunernes og regionernes ansvar for den psykosociale indsats ved beredskabshændelser.

20 AUG 2014

Ny rapport beskriver kommunernes og regionernes ansvar for den psykosociale indsats ved beredskabshændelser.

Kriser, katastrofer, større ulykker, terror m.m. er ekstraordinære dramatiske hændelser, som kan true eller svække vigtige funktioner for samfundet og virke traumatiserende for enkeltpersoner. Det er derfor vigtigt, at den psykosociale indsats efter en hændelse er veltilrettelagt, og at rollefordelingen er klart defineret mellem kommuner og regioner.  

Med udgivelsen af rapporten: ”Styrkelse af den psykosociale indsats ved beredskabshændelser”, konkretiserer Sundhedsstyrelsen den psykosociale indsats, der skal ydes af kommuner og regioner ved alle beredskabshændelser.

Baggrunden for rapporten er de danske erfaringer gennem årene blandt andet fra Tsunamien i 2004, hvor mange mennesker kun iført sommertøj kom hjem til Danmark midt om vinteren til en lufthavn langt fra deres hjem samt erfaringer fra det norske beredskab efter terrorhandlingen i Oslo og på Utøya den 22. juli 2011.

Rapporten beskriver organiseringen af den psykosociale indsats, hvilket blandt andet vil sige den krisestøtte og terapeutiske indsats, der skal ydes de berørte ud over den egentlige redningsaktion. Berørte kan være de direkte ofre, pårørende til døde eller tilskadekomne, personer, der overværede hændelserne, indsatspersonale med flere.  

I den akutte fase, der defineres som 0 – 8 uger efter hændelsen, drejer indsatsen sig især om omsorg og praktisk støtte og om nødvendigt etablering af et evakuerings- og pårørendecenter. Regionerne er forpligtede til at have et kriseterapeutisk beredskab, som kan håndtere den akutte fase og give støtte i form af omsorg for basale behov, information om normale fysiske og psykiske reaktioner m.m. Kommunerne er blandt andet forpligtet til at yde social assistance, som f.eks. indkvartering, forplejning, transport m.m.

I den opfølgende fase, der kan vare i mange måneder - måske år, er hovedformålet af forebygge posttraumatisk stresssyndrom, og her har både kommuner og regioner ansvar for at få informeret borgerne om muligheden for professionel hjælp og evt. henvise til de rette behandlingstilbud. 

Links

Rapport: Styrkelse af den psykosociale indsats ved beredskabshændelser