xmlns="http://www.w3.org/2000/svg" viewBox="0 0 54 54">
Gå til indhold

Lille fald i andelen af lejlighedsvise rygere

Nye tal fra en undersøgelse af danskernes rygevaner viser, at 21 procent af danskerne ryger, og at der er en faldende tendens i gruppen af personer, som ryger en gang imellem.

05 JAN 2015

Nye tal fra en undersøgelse af danskernes rygevaner viser, at 21 procent af danskerne ryger, og at der er en faldende tendens i gruppen af personer, som ryger en gang imellem. Undersøgelsen fra Gallup er gennemført i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Danmarks Lungeforening.

”De nye tal antyder, at der måske er et fald i andelen af rygere i Danmark, og at det primært er dem, der ryger engang imellem, der har valgt at lægge cigaretterne på hylden. Denne gruppe af rygere vil være mindre afhængige af nikotin, end dem der ryger dagligt. Men der er en helbredsrisiko forbundet med hver cigaret. Og lejlighedsvis rygning vil for nogle rygere kunne udvikle sig til daglig rygning. Så det er da en positiv nyhed”, siger Nina Krogh Larsen, akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsen.

Andelen af personer, der ryger dagligt, ligger stabilt på 17 procent, og der er ingen forskel mellem mænd og kvinder i andelen, der ryger dagligt. Det samme gælder for danskere, der ryger mere end 15 cigaretter om dagen, hvor andelen har ligget ganske stabilt på 7-9 procent siden 2009.

Rygere vil gerne kvitte smøgerne

Undersøgelsen viser også, at 6 ud af 10 danskere, der ryger, gerne vil kvitte smøgerne - og at nytåret er højtid for at ændre vaner og forsøge sig med et rygestop. 20 procent af dem, der stoppede med at ryge i 2014, stoppede i januar.

Hjælp til rygestop

Der er mange, der lykkes med et rygestop uden hjælpemidler. Men der er også kvalificeret hjælp at hente, hvis man gerne vil have hjælp til rygestoppet.

  • STOPLINIEN tilbyder gratis telefonrådgivning til alle, der ønsker at lægge cigaretterne på hylden, på tlf. 80 31 31 31. Stoplinien kan også henvise rygere til rygestoptilbud i landets kommuner.
  • E-kvit er et net-baseret rygestoptilbud, som man kan anvende på computer, tablet eller smartphone. 
  • Nærmeste apotek kan også tilbyde hjælp med at gennemføre et rygestop.

”Vi ved, at mange vil have gavn af hjælp i forbindelse med et rygestop. Særligt personer, som for eksempel har røget i mange år og er meget afhængige af nikotin.” udtaler Nina Krogh Larsen, akademisk medarbejder i Sundhedsstyrelsen.

7 ud af 10 rygere eller tidligere rygere ville ikke vælge at ryge, hvis de skulle leve deres liv om igen. 

Om undersøgelsen

Undersøgelsen af danskernes rygevaner er gennemført fra 17. november til 7. december 2014. Der er 5050 deltagere i undersøgelsen, og dataindsamlingen er foretaget via internetpanel. TNS Gallup har foretaget undersøgelsen for Sundhedsstyrelsen, Danmarks Lungeforening, Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse.

Links

Faktaark om undersøgelsen af danskernes rygevaner 2014